Sleepless

Et kys. Et enkelt kys. Er nok til at forandre et menneske. Nok til at sætte følelser igang. Nok til at skabe en domino effekt, hvori brikkerne langsomt vælter hinanden, den ene efter den anden lægges ned i et mønster og hvirvler støvet op i ens liv. Så følger et kort øjebliks disorientering, hvor intet er tydeligt længere. Når støvet har lagt sig, hvordan vil billedet se ud?

10Likes
51Kommentarer
2588Visninger
AA

1. Forudanelser

Natten havde hyllet alt i mørke, kastet lange skygger over New Yorks brede gader. Gadelamperne og strømmen af biler der kørte forbi, var det eneste som oplyste gaden. Enkelte dumdristige teenagepiger løb over vejen på usikre ben, højtgrinende og med armene om hinanden. En hund gøede i det fjerne. På trods af det sene tidspunkt sov storbyen ikke. New York sov aldrig. I ny og næ dyttede de vanvittige billister af hinanden, men trafikken var roligere end om dagen, hvor man måtte bede en lille bøn, hver gang man vovede sig ud i byen på gåben.
Jeg skuttede mig i oktoberkulden og trak den tynde jakke tættere omkring mig, idet jeg satte farten op. Det skulle ikke være nogen hemmelighed, at byens søvnløshed foruroligede mig i nat. På trods af livligheden i byen, følte jeg mig som det eneste menneske. En underlig følelse tyngede i min brystkasse. Det kunne have været på grund af skænderiet, men jeg tvivlede. Det føltes snarere som en forudanelse.
En gadelampe flakkede over mit hoved, hvorefter det gik ud med en udslukt lyd, der fik mig til at fare sammen. Jeg kastede et blik op mod lampen. Pæren var sprunget, kunne jeg nu se. Dens glødende tråd døde langsomt ud.
Hvad var det, jeg havde sagt om forudanelser?
Jeg lo hånligt af mine egne tanker, men for en sikkerhedsskyld, for jeg var sådan et menneske, der var lettere overtroisk, tog jeg en smutvej og hastede ind i en gyde mellem to bygninger. Den var klam og mørk, så det var med stor lettelse, at jeg nærmede mig gydens udgang. Lyset fra gadelamperne lokkede kraftigt på den anden side, så jeg tog et skridt ud.
Og kolliderede med en løbende skikkelse, der havde været på vej ind.
Stødet sendte mig en halv meter bagud. Det var et held at jeg ikke væltede. Jeg skar en smertefuld grimasse, rettede mig op og drejede mod personen. Jeg åbnede munden for at skælde ud. Spørge hvad fanden der var i vejen med ham på rigtig newyorker manér, men da jeg fik øje på ham, satte ordene sig imidlertid fast i min mund. Jeg kneb øjnene sammen og betragtede ham med en blanding af forvirring og genkendelse.
Han var en ung mand, der lod til at være omkring de 18. Han var et helt hoved højere end mig. Sort pjusket hår faldt ned over hans pande, som om han lige var stået op og ikke havde giddet gøre noget ved det. Hans øjne så farveløse ud i gydens begrænsede belysning, men jeg havde på fornemmelsen at de var grå. Jeg vidste et eller andet sted fra, at de var grå. Han havde et sammenbidt ansigtsudtryk, samt nogle utroligt velformede læber. Kæberne sad perfekt på ham. Et lille ar gik tværs gennem hans højre øjenbryn... Og det blik. Det blik var alt for velkendt, men samtidig lå det mig fjernt hvem det kunne tilhøre.
Jeg betragtede ham gennemsøgende, ude af stand til at komme i tanke om, hvor jeg havde set ham henne.
Det var ikke før nu gået op for mig, at jeg havde stirret på ham. Eller at han havde betragtet mig med et lige så gennemsøgende blik.
”Undskyld, men har vi -” Begyndte jeg langsomt, men fyren langede ud lynhurtigt og smækkede hånden over min mund.
Jeg gjorde store øjne og førte instinktivt begge hænder op til hans for at rive den væk, førend min hjerne havde nået at registrere, hvad der foregik. Fyren kastede et hurtigt blik over skulderen, hvorefter han tog et bedre greb om livet på mig og trak mig med sig længere ind i gyden. Før jeg kunne nå at reagere, vendte han mig mod ham, så vores maver berørte hinanden. Jeg løftede armene og begyndte at hamre på hans brystkasse. Han hev mig blot tættere til sig, indtil mine arme var mast mellem vores overkroppe. Jeg spærrede øjnene vidt op og betragtede ham bedende. Fyren bemærkede mit blik og fnøs forarget.
”Shhh...” Hviskede han og gjorde et nik med hovedet mod gydens udgang.
Jeg rynkede forvirret brynene og virrede uforstående med hovedet, ude af stand til at begribe situationen jeg befandt mig i.
Hvad ville han mig? Hvad foregik der her? Jeg var skræmt fra vid og sans, helt handlingslammet. Mit hoved føltes svimmelt, og jeg kunne levende forestille mig de overskrifter, som ville præge alle New Yorks aviser imorgen.

