The Love of a Reborn Heart 2; A Dream or A Nightmare?

Hun ønskede sig at blive ligesom ham. Mill ønskede at leve sammen med Taemin for at blive gammel og rynket sammen med ham i stedet for at leve det evige liv. Aria, der opfyldte hendes ønske, gav hende det menneskelige liv. Men hvad er der fedt ved at være et menneske igen, når alle de mennesker man kender, inklusivt, den man ofrede alt for, har glemt en og endda er blevet forelsket i en anden? Hvad gør man, når man starter forfra, helt fra bunden og er ved at synke dybere og dybere ned i mørket.

25Likes
328Kommentarer
4719Visninger
AA

8. Argh!?

 

Jeg tog på arbejde som sædvanlig. Jeg mødte en kold Amee, det var ikke nyt. Men hun gik mig på nerverne, hvilket aldrig plejede at ske. Jeg havde virkelig lyst til at rive hendes hoved af. Jeg havde lyst til at tage fat i hendes hoved og banke det ind i Joons. Men jeg kunne ikke gøre noget... Når de ikke kunne huske mig, og når jeg var i min menneskelige tilstand, så kunne jeg ikke ændre skæbnen. Så kunne jeg ikke ændre naturens gang… Selvom den var ond. Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne være sammen med Taemin igen. Jeg ville sådan ønske, at jeg bare kunne kramme ham endnu engang og fortælle ham, at jeg havde det godt. 

Daichi P.O.V.

”Hvordan får vi dem sammen igen? Mil-Mil og Taemin hører jo sammen?! De burde slet ikke være adskilt!” skreg William og hoppede rundt. Jeg sukkede opgivende og så over på Siwon, der også rystede på hovedet. Lige siden Siwon dukkede op, så troede William, at alt var muligt! Jeg ønskede sådan at det kunne lade sig gøre. Men alle dem jeg kendte var blevet kolde og onde. Siwon tænkte og William var alt for hyper. Jeg måtte minde mig selv om, at jeg aldrig, aldrig selv skulle få børn. Det ville bare blive for meget. William stoppede pludselig op og stirrede på mig.

”Jeg har hørt noget om, at der ville være en festival for forelskede par! Man siger, at man vil møde, den man hører samme med,” sagde William og så på os med store og håbende øjne. Siwon og jeg så på hinanden. Begge vores blikke var alvorlige.

”Hvad har vi at miste?” spurgte Siwon. Jeg smilede. Det skulle nok gå godt.

 

 

Ukendt P.O.V.

Daichi hentede Mill tidligere fra arbejde. Den venlige mand de arbejdede for, gav dem lov til at tage tidligere fri, da han hørte, at Mill skulle til festival. Dog fortalte Daichi det kun til manden og ikke til Mill. Mill, der ikke vidste hvad der foregik, stillede en masse spørgsmål, men Daichi hev hende bare hen til det sted hvor Siwon og William befandt sig, nemlig en lille butik, med de sødeste ting. De stod med den pæneste kjole og ideen til den pæneste frisure. Sulli, der også befandt sig i butikken, så dem. ”Jeg har ikke lyst til at møde Taemin, hvis det er det I planlægger! Han har glemt mig,” hørte Sulli pigen sige. Drengen ved siden af hende rystede på hovedet og gik videre. Sulli kunne genkende pigen fra billedet. Hende med Taemin. Hende som havde sendt Taemin kærlige blikke. Hende, som Sulli skulle holde væk fra Taemin.

 

Milli P.O.V

Jeg skreg, da jeg mærkede, at de hev i mit tøj og kom nyt over hovedet på mig. Jeg kunne ikke lide, at de bare gjorde, som det passede dem. Hvem troede de lige, at de var. Selvom jeg var et menneske, så kunne jeg stadig blive sur og jeg kunne stadig flippe. Bare forbi jeg ikke kunne flå møbler fra hinanden længere, betød det ikke, at jeg ikke kunne kaste hårbørster og tallerkner efter dem. Jeg kunne ikke se noget i mørket, og jeg kunne høre dem snakke sammen. De kunne heller ikke finde ud af det. Jeg kunne mærke et svagt skær. Jeg gik ud fra, at jeg havde fået bind for øjnene og nu rørte de ved mit hår?! Jeg begyndte at skrige, men William tyssede på mig. Jeg prøvede at finde ud af hvad de havde gang i, men da noget fjernede bindet fra mine øjne, stivnede jeg. Jeg så på mit spejlbillede. Jeg lignede nærmest en prinsesse. En hvid fin kjole. Håret var sat perfekt. Jeg vidste ikke engang, hvad de havde lavet med det, men det så godt ud. Daichi begyndte at lægge marcara på en chokkeret mig. Da han var færdig med den lette make-up, så jeg på dem alle sammen. De smilede stort. Hvad havde de dog gang i?

”Du skal finde ham,” svarede William bare.

 

Ukendt P.O.V.

”Hvad skal jeg?” spurgte Joon, da han så på sit fine tøj. Han forstod ikke hvad hans venner havde gang i. De hev bare i ham og kastede ham nærmest ind i bilen.

”HALLO”? Skreg han. De satte sig alle bare i bilen og begyndte at køre. Ikke så meget som et svar.  

Mill P.O.V.

Jeg blev ført et sted hen og jeg vidste ikke, hvor jeg var henne. Da jeg trådte ud af bilen, så jeg at vi var et sted som lå meget tæt på skoven. Der var en slags festival i denne lille landsby, som gik lige ud til skoven. De andre skubbede mig bare i ryggen.

”Find den du elsker,” sagde William med et blink. Daichi tog fat i mig og begyndte at dreje mig rundt. Jeg kunne mærke svimmelheden. Han slap mig, og jeg var lige ved at falde. Efter lidt tid, så fik jeg balancen igen. Men de var her ikke. Jeg sukkede frustreret og så rundt. Folk så glade og festlige ud. Jeg kunne mærke nogle blikke. Jeg måtte bare væk herfra. Jeg vidste ikke hvad jeg lavede her, men jeg måtte hen til et sted, hvor jeg kunne slappe af.

 

 

Ukendt P.O.V.

En pige sad på en bænk og ventede. Hun bankede utålmodigt benet mod jorden, i en hurtig rytme. Hun så sig omkring og sukkede endnu engang. Hun kunne høre, at nogen endelig kom. Hun rettede sit blik mod en dreng, der stod lige foran hende. Han lignede et skræmt dyr. Han rejste sig op og stirrede på ham.

”Nå… Men hvad foregår der så?” spurgte hun ham. Hun havde ingen anelse om, hvem det stod foran hende, selvom han godt vidste hvem hun var. Hun havde ingen anelse om, at Lee Joon elskede hende mere end noget andet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...