Her Whisper Is The Lucifer

Hun har aldrig været elsket, og hun har aldrig elsket. Hendes far, der intet godhed har i sit hjerte, har altid fordømt hende. Hun har før dræbt mennesker for at overleve. Hun møder dog snart den dreng, som hun reddede for mange år siden, men der er en lille forskel denne gang: Den race, hun havde lovet aldrig at stole på, giver hun sin tillid. Den race, hun aldrig ville elske, forelsker hun sig i. Så er spørgsmålet bare; hvad sker der, når en diclonius bliver forelsket i et menneske?

124Likes
417Kommentarer
11127Visninger
AA

16. Choi Minho

Jeg stod nede på stranden, selvom det var nat og en smule koldt. Jeg stod og lyttede til havets bruse, og vindens suse. Det var så fredfyldt, at stå der, med bare tæer i sandet, og blikket rettet mod havet med det blålige vand. Jeg var væk fra alle mennesker, på det tidspunkt. Ingen til at gå mig på nerverne. Ingen hjerter jeg kunne knuse, og vigtigst af alt… Ingen der kunne får Nya til at overtage mig igen.

”Jeg tænkte nok, jeg kunne finde dig her,” sagde en bekendt stemme. Jeg kendte den ikke særlig godt, men jeg havde helt klart hørt den før! Og da jeg vendte mig om, blev det bekræftet.

Der stod han, i sin sorte uniform, med skudsikker jakke og bukser. Hans militærstøvler som man sikkert løb perfekt i, og hans hjelm, der var mindst ligeså skudsikker, som resten af hans tøj. Så havde han endda en sniper med sig, sammen med to almindelige pistoler.

”Hvad vil du? Dit navn er Choi Minho, er det ikke?” hvæsede jeg koldt af ham. Han stod bare og så på mig, han gik ikke nærmere. Han lagde sine arme over kors og hævede et øjenbryn.

”Jeg tænkte det nok… En diclonius…” mumlede han lavt, men højt nok til, at jeg kunne høre det. Jeg dækkede da straks mine horn til, og så koldt hen på ham.

”Hvor lang er din rækkevidde? Fire meter?” spurgte han, imens han stadig ikke flyttede sig. Jeg sagde intet, det gav ham bare et skævt smil over læberne. Hvor havde han overhovedet hørt om en diclonius før?

”Hvad så med otte meter?” spurgte han igen. Endnu engang, svarede jeg ham ikke. Jeg var dog lidt fascineret over, at han vidste noget til diclonius.

”Okay, fint… Seksten meter?” spurgte han så. Jeg så på ham, uden at bevæge mit hoved. Det tegn var åbenbart nok, og han smilede tilfredst over, at han havde ret.

Jeg kunne række seksten meter.

”Lad mig se… Vi er cirka tyve meter fra hinanden, så der sker ikke noget,” sagde han med et smil. Jeg skar tænder af ham, lige indtil det begyndte at gøre ondt. Var jeg blevet opdaget? Hvor kendte han til diclonius fra? Det var et overnaturligt væsen! Det var ikke meningen, at det skulle være kendt?

”Nu giver det hele mening… Det var derfor vi ikke har kunnet finde noget mordvåben… Fordi du brugte dine vectors, ikke sandt?” sagde han, imens han betragtede mig med sine smukke, mørke øjne. Han var lidt svær at være vred på, når han var så smuk.

Hvad skete der med mig? Var jeg pludselig begyndt at finde menneskerne attraktive? Jeg hadede dem jo! Jeg hadede dem alle! Jeg hadede den måde de var på. Den måde de var på, og den måde de løj for alle dem de elskede.

”Hvad har du tænkt dig at gøre?” spurgte jeg så. Der gik kun ét sekund, før han rettede en pistol mod mig. Normale mennesker ville stivne af skræk, jeg så bare dumt på ham, som om han var en idiot. Troede han, et en pistol kunne dræbe mig? Han var ikke rigtig klog. Nu troede jeg lige, at han var anderledes. At han faktisk kendte til min race.

”Rin!” råbte en bekendt stemme, og vreden forsvandt straks fra min krop, da jeg så Taemin kom løbende mod mig.

”E-Eh… Taemin,” mumlede jeg overrasket, da Taemin stoppede foran mig med et smil. Det smil, som jeg havde tørret væk før, da jeg dræbte hende pigen. Hvorfor smilede han nu igen?

”Hvad laver du her?” spurgte jeg lavt, uden at se Taemin i øjnene. Jeg kunne ikke få mig selv til det. Hvorfor var jeg ikke helt sikker på, fordi jeg havde godt nok dræbt pigen, men kun fordi jeg hadede hende?

”Jeg har ledt efter dig lige siden markedet, Rin… Hvor har du været?” spurgte han lavt. Da slog det mig pludseligt! Minho! Jeg vendte mig straks om, for at se efter ham, men der var ingen. Der var kun mig, Taemin og sandet, med de mange fodspor, så det var umuligt at vide, hvilke der var Minhos.

”Rin, lad os komme indenfor… Det ser ud til at blive regn,” sagde Taemin. Jeg nåede ikke rigtigt at gøre noget, før han tog mig i hånden, for at tage mig med hjem til hans mormor, hvor han boede. Alligevel, var der noget over Taemin… Han var stadig trist…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...