The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4703Visninger
AA

17. Smil

Denne underlige følelse kunne ikke slippe mig. Mill og jeg elskede hinanden, mere end nogen kunne elske hinanden, men alligevel var der denne underlige følelse. Når vi sov, så vågnede jeg aldrig med Mill i mine arme. Hun var altid stået op før mig. Og det drejede sig om mange timer. Hun smilede svagt, men der var noget nervøst over hendes træk, noget der ikke helt stemte. Jeg vidste dog godt, at det kunne være svært for hende, fordi hun nu var et menneske igen, men det kunne da ikke være det eneste problem. Hver gang jeg spurgte nogen om det, sagde de bare, at det ikke var noget. Jeg har spurgt hende om det én gang, men hun svarede mig ikke. Hun sagde bare, at hun havde det helt fint.

Det var bare hendes adfærd der generede mig. Jeg ville så gerne gøre hende glad. Jeg ville så gerne se hende smile rigtigt, noget jeg bare ikke var i stand til længere. William kunne ikke fortælle mig om det, da han ikke rigtig vidste noget om kærlighed. I hvert fald ikke endnu, men med hans charme, så skulle det nok snart komme. Han var i hvert fald god til at danse. Eller han havde kroppen til det. Han bevægede sig rigtigt, i hvert fald når man så på hans alder. Eller… På hans kropsalder måtte jeg nok hellere rette det til. Måske var det bare mig. Måske kunne jeg ikke forstå hendes tankegang. Måske ville det bare aldrig blive som før. Jeg smilede et trist smil. Hvorfor måtte jeg ikke se hendes rigtige smil. Gud? Hvorfor?

 

Jeg var egentlig ikke træt, men jeg lagde mig bare til at sove. Jeg kunne lige så godt få min søvn. Jeg kunne dog høre skridt, men jeg vidste godt hvem det var. Jeg kunne mærke en vægt på sengen og en hånd kørte rundt i mit hår. Jeg havde ikke lyst til at åbne øjnene, men samtidig ville jeg gerne se hende. Huske hende.

”Taemin,” hviskede hun. Mill. Hvorfor lød du så trist? Hendes hånd strøg min kind og jeg mærkede den kuldegysning jeg fik, da hendes kolde, nyvaskede hånd, strøg min varme kind.

”Du ser så tydeligt igennem mig, men det er så svært at forklare dig, hvad der går mig på,” hviskede hun. Jeg undlod at åbne mine øjne. Hun troede vist åbenbart at jeg sov. Jeg lyttede så godt jeg kunne og faldt ikke i søvn.

”Du er så kærlig… Din sjæl er så ren Minnie. Men du er ikke den jeg første forelskede mig i. Der var engang… For lang tid siden en jeg forelskede mig i. Det var helt før du overhovedet var født,” kunne jeg høre hende hviske. Det gjorde ondt at vide, at der var en anden. Var hun stadig forelsket i ham?

”Hans navn var Daniel. Han var det første menneske jeg skulle passe på. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elskede ham bare. Men han blev forelsket i en anden. Han elskede hende mere end han elskede noget andet, men han elskede også mig. Jeg var hans lille søde søster. Men hans elsker kunne ikke lide mig. Og han endte med at gøre, hvad hun sagde. Vidste du, at jeg også endte med at dø, fordi jeg skulle redde hans liv, ligesom med dig,” sagde hun. Jeg kunne mærke mit hjerte banke. Jeg havde lyst til at sige noget, men jeg vidste, at hun ikke var færdig.

”Men forskellen på dig og Daniel er, at han brugte mig. Jeg reddede dig, fordi jeg ikke kunne leve uden dig… Du må ikke tro, at jeg tvivler på din kærlighed… Men jeg er bare bange for, at du en dag vil blive træt af mig… og at du en dag, vil vælge Sulli eller en anden pige frem for mig… Og det ville jeg ikke kunne holde ud. Jeg bliver bare så bange nogle gange, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre… Og så bliver jeg usikker og kan ikke fokusere på andet,” hviskede hun. Jeg kunne høre et trist suk komme fra hende, inden hun lagde sig ned og lagde dynen over sig, men stadig alt for langt væk fra mig. Jeg lagde bare mine arme rundt om hende. Jeg kunne høre hende gispe.

”Jeg vil aldrig elske andre end dig,” hviskede jeg og kyssede hendes nakke. Jeg kunne mærke, at hun stadig stivnede, men langsomt slappede hun af.

”H-Hørte du det?” spurgte hun mig med en forsigtig stemme. Jeg ville så gerne se hende, men hun skulle selv vende sig. Hun skulle selv være klar.

”Det hele,” hviskede jeg og hun vendte sig om for at se på mig. Jeg smilede svagt og kyssede hendes næsetip. Jeg kunne se at hendes kinder blev svagt røde, da lampen stadig var tændt, men at hun samtidig var alt for trist. Jeg kyssede hende kort og blidt, derefter mere lidenskabeligt.

”Kun dig,” hviskede jeg. Jeg mærkedes hendes varme arme rundt omkring mig. Jeg kunne ikke stoppe med at smile.

”Godnat Taemin,” mumlede hun bare. Selvom hun ikke sagde mere efter det, kunne jeg allerede mærke forskellen. Jeg kunne allerede mærke, at det tomrum jeg før havde følt, nu var væk. Nu var det bare dejligt varmt igen.

”Godnat Mill…” hviskede jeg bare. Vi faldt hurtigt i søvn.

 

 

Næste dag vågnede jeg med Millian i mine arme. Hun sov stadig. Hendes vejrtrækning var rolig… Det var så lang tid siden… Så lang tid siden, at jeg så hende sove så roligt. Hendes ansigt lignede en engels. Det svage lys lyste hendes ansigt op. De bløde læber så blødere ud og i stedet for at se enten hård eller kold ud, så hun bare uskyldig ud. Da hun endelig vågnede, skinnede hendes øjne mere end tusinde diamanter.

”Godmorgen Taemin,” sagde hun med et lille og forsigtigt smil. Det blev straks større, da jeg begyndte at smile. Endelig fik jeg hendes rigtige smil at se.

 

___

 

GOD JUUUUUL! <3

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...