Sleepless

Et kys. Et enkelt kys. Er nok til at forandre et menneske. Nok til at sætte følelser igang. Nok til at skabe en domino effekt, hvori brikkerne langsomt vælter hinanden, den ene efter den anden lægges ned i et mønster og hvirvler støvet op i ens liv. Så følger et kort øjebliks disorientering, hvor intet er tydeligt længere. Når støvet har lagt sig, hvordan vil billedet se ud?

10Likes
51Kommentarer
2726Visninger
AA

6. Café Old Phoenix

Der sad ikke mange i caféen, så jeg, da jeg trådte ind. Gæsterne så dog ud til at hygge sig lige så meget, hvis ikke mere end sidst jeg havde været her. En interessant atmosfære af ro herskede i caféen, og snakken gik blandt de hippe unge newyorkere, der som sædvanligvis var iført de populære skinny jeans og havde moderigtigt hår. Der var ikke nogen ældre mennesker at spotte i caféen og nu, hvor jeg tænkte over det, så lod det til at størstedelen af kunderne var unge og trendy.
"Hey!" Dawns ansigt lyste op og hun løb uden om disken for at byde mig velkommen, med et lykkeligt smil klistret på læberne. "Du kom."
"Selvfølgelig gjorde jeg det.” Jeg gav hende et stort smil og nikkede. ”Jeg kunne ikke lade sådan en mulighed passere uden at have taget chancen."
"Jeg kan lide din tankegang." Dawn smilede så de mosgrønne øjne glitrede og greb min hånd. "Kom, du skal med ind i køkkenet og hilse på de andre."
Jeg lod mig velvilligt trække med af en overivrig Dawn, der småsludrede lidt om alt og intet. Jeg hørte kun efter med et halvt øre. I tankerne befandt jeg mig stadig hjemme ved Williams. Den fyr. Jeg havde tænkt på ham lige siden, jeg første gang mødte ham. Han havde sat min hjerne på overarbejde fra dag et. Jeg forstod ikke, hvordan jeg kunne have glemt ham lige pludselig. Og i så fald, hvor havde jeg kendt ham fra? Hvor henne havde jeg set den fyr, som hjemmesøger mine tanker?
"Hey, allesammen!" Dawns stemme kaldte mig tilbage til virkeligheden. "Det her er May."
Samtlige øjne rettede sig mod mig, og jeg rykkede ilde tilpas vægten fra det ene ben til det andet. Et lille genert smil sneg sig op på mine læber, idet jeg lod blikket dvæle kort ved de andre medarbejderes ansigter. De så meget venlige ud, syntes jeg, hvilket straks havde en beroligende indvirkning på mig. Jeg havde været en smule anspændt efter mødet med 'mr. Williams'. Ubevidst førte jeg en hånd op til kinden, mens jeg tog mod til mig, hvorefter jeg trådte frem mod den nærmeste af medarbejderne. Han var en robust mand med et lille trimmet skæg og et varmt smil, der nåede hans øjne.
"Hej." Sagde jeg smilende og rakte kejtet hånden mod ham.
"Jeg er Mike Tatcher, kok på The Old Phoenix og skibets kaptajn." Hans håndtryk var fast, og hans latter buldrende. "Velkommen om bord."
"Det er mig en fornøjelse." Sagde jeg høfligt og gav ham et nik, ude af stand til at lade være med at smile af ham.
Han smilede igen og slap min hånd, idet han trådte tilbage og gjorde en gestus med hånden mod en kvinde, der stod bag ham.
"Det er min kone og vores manager, Paige."
Paige lod til at være en meget stilfuld business woman. Lige netop, hvad man ville forvente af en, der påtog sig titlen manager. Hun var iført blazer, hvid skjorte og lange sorte bukser. Hendes glatte hvide hår faldt ned over hendes skuldre, og de blå øjne skinnede med en glød.
”Rart at møde dig, May.” Sagde hun, da hun kort trykkede min hånd.
På trods af hendes alvor fik jeg det indtryk, at hun var en meget venlig kvinde til lighed med hendes mand. Den sidste medarbejder var en fyr i slutningen af tyverne. Han havde bestemt en vis lighed med Paige. Fyren nikkede venligt og trådte frem for at trykke min hånd.
”Oliver Tatcher.” Sagde han kort og smilede. ”Jeg er også kok her. Vicekaptajn.”
Han gjorde et nik med hovedet mod Mike og sendte faderen et drilskt grin.
Hold da op. De var jo alle sammen i familie med hinanden. Spøjst.
”Olivers kæreste arbejder også i Old Phoenix.” Fortalte Mike smilende. ”Og når vi har ekstra travlt kommer min brors børn forbi og giver en hånd med. Det er en stor skude med plads til mange.”
Jeg hævede overrasket et øjenbryn og nikkede langsomt, hvorefter jeg vendte ansigtet mod Dawn og sendte hende et undersøgende blik, som i et forsøg på at regne ud, om hun også var en del af denne spøjse familie. Hun bemærkede mit blik og gav mig thumbs up, idet hun grinede lydløst.
”Sygt, ikke sandt?” Spurgte hun smilende. ”De er virkelig underlige. Du har ikke set alt endnu.”
”Hov, unge dame.” Sagde Paige smilende og viftede truende med pegefingeren. ”Vi betaler dig ikke for at ødelægge vores ry overfor nye medarbejdere.”
”I betaler mig åbenbart ikke nok .” Grinede Dawn og rakte drillende tunge, til min stigende forundring.
Sådan behandlede man da ikke sin arbejdsgiver, gjorde man vel? Nej, lad mig rette mig selv. Normale mennesker gjorde ikke, men det gjorde Dawn tilsyneladende.
En lille klokke ringede lavt i køkkenet, hvilket fik alle til at vende sig om mod et installeret apparat på væggen. Dens lys blinkede rødt.
”Kunder.” Proklamerede Mike og klappede hænderne i. ”Ud med jer, tøser. Nu skal der arbejdes.”
Nervøsiteten blussede op på ny, idet jeg efter at have taget en ny indånding og fulgt efter Dawn ud.

