Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11090Visninger
AA

4. Kongen og Prinsen

Den næste dag kom hurtigere end forventet, og jeg var et helt nyt sted, i forhold til der, hvor jeg plejede at være. Folk sendte mig blikke, nogle mennesker af hankøn piftede endda af mig. Det gav mig lyst til, at give dem en næve, lige ind i ansigtet. Jeg ignorerede dem dog, jeg ville ikke blive opdaget, jeg ville aldrig blive opdaget. Jeg holdt alt for meget af, at dræbe menneskerne, til at jeg ville blive opdaget, og fængslet inde, hvor mine evner ikke kunne nå nogen levende organismer.

Mine evner, ja. Fordi jeg var jo slet ikke ligesom andre væsner. Når jeg dræbte, så brugte jeg aldrig mine hænder, det vil sige, mine hænder af kød og blod.

”Jeg er lidt urolig for Yuki,” sagde en pige, der stod ovre ved to andre piger. Hun havde et trist blik i øjnene, jeg så dog bare på dem ud af min øjenkrog, og gav dem ikke for meget opmærksomhed.

”Hvorfor nu det, Sekyung?” spurgte en af de to andre piger.

”Jeg har ikke set hende i skolen endnu, og hun svarer ikke på sin mobil. Hun skrev heller ikke til mig i aftes, og vi skulle endda have lavet lektier sammen!” sagde pigen, Sekyung, fuldstændig i panik. Jeg smilede skævt indeni. Nu vidste jeg, hvad de snakkede om.

”Tænk nu hvis det er den der seriemorder, som endnu ikke er blevet fanget,” sagde den anden pige igen.

”YAH!! Rolig nu! Det er ikke sikkert hun er død! Hun har sikkert bare sovet over sig, hun kommer nok snart, skal I se!” sagde den tredje pige og forsøgte at muntre de andre to op.

”Eeh? Er Yuki ikke kommet i skole endnu?” sagde en fyr, der pludselig stod ovre ved pigerne. Han havde brunt hår, perfekte markeringer i ansigtet, og hans øjne lignede en hundehvalps.

”Ja, Jjong oppa! Vi er lidt bekymrede,” sagde Sekyung og så trist på drengen. Han trak lidt på skuldrene.

”Det var trist, jeg havde tænkt mig at kopiere hendes lektier,” sagde han bare og forlod så pigerne igen, og forlod Sekyung med et trist blik af længsel. Jeg hævede et øjenbryn. Denne Sekyung, var da vist lidt vild med den fyr, hun kaldte for Jjong.

”Hey! Er du ny?” spurgte ham fyren straks, da han stod foran mig. Jeg gispede forskrækket og trak mig en halv meter væk fra ham, imens jeg så på ham med store øjne.

”Aigo, hvor er du sød!” sagde han. Jeg knurrede indvendigt og trak bare min hue lidt længere ned over de to ting, jeg havde på mit hoved, som jeg for alt i verden bare måtte skjule. Jeg havde dog allerede tiltrukket for meget opmærksomhed. Jeg var den nye pige, og så havde jeg endda langt, lyserødt hår. Det var ikke normalt, normalt skulle jeg have mørkt hår, ligesom alle de andre.

”Hvad er dit navn?” spurgte fyren så og lænede sig lidt mod mig, imens alle pigerne omkring os kiggede på mig med onde blikke, nok fordi denne Jjong talte til mig.

”Mit navn er Kim Jonghyun, skolens konge,” sagde han med et skævt smil. Skolens konge? Ja den var god. Han havde ikke engang nogen hjerne, det behøvede jeg ikke engang sprætte ham op for at finde ud af.

”Er man lidt genert, skal kongen følge dig rundt på skolen?” spurgte han. Jeg stirrede bare koldt på ham, det var så forbandet tæt på, at jeg sprættede ham op på stedet, foran alle, så de kunne se, hvad jeg i virkeligheden var.

”Aah, Jonghyun hyung, lad hende nu være. Hun bryder sig jo ikke om det!” sagde en stemme, der fik det til at banke hårdt i mit bryst. Hvorfor, vidste jeg dog ikke. Jeg så mig forsigtigt omkring, indtil jeg fik øje på den fyr, der havde sagt det. Han havde mørke øjne og platinblondt hår. Han var desuden lidt højere end mig, og havde et smukt ansigt. Han kom gående sammen med en anden fyr, der var på hans højde, havde sort hår, som var klippet skævt med nogle pinke striber i. Hans ansigt mindede om en kats.

”Aish, fint, Taemin, hvis du skal være så irriterende,” mumlede Jonghyun og trak sig væk fra mig, så jeg kunne ånde normalt igen. Jeg kunne dog ikke ret længe, før denne ”Taemin” gik hen foran mig og smilede varmt til mig, med et smil, der mindede om en engels.

”Annyeong, jeg er Taemin… Hvad hedder du?” spurgte han.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...