Sleepless

Et kys. Et enkelt kys. Er nok til at forandre et menneske. Nok til at sætte følelser igang. Nok til at skabe en domino effekt, hvori brikkerne langsomt vælter hinanden, den ene efter den anden lægges ned i et mønster og hvirvler støvet op i ens liv. Så følger et kort øjebliks disorientering, hvor intet er tydeligt længere. Når støvet har lagt sig, hvordan vil billedet se ud?

10Likes
51Kommentarer
2732Visninger
AA

2. Complications

Vi sad på en bænk foran skolens basketballbane. Det havde altid været vores yndlings opholdssted, eftersom hovedparten af dullerne befandt sig indenfor af frygt for at blæsten og det fugtige vejr ville ødelægge deres frisurer. Nu, hvor Naomi selv var gået hen og var blevet lidt af en dulle selv, så undrede jeg mig over hvorfor vi sad her nu. Jeg vidste at hun hellere ville sidde indenfor med de andre. Måske var det bare hendes måde at undskylde på over skænderiet for to dage siden?
"Hvis ikke han var så langhåret, så havde han været pænt lækker." Hun gjorde et nik med hovedet mod en af spillerne.
Jeg vendte kort blikket mod fyren hun havde hentydet til, mest af alt for at tilfredsstille hende og gav hende et lille fraværende nik. "Mhm."
”Hans forældre er medejere af et rejsebureau. De er en fast del af det højere selskabsliv, så han ville heller ikke være nogen dårlig kæreste, hvis du forstår." Hun sendte mig et sigende blik og sukkede dramatisk. ”Lucy siger, at han kysser godt. Og hans krop er da heller ikke helt tosset, jeg mener se bare på ham. Atletisk og høj, mmm... Vi har naturvidenskab sammen. Det er lige før, at han er klogere end dig, May. Han har den dejligste stemme. Når han taler, er det eneste jeg tænker på, at klæde ham af og hoppe i seng med ham.” Et drømmende udtryk gled over hendes ansigt. ”Hvis bare han ikke havde haft så langt hår."
Hvis han havde alle disse gode punkter, så hvorfor fanden var det eneste hun kunne tænke på håret?
Jeg havde en stor lyst til at komme med en flabet bemærkning, men jeg lod være. Det ville ikke ligne mig, at sige min mening på så direkte en måde. Jeg var ikke et menneske, der sagde flabede bemærkninger. Så hvad gjorde jeg for at beskytte min hjerne mod den omgang øregylle, jeg blev udsat for? Jeg begyndte at tænke på noget andet.
Hr. Gråøje. Ja, jeg havde givet ham et navn. Jeg kunne dårligt blive ved med at tænke på ham som fyren i gyden. Og ja, jeg havde tænkt på ham. Men det skulle ikke misforstås. Jeg havde tænkt længe og grundigt, og jeg var kommet til den konklusion, at mødet med ham fra start til slut var et stort, tilfældigt tilfælde. Han havde kaldt mig stræberen og hvad så? Det betød ikke nødvendigvis, at han kendte mig. Enhver kunne se på mig, at jeg var en stræber. Jeg lignede sådan en. Naomi havde mangen gang forsøgt at banke noget stil ind i min garderobe, og hun havde gentagne gange brokket sig over min manglende stilsans. Ja, hun havde endda direkte fortalt mig, at jeg levede op til mit ry som stræber med både udseende og væremåde. Jamen, mange tak, siger jeg bare.
Jeg kunne ikke lade være med, at kaste et blik ned af mig selv. Skoleuniformen sad som den skulle. Skjorten var knappet helt op til halsen. Den sandfarvede cardigan med skolens emblem på brystet var lukket. Nederdelen sad, så den nåede ned til et stykke over knæene.
Godt nok havde jeg ikke haft skoleuniformen på, da jeg stødte på ham i fredags, og jeg kan ærlig talt ikke huske, hvad jeg havde haft på, men det var sikkert noget meget simpelt. Måske så simpelt som et par gamle, falmede (ikke på den cool måde) jeans og en tank top under jakken.
En lille stemme i mit hoved hviskede, at man ikke kaldte folk stræbere blot på grund af et simpelt tøjvalg, men jeg ignorerede den ihærdigt. Under alle omstændigheder, så var jeg blevet enig med mig selv om at glemme det, der var sket.
Shit happens all the time. Og man møder tilfældigt de værste mennesker. Chancerne for at møde ham igen var små. Hvilket var godt, ikke? For det første var han et svin. Et lettere arrogant svin, og den type drenge hadede jeg. Og for det andet, så lod han til at være indblandet i noget farligt. Der måtte være en grund til, at de fyre var efter ham! Og ærligt talt tror jeg, at det var noget småkriminelt puslen. Så ikke nok med at han var et svin og arrogant, så var han også en kriminel. Og en stor idiot. Listen blev bare bedre og bedre, ikke sandt?
Hr. Gråøje var bare ikke typen, man ville ønske at se igen. Jeg kom heller ikke til at se ham igen. Og gudskelov for det.