***

”Hvad skulle det være, sir?” Spurgte jeg og holdt blokken parat til at skrible kundens ønsker ned.
En fyr, der så ud til at være nogle år ældre end mig, kastede et blik ned på sin menu og så derefter op på mig med et vurderende blik.
”Hey, du er ny. Hvad hedder du?” Spurgte han og lagde hovedet på skrå, idet han hvilede hagen på hænderne.
”Æh... May.” Svarede jeg, pludselig genert igen.
Jeg havde ellers været igang i snart halvanden time og havde langsomt vænnet mig til rytmen på caféen. Jeg havde meget hurtigt lært, hvordan man skulle behandle kunderne. Et smil var nødvendigt, men man skulle heller ikke overdrive det, ej heller forfalske det. Det var kunderne meget skarpe til at se igennem. Til min egen overraskelse reagerede kunderne positivt på mig, hvis jeg selv skulle sige det. Jeg klarede det også rimelig godt. Det var kun i starten, at jeg havde stammet lidt eller følt mig akavet. Kunderne havde været utrolig flinke, og mange af dem havde bemærket, at jeg var ny. Alt i alt havde dagen været utrolig spændende. Hen ad aftenen var der kommet flere gæster, så i øjeblikket vimsede Dawn og jeg rundt mellem bordene som bier.
”Sødt.” Svarede fyren og sendte mig et kort smil. ”Jeg tager skinke sandwichen.”
Han vendte blikket mod sine venner, og jeg kastede ligeledes mit blik på dem med en opmærksom mine.
”Og de herrer?” Spurgte jeg, henvendt til dem.
”Jeg skal have en newyorker salat.”
”Tun sandwichen.”
”En kylling og karry sandwich.”
”En lille bagel med ost, tak.”
”Ja, så gerne.” Kvidrede jeg venligt og skrev deres bestillinger ned. ”Og ønsker I noget at drikke til?”
”Kaffe til os alle.” Svarede fyren smilende.
”Jeres bestillinger vil snart være klar.” Sagde jeg og smilede en sidste gang, inden jeg drejede om på hælen og satte kursen mod køkkenet.
Kaffe. Kaffe. Kaffe. Jeg havde næsten ikke mødt en eneste kunde, som drak andet end kaffe. Ad. Jeg kunne ikke klare det stads. Jeg forstod ikke kaffe-mennesker. Naomi havde været sådan en. Men hende forstod jeg heller ikke. Ikke længere. Vi havde ikke snakket sammen lige siden den dag for to dage siden, hvor hun havde været en bitch og havde flippet ud. Ikke at jeg ønskede at snakke til hende. Nej, det passede mig fint, at kontakten var stoppet brat på den måde. Jeg så ingen grund til at fortsætte med at spille skuespil for hele verden, ved at lade som om, at Naomi og jeg stadig var venner. Jeg havde det bedre uden hende. Jeg havde det faktisk en hel del sjovere også. Se bare på mig. Hvem ville have troet at May Hamilton, selveste stræberen, en dag ville arbejde på så trendy en café som denne?
”Mike, der er kommet endnu en bestilling.” Sagde jeg, lige så snart jeg var trådt ind i køkkenet.
Jeg hev papiret ud af blokken og satte det op ved kokkens komfur.
”Bord nummer hvad?” Spurgte han, uden at vende sig væk fra den sandwich han var i gang med at tilberede.
”Åh!” Udbrød jeg og skar en grimasse. ”Det glemte jeg, at se på. Undskyld. Jeg gør det nu.”