Rigmandsdatter voldtaget i gyde... Pige fundet død efter nat i byen... Tragedie! Familien i sorg.

Mit hjerne spyttede ubarmhjertigt forskellige artikeloverskrifter ud og mit hjerte hamrede voldsomt, så højt at det kunne høres i Times Square.
Og dog kunne det ikke have banket så højt, for i samme øjeblik lød der en lav trampen af støvler mod asfalten. Fyren vendte ansigtet mod gaden. Han strammede grebet om mig. Pressede sin hånd hårdere mod min mund. Hans øjne så omend koldere ud end før. En lavmælt banden undslap hans læber.
”Tror du han løb fra os?” Spurgte en grødret stemme forpustet. Den kom fra et sted fra gaden, som jeg ikke kunne se herfra.
”Jeg ved det ikke...” Svarede en anden hadefult. ”Det svin.”
”Han var overraskende hurtig.”
”Når jeg få fingrene i ham, så vil han ikke længere være i stand til at stå på sine to ben.”
Jeg kunne mærke fyrens muskler strammes til bristepunktet. Han sendte et blik mod gaden så koldt, at en rysten løb gennem mig. Fyren måtte have bemærket det for han vendte kort blikket mod mig, for derefter at se væk igen med en anspændt mine.
Der var en lyd af skridt, der nærmede sig langsomt.
”Jeg slår ham ihjel næste gang.” Et grynt kunne høres.
Slå ihjel? Hvem ville han slå ihjel?
”Skal vi gå tilbage?” Personen talte med et håbefuldt tonefald. ”Jeg tror, at han er kommet væk.”
Skridtene var på vej mod gyden. På vej til hvor vi var. Fyren tog et strammere greb om mig og trak mig længere ind i gydens mørke, i takt med at stemmerne nærmede sig. Jeg lod mig ikke så velvilligt trækkes væk, men jeg gjorde heller ikke modstand for pludselig var det som om, at noget dæmrede for mig. Var han i fare? Var disse fyre efter ham? Hvorfor? Og hvad mente de, med at slå ham ihjel?
”Nej. Han kan ikke være kommet langt.” En stemme grinede lavmælt. ”Ikke i den tilstand.”
Fyren, der holdt mig udstødte en halvkvalt lyd. Jeg sendte ham et kort blik, alt imens jeg lyttede til de to fyres samtale.
”Kig i gyden.”
Ordene fik os begge til at fare sammen. Skridtene nærmede sig, denne gang hastigt, mere målrettet. Jeg vendte mig om mod ham med vidt opspærrede øjne.
Han gengældte mit panikslagne blik med et roligt et. Hans blik flakkede, hvorefter han åbnede munden og lod hånden falde fra mit ansigt.
Lod han mig gå? Jeg tog en dyb indånding.
”Undskyld.” Mumlede han.