***

Efter at have tilbragt halvdelen af frikvarteret med at snakke, eller rettere Naomi snakkede og jeg nikkede og betragtede uinteresseret basketball spillet, så hørtes der et ivrigt hvin. Først ignorerede jeg det, men så...
"Naoooomi, søøøøde!" Blev der kaldt bag os med en lillepige-stemme.
Vi vendte os begge om samtidig og fik øje på en lav pige med permanent glattet hår og et evigt dådyr ansigtsudtryk, grundet hendes store øjne. Hun valsede frem mod os på 7 cm hæle, over det tilladte ifølge skolens regler. Hun havde åbnet sin cardigan og knappet de fire øverste knapper på skjorten op. Hendes sorte bh kunne tydeligt ses bag det tynde hvide stof. Nederdelen brusede om hendes lår, og den lignede godt nok skolens nederdelen, men den var simpelthen for kort, så hun måtte have fået det specialfremstillet et sted fra.
Jeg vendte ansigtet væk i afsky og rullede med øjnene. Jaqueline Sanders. Populær lige siden grundskolen, til tak for hendes gode udseende og hendes forældres velstand. Jeg mistænkte hende for at have anoreksi. Enten det eller også havde familien Sanders bare ikke råd til mad. Hendes krop lignede en pind. Jeg forstod ikke, hvad drengene så i hende.
Som for at svare på mine tanker, lød der i samme øjeblik et lavmælt pift fra basketball banen. En af drengen var standset op og vinkede til Jaqueline med et overivrigt smil.
”Jackie!” Hvinede Naomi og sprang op fra sin plads for at give pinden et kram. ”Godt at se dig.”
Da de endelig viklede sig ud af hinanden, forblev de stående og så på hinanden, som om de ikke havde set hinanden i et århundrede eller deromkring.
”Åh, hvad så?” Spurgte 'Jackie' og smilede stort.
”Jeg sad bare med May og...” Hun holdt en kort pause og sendte mig et spørgende blik, som havde hun for et kort øjeblik glemt, hvad fanden det egentlig var hun havde siddet og lavet med mig. ”Snakkede.”
Jaqueline vendte nu blikket mod mig og gav mig et smil. ”Gud, sidder du her også?”
Nej, jeg lå derhjemme med influenza...
Jeg måtte beherske mig for at fremtvinge et smil og et kort nik, selvom mine læber for alt i verden ønskede at udtale den korte kommentar, jeg havde tænkt. Men, nej. May Hamilton var ikke typen, der lod sig rive med af sine følelser. Hvad ville et sarkastisk svar gavne mig? Intet... Eller tilfredsstillelse, måske? Nej, intet.
Jaqueline havde vendt sig mod Naomi igen. ”Hey, har du egentlig hørt det der skete til Steve Evans fest i lørdags?”
Naomi rynkede spørgende brynene og rystede på hovedet. ”Nej, fortæl!”
”Du skal høre det fra Nina.” Jaqueline fniste af fryd og skridtede lidt på stedet. ”Hun har... Du ved. Dyne alarm.”
”Hvad?” Min veninde gjorde store øjne, og lod som om hun tabte underkæben. ”Med HVEM?!”
”Du skal høre det fra hende, siger jeg jo!” Lo Jaqueline.
”Hvor er hun nu?”
”Indenfor.” Svarede blondinen og smilte med tænderne. ”Vil du med?”
Naomi vendte sig rundt mod mig og så tilbage på Jaqueline igen. Hun så lettere rådvild ud. Naomi prøvede dog hurtigt at maskere det bag et stort smil.
”Vil du også med, May?” Forsøgte hun, men jeg kunne høre på hende, at det var halvhjertet.
Hun ville i virkeligheden hellere tage derhen med Jaqueline alene, det var mit indtryk. Jeg kunne mærke blondinens blik hvile på mig som en høg. Jeg betragtede for et øjeblik min veninde med let rynkede bryn. Det var ikke fordi, jeg ikke vidste hvad jeg ville sige, at jeg tøvede med svaret. Det var snarere fordi, at det var gået op for mig, hvor langt bagud Naomi havde sat mig. Hvor langt ned på hendes prioriteringsliste, jeg var kommet, at en smule sladder var kommet langt over mig.
Jeg skyndte mig at smile og ryste på hovedet. ”Nej, tak.”
Et lille lettet smil kom over hendes læber. ”Er du sikker? For du må meget gerne komme med.”
”Nej, jeg sætter kursen mod morgensamlingen nu.” Svarede jeg, pludselig træt af at skulle lyve. Træt af at skulle spille skuespil og lade som om, at vores venskab ikke fejlede noget.
Jaqueline kædede arm med Naomi og begyndte at trække hende mod den grå skolebygning. Idet frøken Bimbo drejede på hælen, blev nederdelen blæst en smule op af vind.
Åh, gud, var det lige hendes g-streng, jeg fik et glimt af?
Jeg skar en grimasse og rystede misbilligende på hovedet, idet jeg forsøgte at udviske efterbilledet. Traumer...

