The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4701Visninger
AA

15. Drown

Jeg vidste ikke, hvor Amee var på vej hen, men jeg gik rundt på gaden, frysende og ledte efter en taxa. Mit hjerte visnede og jeg vidste, at det ville bringe mig stor smerte. Da jeg endelig fandt en taxa, så var det en gammel mand der kørte bilen. Jeg satte mig bare ind i bagsædet og han så på mig via sit spejl.

”Hvor skal De hen?” spurgte han med et lille smil. Jeg så bare ud af vinduet.

”Hen til den nærmeste kløft,” svarede jeg og blev ved med at se ud af vinduet. Det begyndte langsomt at regne. Manden foran mig kom med et lille gisp og stirrede på mig som om jeg var sindssyg.

”H-hvad skal De der?” spurgte han, bekymret. Jeg vendte mit ansigt mod ham og smilede falskt.

”Nogle af mine venner venter på mig der,” svarede jeg. Da jeg kunne se, at han ikke ville stoppe med at spørge, gav jeg ham bare et hårdt blik. Han tog en dyb indånding og begyndte at køre. Under hele turen sagde den stakkels mand ikke noget. Jeg gav ham nogle penge for turen, sikkert for lidt, men jeg var allerede trådt ud af bilen i den kolde regn. Hans medlidenhedsfulde blik blev ved med at være i min nakke, ligesom en kniv, der stak dybere og dybere ned i ryggen på mig. Jeg fortsatte bare med at gå. Der var rimelig mørkt, og der var ikke så mange andre end mig. Jeg kunne mærke den friske duft og regnen der blandede sig sammen med mine tårer.

Jeg vidste ikke, hvad jeg lavede her, men lyden af vandet, der brusede mod klipperne var beroligende. Jeg lukkede bare øjnene og lod den hårde regn ramme mig. Jeg kunne mærke, at det her ikke var noget jeg burde gøre, men mit gamle jeg skreg indeni mig, bad mig om jeg føle vandets kulde. Jeg kunne nemt dø af det her eller bare blive meget syg, men jeg kunne ikke bekæmpe trangen. Jeg rejste mig op og spredte mine arme til begge sider. Hvad havde jeg dog opgivet? Mit Tiger-jeg, som jeg lige nu i dette øjeblik savnede så meget. Jeg lukkede øjnene og sprang. For første gang kunne jeg flyve. Jeg følte mig fri, følelsen af den kolde luft som ramte mig, var dejlig. Så meget adrenalin løb rundt i kroppen på mig. Og så kunne jeg høre plasket. Min krop var nu omringet af det jeg elskede allermest. Vand.

 

Vandet var over det hele. Det gjorde hver evig eneste del af mig våd. Hver beklædningsdel blev gjort vådt af vandet. Hver evig eneste del af mig. Jeg kunne ikke undslippe, jeg kunne ikke flygte, jeg kunne ikke gøre noget. Min mund åbnede sig, da den ikke kunne holde sig lukket længere, begyndte vandet at slippe ind i min krop. Den dækkede alt, gjorde alt vådt, forurenede alt. Jeg druknede. Jeg mærkede, hvordan vandet var på vej ind og min sjæl var på vej ud. Jeg skreg og skreg, men der kom intet ud. Jeg var alene, fortabt og jeg råbte under vandet. Ingen kunne høre mig. Ingen ville nogensinde mærke min smerte. Jeg slog øjnene op. Det her var ikke en drøm. Der her var virkeligheden. Min tredje og sidste død.

 

En skikkelse dukkede op foran mig. Jeg kunne se noget sort, det sorte hår var over det hele. Jeg lukkede øjnene i for en sidste gang, mens jeg mærkede nogen skubbe i mig.

 

Min krop brændte. Jeg havde aldrig oplevet noget så slemt før. Eller… I hvert fald ikke i mine seneste liv. Jeg lukkede svagt mine øjne op og så de dejligste brune øjne. Taemin… Har du reddet mig? Skred du fra Sulli for at finde mig? Jeg blinkede flere gange og mit hjerte sank i brystet på mig. Det var ikke Taemin, men Taesun. Han smilede svagt og strøg en hånd over min kind. Hans hænder var meget kolde. Alt for kolde.

”Eun, hun er meget varm,” sagde Taesun og smilede meget svagt. Eun kom over til mig og lagde noget vådt oven på min pande. Det begyndte straks at dampe og begge to stivnede svagt, inden Taesun hjalp mig op så jeg kunne få nogle piller.

”Du er helt sindssyg,” mumlede han og lagde mig ned igen. Jeg lukkede øjnene, men mit hoved gjorde stadig ondt.

”Hvad sker der med mig?” spurgte jeg ham. Han fnøs kort og rystede på hovedet.

”Det ved jeg ikke. Du skrider vel bare fra Taemin og hopper ud fra klipper for at dø og få din lykkelige slutning. Ærligt talt, så ved jeg ikke, hvad der sker med dig,” sagde han og så hårdt på mig. Eun lagde en hånd på hans skulder og rystede på hovedet.

”Du burde da vide, at Taemin elsker dig lige så meget som du elsker ham. Du burde ikke tro på ting du hører fra andre, eller på samtaler, hvor du kun hører noget af den og ikke det hele,” sagde Eun. Jeg var så træt. Jeg orkede ikke at høre på dem snakke. Deres ord og min hovedpine var allerede for meget. Og hvad snakkede hun desuden om. Ikke afsluttede samtaler? Jeg prøvede at holde mig vågen, men det gik ikke godt. Mine øjne forblev lukkede den dag… Og sådan endte det med at jeg sov i 4 dage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...