The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4707Visninger
AA

4. Sulli

 

Daichi sad og læste i nogle af de bøger, de havde lånt på biblioteket. Han kunne simpelthen ikke finde noget viden, som han kunne bruge. Det var så besværligt. Menneskelige bibliotekarer var ikke lige så dygtige, som dem han var vant til. Alle de bøger han havde fået nu… Han kunne ikke bruge halvdelen af dem. Han ville ikke sige det højt. William ville heller ikke sige det højt… Men det at leve som et menneske igen, var virkelig besværligt. De havde alle mærket det både fysisk og mentalt. Folk skubbede rundt i byen, man kunne næsten ikke komme forbi. Et snit med en kniv kunne tage flere dage om at hele. Han kunne ikke det samme, han var ikke lige så hurtig. Det var besværligt og han følte sig svag. Han havde ikke alt for mange penge, og han kunne heller ikke se Amee. Hun kunne jo ikke huske ham. Daichi læste bare videre. Trangen, til at forvandle sig igen, dukkede op. Han prøvede at ignorere den, man da han huskede på, hvordan det føltes at lade poterne røre jorden, så kunne han mærket savnet. Han kunne mærke, at han savnede den friske luft, den friske vind, den følelse, han fik, når han var en tiger… For fanden, der måtte være noget i disse bøger?!

 

Mill P.O.V.

”Lad os bare se os omkring,” sagde jeg. Daichi og William nikkede. Vi gik rundt i en stor butik, som havde det hele. Alt fra mad, til elektronik. Vi gik rundt og købte de nødvendige madvarer. Slik var også nødvendigt… William, der næsten lige var blevet genfødt, var stadig en smule spændt. Især fordi han nu kunne vokse. Nogle piger på hans alder og nogle som var et par år yngre, fniste bag hans ryg. Min lille brormand var blevet til en charmetrold. Jeg hørte en bekendt stemme. Jeg rettede mit blik mod tv elektronikafdelingen. Taemin var i tv’et. Jeg stivnede helt. Mit hjerte. Jeg kunne mærke, at noget tomt slog. Det hjerte, som han ejede. Kunne han mærke det slå? Kunne han mærke det savn, der lå bag dette bryst. Jeg lagde en hånd på hjertet og mærkede hjertet slå. Det hjerte, som ikke fandtes. Jeg blev ved med at stirre på ham. Hans smukke ansigt. Daichi lagde mærke til, hvor mit blik var rettet henne. Jeg kunne ikke holde det ud. Jeg ville se ham nu! Nu! Daichi lagde en hånd på min skulder. Denne nye verden var ved at gøre mig sindssyg. Jeg hadede hvert øjeblik. Jeg kunne mærke mine følelsers kulde. Jeg kunne mærke, hvor skrøbelig jeg var. Jeg var ikke stærk, jeg var svag.

”Dukker du på i hans liv… Så ville han få politiet til at arrestere dig, fordi du var sindssyg,” hviskede han. Jeg lukkede øjnene og vendte ryggen til alle fjernsynene. Hans stemme kaldte på mig. Den kaldte så inderligt på mig. Jeg mærkede en tåre glide ned. Jeg var ved at blive sindssyg og tanken om at hoppe ud fra en bro, for at lindre mit tomme hjerte, lød meget fristende. Alligevel var Taemins varme, der stadig i mit baghoved. En varme, jeg ikke kunne forlade.

 

 

William P.O.V.

Jeg så Mill gå. Jeg kunne ikke lide, når hun var så trist. Det her var slet ikke godt. Hvorfor? Hvorfor lige Millian af alle sammen? Hvorfor skulle hun straffes så meget, hvorfor kunne hun ikke bare være sammen med Taemin! Han elskede hende jo! Inderst inde, vidste han det godt. Man kunne ikke bare glemme kærligheden. Den bliver aldrig glemt. Jeg skulle til at følge efter Mill og Daichi, da jeg rettede mit blik mod Taemin. Ved siden af ham stod der en pige. En mørkhåret pige, med et så sødt smil. Det gav mig kvalme, når hun stod ved siden af Taemin. Der var intet galt med pigen, men hun skulle stå længere væk fra Taemin.

”Jamen Sulli, hvad synes du så om Taemin?” blev der spurgt. Jeg kunne høre pigen grine. Nej… Nej, Taemin, du må ikke finde en anden… jeg havde lyst til at smadre skærmen. Hele verden skulle ikke se det her.

”Will, kommer du?” spurgte Mill. Jeg skyndte mig at løbe over til hende. Jeg tog fat i hendes hånd. Hun skulle ikke se videoen. Hun skulle ikke se, at Taemin allerede havde svigtet hende. Jeg måtte gøre noget. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Lige nu, var jeg lige så stærk, som en dreng, der var ved at blive teenager. Jeg ville ikke kunne klare andre mænd, over min krops alder, selvom jeg måske var ældre end dem. Selvom jeg før i tiden kunne klare dem, så kunne jeg ikke det nu. Jeg var et menneske. Jeg var svag.

Jeg kunne ikke klare hendes triste øjne. Jeg kunne ikke klare, den måde hun vågnede op, midt om natten på, for at opdage, at Taemin ikke var der. Hun skulle ikke græde over spildt kærlighed igen. Hun skulle ikke opleve smerte igen. Hun skulle ikke se Taemin elske en anden.

 

Taemin P.O.V

 

Jeg havde denne underlige følelse i min krop. Jeg vidste ikke hvad det var. Men det var ikke rart. Et hjerte bankede, men det var ikke mit. Et hjerte bankede smertefuldt og hårdt for et andet. Mit? Nej, det kunne ikke lade sig gøre. Ingen elskede mig. Jeg så op på himlen. Hvad skete der med mig? Havde jeg glemt noget? Det hjerte, der ikke tilhørte mig, blev ved med at banke. Jeg kunne ane det dag og nat. Lyden var beroligende, men jeg kunne ikke lide lyden. Den var alt for smertefuld. Den var alt for trist. Var der nogen, det kaldte på mig. Var det noget, som jeg skulle vide, noget jeg skulle huske? … Jeg mærkede noget på skulderen og så på Sulli. Nej. Jeg bildte bare mig selv noget ind. Sullis smil fik mig til at huske. Alt var som det plejede at være. Sammen gik vi videre hen til de andre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...