Jacob Black and Jasmine Cullen?♥ #4

♥ Sometimes it lasts with love, but sometimes it hurts instead.

Jacob og Jasmine fik for år siden, hvad de begge ønskede - Hinanden.
Senere kom rækkefølgen: Kærlighed, modstand, Ms. Beth Diamond Black, intriger, afstand og den endelige genforening. Hvad er det næste?
Og hvad nu, hvor de har fået hinanden igen, og alting og alle burde at være lykkelige, men alle inderst inde ikke er det?
Bag facaderne er følelser gemt, de dvaler indtil videre, men er som vulkaner, indstillet på, at kunne gå i udbrud og vise sig fra sit skjul når som helst.
Facadernes følelser rummer på få ud af mange følelser: Had og intimelig misundelse - Nogle facader skjuler endda smertefulde og hævntørstige kærestesorger, som både stammer fra hver af parrets fortid, som de hver især har tilbragt sammen med en helt anden, end hinanden ...
Ikke alle ønsker parrets eksistens - I hvertfald ikke, når de befinder sig sammen. Men hvem forsøger at skille Jacobs og Jasmines begærligende følelser fra hinanden atter en gang? Spørgsmålet er også, hvad dette leder ud i - Endnu en intriger mellem parret, så de hver især igen bliver ledt og lokket i to vidt forskellige retninger, så de til sidst ikke anser, hvor den anden part befinder sig - og måske med en anden i sin favn, eller i en andens favn?
Hvad konkluderer dette mysterier i? Er deres forhold for skrøbeligt, og tåler intet modstand, eller fører misforståelserne ud i endnu en fælles flugt, hvor de skal søger væk fra alle farerne, som lurer rundt om hjørnerne?
Hvor langt vil de gå og, hvor meget vil de ofre for hinanden: Jacob og Jasmine.

6Likes
20Kommentarer
1786Visninger
AA

3. Jasmine: Flashback

 

Efter filmindspilning af Love me forever var enden på en æra, var det på tide at starte et nyt kapitel af vores liv. Jacobs og mit forhold havde så længe som jeg kan huske, været hektisk og til tider ustabilt. Når jeg tænker tilbage, husker jeg tydeligt vores vilde skænderier. Men mest af alt, husker jeg den kærlighed vi - til trods for vores skænderier – følte for hinanden. Vi havde altid haft evnen og viljen til at finde vej tilbage til hinanden igen.

        Folk siger, at kroppen ældes fra det øjeblik man bliver født. I Jacobs og mit tilfælde var det anderledes: Trods pressen og luksuslivet, var vi stadig de væsner, vi var. Det lå i vores gener, og vi var født med vores forfædres blod, hvilket også betød, at Beth havde vores forfædres blod i sig, dog havde hun heller ikke forandret sig meget de sidste par år. Hendes øjne var stadig hypnotiserende honningbrune, som matchede til hendes kulsorte og konstant glatte lange hår. Hendes glødende solbrune hudfarve passede perfekt med hendes etniske, indianske udseende, som hun – selvfølgelig – havde arvet fra både Jacob og jeg.

         Dog havde jeg fra øjeblikket hun blev født, opdaget, at hun på alle positive områder, var et helt unikt og særligt barn. Jeg husker øjeblikket, hun kiggede på mig for første gang, med et forskrækket blik, som om hun spurgte: Hvad laver jeg egentlig her? Hvorefter hun hev efter vejret for første gang i sit nybegyndende liv. Det der dog undrede mig mest, var, at nyfødte ikke burde have evnen til allerede, at være i stand til at åbne sine øjne fra øjeblikket man bliver født. Uviden om, hvilke gen hun arvet fra Jacob og jeg, elskede jeg hende ved allerede ved det første syn af hende.

      Og Beth var fra det øjeblik min vidunderlige guldklump, som ingen skulle gøre ondt. Jacob derimod, havde fra mit synspunkt, svært ved at acceptere det, at han var blevet et andet individs far. Jeg bebrejder ham ikke spor – Vi var ved nærmere eftertanke, sandsynligvis for unge til allerede at blive forældre. Beth voksede – som forventet – hverken hurtigere eller lige så hurtigt, som et almindeligt menneskebarn: Hun voksede langsommere. Måske blokerede hendes blanding af ulve- og vampyr blod og gen, for hastigheden for, hvor hurtigt eller langsomt hun burde vokse. Hun var teknisk set i bund og grund fire år, men havde krop, som en toårig tumling – Det samme gjaldt for hendes proces indenfor hendes udvikling.

        For knap to år siden, lærte hun at gå selv, og hendes udvikling så ud til at gå hurtig, men det var som, det pludselig stoppede, og hun forblev i sin tumlingkrop. Man er tumling, når man er et til fire år, har de altid sagt, og barn, når man er fem til tolv år ...

                                                                                    ***

 

Mr. og Mrs. Leroy havde været loyale og passet Seth, Beth og penthuset, mens vi var væk de to lange år, hvor Jacob og jeg af og til kom hjem, for at tjekke til tingene, dog skulle vi hurtigt tilbage til Danmark igen, for at filme. Nu var vi – som sagt – færdige med at indspille filmen, og havde forhåbentligt tid til at slappe af og indhente tiden, og tilbringe den med Seth og Beth, og ikke mindst bare med hinanden, Jacob og jeg.

     Mack – Jacobs maneger – havde insisteret på, at jeg tog med til uddelingen, men jeg meldte afbud, for at være sammen med de to andre, altså Seth og Beth. Plus, jeg kunne altid få detaljerne omkring uddelingen, af Jacob, når han kom hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...