The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4705Visninger
AA

12. Iskoldt

Alle vidste, hvordan Romeo og Julie endte. Alle vidste, at det var en af de største tragedier der fandtes. Alle par håbede, at netop de ville få en lykkelig slutning, men det endte næsten altid tragisk. Jeg sad på sit værelse og kiggede billedalbummet igennem. Det album, som havde været skjult for mig, selvom det tilhørte mig. Det album, der på mystisk vis forsvandt, da Daichi døde. Det forsvandt, ligesom alle mine minder.

Jeg tog sig til hovedet og sukkede. Et suk, som sårede sukkede. Hver gang hendes smil dukkede op, sprang mit hjerte et slag over. De brune øjne, men et blåt skær. Jeg havde aldrig set smukkere øjne og jeg kunne ikke forstå at det var muligt at glemme sådanne øjne. Thunder kom ind til mig, med et fad i hånden. Min typiske morgenmad. Duften bredte sig, indtil jeg kunne dufte den, men jeg havde ikke lyst til at spise. Min appetit var forsvundet, sammen med de følelser som min Julie havde for mig. Væk. For altid.

”Måske… Måske burde få dig lidt frisk luft,” mumlede Thunder og kløede sig nervøst. Jeg så på ham, uden at smile. Hans blik, som før havde en anelse håb i sig, mistede det hele. Et opgivende suk forlod hans læber, inden han vendte sig om og gik ud af værelset. Frisk luft. Det evige svar. Det svar, som alle åbenbart mente kunne hele et knust hjerte. Hvorfor gik de ikke ud i den friske luft, hvor den kolde januar luft kunne fryse dem ihjel, ligesom hendes kolde hjerte. Mine nye og gamle følelser begyndte at smelte sammen. Jeg kendte stadig Amee, men uden Daichi… Tja, hun var kold og ond. Hun var et forfærdeligt menneske. I mine gamle minder, kunne hun ikke gøre en flue fortræd. Men de minder jeg havde om hende nu, ja, der var hun den type, der rev vingerne af sommerfugle. Hun var en type, er ødelagde folks drømme, den type der sagtens ville vise lidt for meget hud, for at få det hun ville have.

Jeg vidste ikke, hvem jeg skulle være vred på. Jeg havde lyst til at rive hovedet af Millian og Daichi… Men samtidig kunne jeg ikke give dem skylden. Hvis jeg havde levet i så lang tid som dem, ville jeg nok også ende med at blive sindssyg, hvis jeg skulle miste min kærlighed, fordi jeg levede til evig tid. Medfølelsen tog over. Jeg kunne ikke hade dem. Men alligevel misundte jeg Mill… Taemin havde husket hende og nu ville de kunne være sammen igen. Jeg skulle bare finde mig med en Amee, som var en engel, but a devil in disguise. Jeg lagde mig på sengen med et tungt støn. Hvad havde jeg gjort for at fortjene det her. Var min karma så dårlig? Jeg tog en hånd op til hjertet.

”Skal jeg virkelig opgive hende og finde en ny?”

Tanken gjorde ondt, men at være sammen med en, der ikke kunne huske sine gamle følelser, gjorde mere ondt. Jeg lagde min pude over mit hoved. Var det sådan det føltes at blive kvalt indefra. Var det sådan det føltes, når den man elskede blev lige så kold som Mona Lisa? Hvad skulle jeg gøre nu? Hvad var mit næste skridt?

”Hvorfor ikke optræde sammen med HyunA?” var der en der spurgte. Modvilligt, fjernede jeg puden og stirrede på Daichi. ”Ih, My angel!”

Jeg kastede en pude efter ham og dækkede mit ansigt til med en ny. Så tænkte jeg over det, han lige havde sagt og kastede også den pude på ham, inden jeg satte mig op, vredt.

”Jeg prøvede endda med den store kærlighedserklæring, men det virkede ikke. Hun kan ikke huske mig og hun er lige så kold, som din røv er! Og nu står du der og foreslår, at jeg ligesom skal være hende utro?” skreg jeg. Jeg følte mig nærmest forrådt, når han bare sad der, med et statueansigt og ikke rørte en eneste muskel. Her stod jeg, følte mig totalt afvist og han stod bare der og var ligesom alle de andre, bare mere kold og kynisk.

”Jalousi,” var det eneste han sagde. Jeg måtte blinke flere gange, for at opfatte hvad han sagde. Jeg tog glasset med vandet og drak det. Jeg måtte fugte min tørre hals. Den hals med alt for mange klumper indeni sig.

”Jeg forstår ikke hvad det er du hentyder til,” sagde jeg bare, selv helt forvirret, men jeg havde dog mine bange anelser. Daichis ansigts røbede ikke noget som helst, men jeg kunne se, at i underkanten af hans øjne, var der noget der bevægede sig. Noget, der gemte sig dybt indeni.

”Hvis kærlighed ikke kan få folk til at reagere… Så kan Jalousi,” svarede Daichi bare. Skulle jeg… Gøre Amee jaloux? Det gav jo ikke mening. Hvorfor skulle jeg dog… Såre hende? Jeg tog fat i mit ansigt. Hvad var der ved at ske? Jeg tog en dyb indånding og så over på min mobil. Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville se Amees grædende ansigt, men når hun ikke elskede mig mere… Jeg bed mig kort i underlæben, inden jeg ringede til HyunA.

 

”Amee,” var der en stemme der sagde. Jeg vendte mig om og stirrede på den pige, som havde lavet den store scene i går. Jeg kunne mærke mit ansigt blive stramt og statueagtigt.

 

”Ja?” spurgte jeg bare, med næsen højt i vejret. Man skulle nærmest tro at vi var i familie og alligevel ikke. Hendes ansigt viste heller ingen følelser. Det var nærmest som at se sig selv i et spejl, dog var mit rigtige spejlbillede kønnere.

”Joon venter ikke på dig for evigt,” sagde hun bare, lige så køligt som vinden udenfor. Jeg trak på skulderne. Jeg kendte ham ikke på den måde. Jeg hadede ham. Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lide at have ham i nærheden. Pludselig smilede hun smørret og jeg løftede øjenbrynene. Nysgerrigheden vandt over mig.

”Hvad er der?” spurgte jeg hånligt. Hun rystede bare på hovedet og smilede stadig, ikke det søde smil, man sendte folk når man var glad. Men et andet et. Et hånligt. Hun gik hen til mig. Jeg kunne mærke hendes ånde, varm som en sommerhede, men den føltes kold mod mit øre.

”Jeg tror, at du er bange for Lee Joon. Jeg tror… At du er bange for at elske,” hviskede hun. Jeg stivnede og fik store øjne. Min krop reagerede elektrisk på den sætning. Jeg var ikke bange. Og især ikke for Joon!

”Nu hvor du ikke længere har Di, så må du klare dig selv. Men ved du hvad. Selv det koldeste hjerte bliver nødt til at smelte. Ellers vil du altid og jeg mener altid, være alene og bange for kærligheden,” sagde hun iskoldt. Hendes iskolde ord skar igennem det kolde skjold som jeg havde rundt omkring mig. Det var som om nogen havde plantet et skjold rundt omkring mig. Et skjold, som holdte sårende ord og bemærkninger ude. Et skjold som jeg selv havde skabt. Jeg kunne se nogle billeder. Joon? Det kunne ikke passe. Hvorfor var det at den lava, som strømmede over mit iskolde hjerte gjorde ondt. Det prikkede i mine øjne. Jeg kunne ikke andet end at løbe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...