Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11108Visninger
AA

13. Sløjferne

Der var gået noget tid, og vi havde endelig fået rystet Jonghyun af os, i det vi direkte var flygtet fra ham i en halv time efterhånden. Solen var ved at gå ned, og jeg måtte indrømme, at jeg allerede havde set på skildpadden et par gange, bare for at se hvordan den havde det. Den havde det heldigvis helt fint. Jeg var faktisk utroligt glad for den, måske fordi jeg havde fået den af Taemin? Hans tilstedeværelse fik mig helt til at glemme de mennesker omkring mig, som sendte mig mærkelige blikke på grund af mit lyserøde hår.

Mine horn? De var stadig dækket med den samme hue som altid. Jeg undrede mig meget over, at Taemin ikke bragte det på bane. Det ville han dog meget snart gøre, præcist om fem sekunder.

”Hey Rin?” spurgte Taemin og så på mig. Vi gik, side om side, imens vi ventede på at klokken blev ni, så der kom fyrværkeri.

”Ja?” spurgte jeg lavt og så på Taemin og hans bedårende engleansigt, som jeg for alt i verden ikke måtte falde for. Af alle væsner, ikke en engel!

”Jeg tænkte på… Dem du har på dit hoved…” startede han. Jeg bed mine tænder hårdt sammen og lod mine usynlige vectors komme frem. Jeg vidste, at han var ligesom alle andre! Han var modbydelig, ligesom alle eleverne på skolen! Ligesom de drenge, der havde drillet mig med det. De drenge, der ikke længere trak vejret, da deres lunger var blevet flået ud af mig.

”Hvad er der med dem?” spurgte jeg lavt, og forsøgte at holde min kolde mine tilbage, indtil han havde sagt det, så jeg kunne dræbe ham. De var hæslige, ikke sandt? Men ikke halvt så hæslige som menneskerne på den åndsvage jord!

”De er nuttede…”

Jeg fik straks store øjne og mine vectors forsvandt. Jeg stirrede overrasket på Taemin. Hvad var det, han lige havde sagt? At mine horn, dem jeg hadede, var nuttede? Hvordan var det muligt? De viste jo hvilket monster jeg var.

”H-Hvad?” mumlede jeg lavt. Han rødmede helt svagt men forsøgte at skjule det ved at grine sødt af mig.

”I-Ikke noget… Jeg tænkte bare på, hvorfor du skjuler dem? De er så søde. De minder lidt om katteører,” forklarede han og tog forsigtigt fat i min hue, for langsomt at tage den af mig. Jeg lukkede mine øjne stramt i, jeg vidste at nu ville folk snart grine af mig, men jeg kunne ikke stoppe Taemin. Jeg havde ikke lyst til at stoppe ham. Jeg elskede når han rørte ved mig, bare hans eksistens gjorde mig glad. Når jeg kunne se eller høre, at han trak vejret, havde jeg lyst til at smile. Det faktum, at han rent faktisk levede, gjorde mig så inderligt glad.

Det gik pludselig op for mig, at Taemin havde pillet ved mine horn lige lovligt lang tid. Jeg åbnede da mine øjne, da jeg så at Taemin trak sig lidt væk med et smil. Jeg hævede et øjenbryn, han havde stadig min hat i hænderne. Jeg gispede lavt og tog mig til mine horn, blot for at finde ud af, at Taemin havde bundet to silkesløjfer fast ved dem. Sløjferne var røde, og passede til min hårfarve.

Og pludselig matchede den røde farve også mine kinder, idet jeg rødmede svagt.

”G-Gomawo, Taemin…” sagde jeg lavt og så en smule væk for at skjule mine røde kinder. Jeg var virkelig lykkelig på det tidspunkt. Ikke kun havde han givet mig en skildpadde, men også et par sløjfer, som matchede mit hår perfekt.

”Taeminnie!!” sagde en stemme, da en pige på Taemins højde kom løbende mod ham, og da hun straks kom indenfor rækkevidde, krammede hun ham stramt ind til sig. Mine øjne blev store, da jeg så, at Taemin krammede hende tilbage med et smil.

”Annyeong, noona,” sagde Taemin og de gav endelig slip på hinanden. Pigen, der åbenbart var lidt ældre end Taemin, var ufattelig smuk. Hun havde langt, blondt hår, mørke, asiatiske øjne og en slank krop. Hun havde desuden ingen horn på hendes hoved, som gjorde hende til et misfoster.

Jeg følte pludselig hadet, der rasede op indeni mig. Hvem var den pige?! Hvorfra kendte hun Taemin så godt? Og hvad var de til hinanden? Ja, jeg var i al sandhed, jaloux. Med en lille trang til at dræbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...