Og så pressede han læberne mod mine, hamrede nærmest sit ansigt mod mit. Jeg spærrede chokeret øjnene op og forsøgte, at trække mig tilbage. Hans hånd lagde sig på mit baghoved og holdt mig på plads.
”Mmmh!” Protesterede jeg lydløst, ude af stand til at tænke en eneste klar tanke af chok.
Fyren udnyttede hurtigt min protest til at snige tungen ind i min mund. Hans læber bevægede sig mod mine i flydende, faste bevægelser, som jeg både nød og hadede samtidig. Hans anden hånd hvilede på det nederste af min ryg, og han trak mig tættere mod sig. Jeg førte hænderne op til hans brystkasse og prøvede at skubbe fra med hænderne, men til ingen verdens nytte. Han var simpelthen for stærk.
Hvad havde han gang i?! Han skulle slippe mig og det skulle være nu! Med hænderne knugede jeg om hans trøje, i et forsøg på at begrave neglene dybt ned i hans kød og påføre ham så meget smerte som muligt.
”Det går hedt for sig her.” Sagde en nu velkendt stemme til højre for os fra gydens indgang.
"Er han der?" Spurgte den anden person, hans stemme kom fra et sted længere væk.
"Nope, det er bare et kærestepar der hygger." Nogen lo og der hørtes skridt, der fortonede sig væk.
Jeg kunne mærke mine kinder brænde af flovhed. Fyren vedblev uanfægtet med at kysse mig, fastholdt kysset længere endnu, hans læber mod mine, hans tunge kærtegnende min, et par sekunder længere. Så helt uden varsel trak han sig tilbage og gav slip på mig. Nej, gav slip var et forket udtryk. Han skubbede mig faktisk væk. Jeg trådte rystet et par skridt tilbage og prøvede at få vejret. Fyren stod med ryggen mod væggen og betragtede mig med en undrende mine, som om det havde været mig, der havde kysset ham og ikke omvendt. En pludselig vrede overmandede mig og jeg følte en ubeskrivelig trang til at slå ham, på trods af at jeg vidste, jeg aldrig ville få modet til det.
”Hvad fanden tror du, at du har gange i?!” Forlangede jeg at få at vide. Vredt.
Fyren ignorerede mig. Han vendte sig om og tog et par skridt frem mod gaden. Jeg betragtede ham rasende, mens han kastede et blik til begge sider, for at sikre sig om at hvem end hans forfølgere var, så var de væk. Det måtte de have været for han vendte sig om med et løftet øjenbryn og gav mig et hånligt smil.
”Jeg takker for hjælpen.” Et flygtigt skær af morskab manifesterede sig bag de grå isblokke, som var hans øjne, idet han stirrede på mig. ”Og kysset.”
Jeg mærkede en varme brede sig over kinderne.
Lige pludselig slog det mig, hvorfor han havde gjort det. Jeg kunne gætte mig til, at hans ansigt ikke kunne ses, mens han kyssede mig. Hans ansigt kunne ikke ses fra gydens indang. Hvilket ville sige... At han brugte mig til at gemme sig.
Jeg forbandede ham langt væk i tankerne. Det... Det var mit første kys. Det svin havde stjålet mit første kys med en så kujonagtig grund og uden så meget som en... Nå ja, den undskyldning gjaldt ikke. En undskyldning var ikke nok til at erstatte mit første kys.
”Dit... bæst!” Hvislede jeg gennem sammenbidte tænder. Mine øjne brændte af tilbageholdte tårer.
”Bæst?” Hviskede han med silkeblød ro i stemmen. Der var en uforklarlig glædesløs morskab at spore i hans tonefald. ”Den var ny.”
”Du er et egoistisk svin af værste slags, ved du det?" Mine læber dirrede let. Jeg kunne stadig fornemme hans varme på mine læber, stadig smage ham, hvilket gjorde mig vred og af en eller anden grund flov. Sådan skulle mit første kys ikke have været...
”Hn." Han lagde hovedet på skrå og betragtede mig interesseret. Til min store irritation så han mere stolt end fornærmet ud. Fyren nikkede kort for sig selv, begravede hænderne dybt i lommen og så op for at give mig et lille hånligt smil. ”Den var derimod ikke ny. Kom igen."
Jeg sank en klump og mærkede varme tårer trille ned af mine kinder. Jeg prøvede skamfuldt at tørre dem væk med siden af hånden og prøvede at kontrollere mine følelser.