Jeg vendte mig om og stødte næsten ind i Dawn, der havde været på vej ind.
”Hov.” Gispede hun, da hun fik øje på mig. ”Hey, May, hvor skal du hen?”
”Jeg skal ud og finde ud af, hvad nummer bordet jeg lige betjente havde.” Sagde jeg hurtigt og smilede flovt, idet jeg trådte forbi hende.
Dawn rystede på hovedet og smilede. ”Det var bord 18.”
”Aha! Tak!” Jeg lo lavt af mig selv og vendte tilbage til sedlen, jeg lige havde hængt på til Mike.
Men en hurtig bevægelse skrev jeg nummeret på under sedlen, efterfulgt af en smilende smiley. Så lagde jeg kuglepen og blok tilbage i forklædets lomme og vendte mig om for at gå ud i caféen. Endnu engang stod Dawn i vejen for mig.
”Hvor skal du nu hen?” Spurgte hun overbærende og hævede et øjenbryn ad mig.
”Ud og betjene folk.” Svarede jeg og betragtede hende undersøgende.
Af en eller anden grund lo hun og rystede på hovedet. Jeg hørte også en lavmælt klukkende latter komme fra Mike, så jeg sendte ham et kort forvirret blik, inden jeg vendte opmærksomheden mod Dawn igen.
”Vi har fri, din tosse. Olivers kæreste er kommet, så vores vagt er overstået.” Hun smilede let og slog ud med hænderne som for at sige 'ta-daa'.
”Virkelig?” Jeg smilede og tog forklædet af. ”Det lyder godt. Jeg er også træt nu.”
”Går du hjem?” Spurgte Dawn og tog forklædet fra mig for at gemme det i skabet, som var beregnet til forklæder. ”Allerede?”
”Ja.” Sagde jeg tøvende og hævede et øjenbryn, mens jeg betragtede pigen med det røde hår.
”Nej, vel?”
”Jo, hvorfor?”
”Fordi...” Sagde hun langsomt og vendte sig om mod mig med et spirende smil på læberne. ”Vi skal ud og fejre din ansættelse over en stor fed cupcake.”
”Fejre min hvad?”
Jeg måtte have lignet et spørgsmålstegn, for Mike lo atter engang bag min ryg.
”Din ansættelse!” Dawn lo henrykt over det udtryk, der var kommet over mit ansigt. ”Kom nu, se lidt glad ud.”
Jeg fnøs, men kunne ikke lade være med at smile. ”Virkelig?”
”Virkelig.” Svarede hun og rakte mig en fremstrakt arm. ”Stå ikke der og hæng, lad os smutte. Kan du ikke høre cupcakesene kalde? For det kan jeg.”
Jeg stod et øjeblik og stirrede på hendes fremstrakte arm. Jeg vidste, at jeg skulle sige nej. Til jobbet. Jeg var trods alt kun kommet for at prøve det en enkelt gang. Jeg var ikke gået ind på en aftale om at arbejde. For jeg måtte ikke. Jeg måtte simpelthen ikke arbejde for mr. og mrs. Hamilton. Deres lille yndige dukke måtte ikke arbejde. Næ, det var hun for ung til. Og i så fald var sådan et job uegnet for mig. Men... I dette øjeblik tænkte jeg ikke på mine forældre. Det eneste jeg kunne tænke på var Dawns arm, der var fremstrakt som en åben invitation
”Jeg kan godt høre dem.” Sagde jeg leende og sneg min arm ind under hendes. Jeg lagde hovedet på skrå, som om jeg lyttede efter noget i det fjerne. ”Jeg kan høre dem kalde efter håbløst fede mennesker, der ikke kan sige nej til en cupcake.”
”Jamen, så må det være os de mener.” Fniste hun, og sammen satte vi kursen mod udgangen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...