Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11085Visninger
AA

7. Hornene

Der var en stilhed omkring mig, imens alles blikke hvilede på de to ting, jeg havde på mit hoved. Det to, små, lysegrå, fine horn, som havde samme form som et par katteører. Jeg lukkede mine øjne stramt sammen og dækkede dem til med mine hænder.

”HAHAHA! Hun er jo vandskabt!” udbrød nogle drenge på bagerste række, imens de pegede på mig og grinede hånligt af mig. Jeg lukkede mine øjne endnu strammere sammen og hev blidt i mit hår, ved siden af mine horn, imens jeg forsøgte at skjule dem, selvom det var for sent. Hvad havde læreren gang i?! Jo, læreren var gået. Det var frikvarter allerede. Jeg følte pludselig ikke, at min far var med mig på det tidspunkt. Nogen af eleverne gik ud af klasseværelset, imens de hviskede om mig, og sendte mig nedgørende blikke. Drengene, der grinede af mig, blev dog siddende.

Taemin var også væk.

”Ej! Det er bare løgn! Hun har en bamse med i skole!” sagde en af drengene, der havde fat i min skoletaske. Jeg gispede og fik store øjne, da han tog Nya op af min taske.

”Nya!” udbrød jeg og rakte ud efter min bamse, men han svingede den bare væk fra mig, og kastede den til en anden af sine venner. Jeg kunne ikke lide det, og Nya var helt sikkert heller ikke tilfreds med det.

”Giv mig Nya tilbage!” råbte jeg og løb efter de drenge, der havde hende. Jeg løb frem og tilbage mellem bordene og stolene, fordi de blev ved med at kaste med hende.

”Nya? Hvad er det dog for et åndssvagt navn?!” grinede en af drengene, før han kastede Nya til den sidste dreng, der nåede at holde ham. Hvad skulle jeg gøre? Jeg anede det ikke. Nya kunne heller ikke svare mig på det, ikke så længe jeg ikke havde hende i mine arme. Hun kunne ikke hjælpe mig der, selvom jeg vidste, hvad hun ville sige.

”Dræb dem.”

Nya var min eneste ven, den eneste jeg stolede på. Hun var jo også, en del af mig… Derfor, ville jeg gøre, som hun ville have mig til. Jeg ville dræbe dem.

 

O quam sancta, quam serena,

Quam benigma, quam amoena esse Virgo creditur.

O quam sancta, quam serena,

Quam benigma, quam amoena,

O castitatis lilium.

 

Da læreren endnu engang kom ind i klasselokalet, nogle få minutter før timen begyndte, lagde hun først ikke mærke til noget, og satte sig bare ved sit bord og stillede sit kaffekrus, lige under den lilje, som hun havde til at stå i vand på sit bord. Hun kiggede nogle afleveringer igennem, og først da hun rakte ud efter sin kaffe, lagde hun mærke til det.

Dryp… Dryp.. Dryp…

Den røde væske fra liljen dryppede ned i hendes kaffe og hun fik store øjne. Den hvide lilje, der ellers var så fin, var nu helt rød, dækket af blod fra nogle af hendes elever. Hun løftede forsigtigt sit blik fra liljen og så ud over klassen, idet den ækle stank ramte hende. To meter væk fra hendes bord, lå der et hjerte, et menneskehjerte, som var blevet flået ud så hurtigt, at de stadig bankede. Hvis hun så lidt længere væk, lå der noget mere, rundt omkring, dog var kroppene ikke splittet ad, hjerterne var bare blevet revet ud.

Indefra.

”H-Hvad er der sket?” stammede hun bange i en hvisken, der knapt nok kunne høres. Hun rejste sig fra sin stol så hurtigt, at hun kom til at vælte kruset med kaffe på gulvet, så det gik i stykker, og kaffen blandede sig med blodet, som lå over alt.

Så skreg hun, så højt hun kunne, selvom morderen for længst var væk. Morderen var flygtet ud af vinduet, sammen med Nya, sin bedste ven, og anden halvdel.

Jeg sprang, også selvom det var fra tredje etage. Jeg kunne alligevel ikke komme til skade, idet mine ”evner” blokerede springet, da jeg landede og flygtede. Tilbage, var der blot otte, dybe håndaftryk i asfalten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...