***

Hun var skudt op af den sociale rang sti med al hast og havde efterladt mig bagud. Som folk dog ændrede sig.
Naomi... Havde ikke altid været så overfladisk som hun var nu. Engang var hun faktisk en sød pige, som forstod andre og var god at snakke med. Hun var meget dyb og klog. Hun gik ikke så højt op i status og klasse, hvilket var noget af det jeg havde elsket hende allermest for. Hun tog mig under hendes vinge, da jeg som en ny og kikset elev var startet på skolen. Jeg derimod havde nærmest adopteret hende, altid været der for hende, for der var intet i hendes liv som gik, som det skulle. Hendes forældre var skilt, og hun så aldrig faderen. Hun havde problemer med selvværdet. Hun var ulykkelig forelsket i den samme fyr to år i træk. Hendes mormor døde af Alzheimers. Hendes lillesøster havde forsøgt at begå selvmord en enkelt gang. Listen var lang.
Men hun havde altid taget det rimelig tappert. Der var intet, der havde kunnet knække hendes personlighed. Lige pludselig gik et eller andet bare galt. Jeg kunne ikke sætte en finger på, hvornår det skete eller hvad der havde udløst det.
Naomi forandrede sig bare. Hun begyndte at clubbe, tage til fester og drikke i smug på trods af, at hun kun var 16. Hun tog en helt ny livsstil til sig, med helt nye venner og nye interesserer. Hun begyndte at gøre ting, som hun før havde set ned på. Hun brød sine tidligere principper. For helvede, selv hendes personlighed ændrede sig! Det var der vi begyndte, at glide fra hinanden. Jeg var pludselig gået hen og var blevet... Kedelig, gætter jeg på. Hun prøvede at få mig med, det måtte jeg give hende, men jeg brød mig aldrig om atmosfæren. Den virkede for falsk. For overfladisk. Og måske var jeg bare et kedeligt menneske, men i det mindste havde jeg mine principper i behold.

***

Jeg sad bagved i den sorte Rolls Royce med Jerry på forsædet, da en pludselig brummen hev mig ud af tankerne. Jeg så mig forvirret omkring, klappede mig på jakkelommerne, indtil jeg kom i tanke om, at min mobil befandt sig i tasken. Jeg skyndte mig at lyne skoletasken op og stikke hånden i for at fiske efter mobilen. Da jeg havde fundet den, så jeg Naomis navn på displayet. Jeg stoppede kortvarigt og stirrede. Hun ringede sjældent. Efter et par sekunders tøven tog jeg den op til øret og trykkede på den grønne opkalds-knap.
”Hallo?”
”May!” Naomis forpustede stemme nåede mit øre. ”Du var da godt nok længe om, at tage den.”
”Det er jeg ked af.” Jeg rynkede let på brynene og flyttede telefonen til det andet øre. ”Er der noget galt?”
Der var en kort pause. ”Nej, det er spørgsmål nummer 10 til fysik rapporten. Den forstår jeg ikke helt.”
Jeg kunne ikke lade være med at le. ”Så du ringede, fordi du var gået i stå i fysik rapporten?”
”Årh, altså undskyld, hvis jeg forstyrrer. Faktisk ringede jeg, fordi Jackie insisterede på, at vi ringede til dig.” Der var en lille flov latter fra den anden enden af røret.
Jeg blev helt tavs for et kort øjeblik. Stirrede ud af vinduet, mens mit greb om telefonen langsomt strammedes.
”Jeg sagde, at vi kunne bruge Google, men altså hun er sikker på, at dit svar er mere korrekt.” Fortsatte Naomi uanfægtet.
Jeg tog en dyb indånding og stirrede så hårdt ud af vinduet, at det undrede mig glasset ikke splintredes. Storbyen gled langsomt forbi udenfor i et virvar af bygninger, butikker og et mylder af mennesker. Trafikken var meget tæt om eftermiddagen især, fordi alle fik fri eller middagspause på denne tid af døgnet. En let trafikprop var ved at dannes foran os.
”Så hvad siger du?”
Jeg hørte ikke længere efter. Mit blik var blevet fanget af en sorthåret skikkelse, der spadserede langsomt ude på gaden med hænderne begravet dybt i lommerne. Jeg tabte underkæben.
”May, er du der?”
Hendes stemme var efterhånden begyndt at gå mig på nerverne. Uden at tænke nærmere efter, hvad jeg gjorde begyndte jeg at tale. Jeg var for en sjælden gangs skyld spontan.
”Ja, men jeg har rimelig travlt lige nu. Jeg skal til et vigtigt middag med mine forældre. Jeg må lægge på nu, hej hej. Jeg svarer dig på spørgsmålet senere.” Uden at vente på svar, trykkede jeg den røde knap og smed telefonen tilbage i tasken. Derefter lænede jeg mig frem og prikkede vores chauffør på skulderen.
”Jerry, stop bilen nu.”
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...