Under normale omstændigheder havde jeg ikke grædt for øjnene af andre. Men idag var jeg følsesmæssigt ustabil. Aftenens begivenheder havde tæret hårdt på mig. Lige fra skænderiet med Naomi og til mødet med denne fyr.
"Græder du?" Hans stemme afslørede en undertone af nysgerrighed. "Hvorfor det?"
"Fordi du kyssede mig." Svarede jeg i et hidsigt tonefald, det eneste svar jeg kunne komme i tanke om. Tårerne trillede fortsat ned af mine kinder. "Svin!"
For et kort øjeblik syntes jeg at ane et skær af forvirring bag hans blik, men det forsvandt hurtigt igen, erstattet af den sædvanlige følelsesløshed i de grå øjne.
"Jeg fortryder det også."
Jeg blinkede et par gange med øjnene. Tårestrømmen standsede for et kort øjeblik.
”Hvad?” Spurgte jeg uforstående og fik omend endnu mere ondt af mig selv. Ikke nok med, at han havde tilbageholdt mig mod min vilje og med vold taget mit første kys, så havde han også fornærmet mig personligt. Hvor stort et svin kunne han være?
"Ligemeget..." Han så væk og rømmede sig. "Hvad laver en pige som dig ude på et så sent tidspunkt? Tager stræberen til fester?" Et hånligt snøft. "Det er svært at tro på, når man ser dig."
De sidste tårer rullede over min kind, idet jeg mindedes årsagen til alt det her. Det var alt sammen Naomis skyld. Den bitch. Planen havde været, at jeg skulle overnatte hos hende i nat for at få venskabet på rette ben igen, men vi havde hugget lidt til hinanden i løbet af aftenen og det endte i et stort skænderi over hendes 'nye livsstil'. Jeg orkede ikke hendes drama, så jeg var stormet væk derfra. Nu, hvor jeg tænker over det ville jeg ønske at jeg var blevet. Eller at jeg da i det mindste have ringet til vores chauffør Jerry, så han kunne have kørt mig hjem.
Jeg lagde mærke til, at fyren ikke havde flyttet blikket fra mig. Jeg snøftede og tog en dyb indånding. Forventede han et svar? Jeg trak på skulderene. En gysen gik igennem mig, da jeg kom i tanke om noget.
”De fyre var efter dig, ikke sandt?" Jeg rynkede let på brynene og prøvede at blinke tårerne i øjenkrogen væk. ”Hvad var der sket?"
”Det vedrører ikke dig.” Svarede han roligt. Han lagde hovedet på skrå og betragtede mig med et tænksomt blik. ”Du burde tage hjem. Under alle omstændigheder, tak. Og undskyld. For en anden gangs skyld vil jeg foreslå at du tog en taxi hjem.”
Og med disse ord begyndte han, at spadsere i den retning, jeg var kommet fra. Han gik forbi mig.
"Vent." Udbrød jeg, men han vendte sig ikke om. ”Hey?”
Jeg betragtede hans brede ryg, idet han uden at værdige mig et blik gik videre. Han trådte ud af gyden og fortsatte udenfor mit synsfelt.
Jeg stod i nogle sekunder og betragtede gaden på den anden side, usikker på hvordan jeg skulle forholde mig til alt det her. Jeg var ikke engang i stand til at kæde begivenhederne sammen, så de gav mening.
En ubehagelig følelse af at have overset noget overvældede mig. Hvor havde jeg set den fyr fra?
Så kom jeg pludselig i tanke om noget, han havde sagt.
Hvad laver en pige som dig alene på et så sent tidspunkt? Tager stræberen til fester? Det er svært at tro på, når man ser dig...
Nå, ja! Han havde kaldt mig stræberen. Jeg havde ikke lagt mærke til det tidligere, fordi jeg var så vant til at blive omtalt som stræberen. Det var nemlig et øgenavn, jeg havde tilegnet mig. Det kunne være et tilfælde, at han havde kaldt mig lige netop stræber af alle de kreative fornærmelser, der fandtes, men jeg havde lidt svært ved at tro på det. Og hvad mente han med, at det var svært at tro på, når man så mig? Sådan noget sagde man ikke bare til fremmede mennesker, man lige havde mødt. Desuden havde jeg på fornemmelsen at have set ham før. Han så bekendt ud. Der var kun en konklusion at drage. Han kendte mig.
"Hvem er du?" Hviskede jeg til den kolde luft omkring mig og rynkede tænksomt brynene.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...