Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11106Visninger
AA

3. Skoleuniformen

”Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, Nya,” sagde jeg, da jeg stod ude foran en tøjforretning, og så på alt det tøj, de havde derinde. Jeg havde selvfølgelig min elskede bamse med mig, men ellers ikke noget. Ingen penge, ingen taske. Mit tøj var ved at være godt slidt, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle få noget nyt.

”Du tror ikke de forærer noget væk, gør du?” spurgte jeg Nya med et sødt smil, hvorefter jeg så på mit spejlbillede i butiksruden. Jeg havde stadig mit ufatteligt lange, lyserøde hår, og mine mørke øjne, med et rødt skær. Jeg var rimelig høj og slank, og jeg havde fine former. Jeg var næsten lige fyldt sytten år. Min fødselsdag havde dog også været helt forfærdelig, fordi min far ikke kom og holdt den med mig. Jeg håbede dog, at han kom, når jeg blev atten år.

”Hey! Du dér! Se så at komme væk!” råbte en mand, der stod i døråbningen til butikken, imens han truende knyttede sin ene næve. Han kunne se på mig, at jeg var fattig. Han ville helt sikkert ikke have fattige folk uden for sin butik. Det var jo også ved at være femte gang, han jagtede mig væk, på den uge.

Jeg drejede om på hælen og begyndte at gå, imens jeg knurrede lavt af ham manden.

”Nya, hvad skal jeg gøre?” mumlede jeg lavt.

”Hvis du gerne vil blive opdaget, så bare dræb ham på stedet, og så tag noget tøj med,” svarede Nya inde i mit hoved. Jeg himlede med øjnene.

”Hvor er du sjov, Nya,” mumlede jeg og sukkede dybt. Nya var den eneste, jeg stolede på i hele verden. Jeg hadede de væsner, der gik rundt omkring mig. Jeg hadede de mennesker, der var over alt. De troede, at de var det mægtigste væsen der fandtes, fordi de var så kloge, men de tog fejl. Mennesker har en begrænsning på, hvor kloge de kan blive. Der er der andre væsner, som ikke har.

Men de væsner skulle dog også have indlært den viden, præcist ligesom menneskerne havde fået indlært den. Det var bare lidt svært, når man ikke havde pengene til at komme i skole, så man kunne få chancen for det. Det var endnu sværere, når man ikke stolede på nogen af dem i skolerne, og havde lyst til at myrde dem alle, bare ved synet af dem.

”Kom Nya, vi går hjem,” hviskede jeg til Nya, og krammede den tæt ind til mig. Jeg ville så gerne prøve at komme i skole, bare for at blive klogere, men det var svært. Jeg ville helt sikkert ikke lade mig undervise af et menneske, det ville jeg bare ikke! Jeg ville ikke træde på mig selv, på den måde. Jeg ville ikke synke så dybt.

”Jeg tror alligevel… At jeg tager af sted i morgen…” mumlede jeg lavt, imens jeg tænkte på, hvordan jeg skulle få fat i en skoleuniform, så jeg kunne smelte mig ind i mængden på elever. Jeg smilede dog lidt til mig selv. Problemet var allerede løst, da jeg så en skolepige, på min alder, højde og størrelse, der kom gående ned ad gaden.

”Jeg tror da nok, at min far er på min side i dag, tror du ikke, Nya?” sagde jeg til mig selv og smilede skævt, da pigen skød genvej gennem en gyde, for at komme frem til sin destination. Jeg rettede da mit blik mod jorden, som om jeg så på nogen.

”Kan du gøre det meget lettere, appa?” grinede jeg, og hoppede glad og uskyldigt efter den pige, som nu var alene og forsvarsløs, overfor den pige, der så gerne ville i skole.

”Appa er så sød ved mig i dag,” sagde jeg lykkeligt, selvom jeg udmærket vidste, hvorfor min appa hjalp mig. Han ville bare have mig til at slå mere ihjel, og det ville jeg glædeligt gøre for ham, bare så han måske ville vise mig lidt af sin kærlighed. Han var jo den eneste familie jeg havde, selvom han havde smidt mig ud, fordi jeg ikke var som ham. Jeg var nærmest som et gadekryds, jeg var halv af hver race.

”H-Hvem der?!” udbrød pigen og vendte sig forskrækket om, da hun hørte mine skridt. Jeg fortsatte dog bare mod hende og lagde mit hoved lidt på skrå. Hun sukkede lettet da hun så, at det bare var en anden pige på sin alder. Jeg smilede dog straks skævt til hende, idet jeg tabte Nya på jorden.

”Nu må vi ikke grise den skoleuniform for meget til, vel? Hvad med en simpel kvælning?” grinede jeg lavt med et koldt blik, idet pigen skreg, men hendes skrig varede kun i ganske få sekunder, før hendes hals blev kvalt tæt til, og hendes luftindgange lukket. Jeg kunne skam også dræbe folk diskret

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...