The wanted...

Angeline er en 387 år gammel vampyr, og er efterlyst i samtlige stater, rundt i Amerika, men intet har nogeninde forhindret hende i at flygte, før en forfærdelig forbandelse lander over hende – samt en uventet, og addeles forkert forelskelse; og en anden meget forvirret én...
OBS! Jeg undskylder på forhånd, hvis nogle af kapitlerne er lidt korte, men det er svært at få alle tingene til at passe sammen. Og kapitlerne kommer nok heller ikke i én strøm efter hinanden, da jeg har ret meget at lave udover dette...

6Likes
7Kommentarer
2334Visninger
AA

4. kapitel 3...(afleveret som stil i Dansk! fik 10...)

can you be a hunter, and be huntet..?

 

Perfekt tænkte jeg da jeg hørte mandens stampende trin – og høje latter – bevæge sig væk fra menneskemængden nede på torvet.

Jeg rejste mig langsomt op fra min plads i det bløde græ på toppen af bakken, og slog min kappes hætte over hovedet, så den skyggede for mine lysende, turkise øjne – vampyrers øjne skinner så meget at de kan ses i mørke, hvilket meget tit afslører os.

Jeg smilede stille og mærkede på det bløde for, som min kappe var lavet af. Den snoede sig perfekt ned ad min krop og dækkede over mine bare fødder. Jeg gik ned ad bakken og mærkede det bløde græs under mine fødder blive erstattet af hårde, ujævne brosten.

Jeg smilede lumskt, da jeg mærkede mandens blik på mig og koncentrerede mig kun om følelsen af stenene under mine fødder, så jeg ikke kom til at kigge op. Jeg havde kunnet lugte vampyrjægerens blod, allerede da han trådte ind på det overfyldte torv og vidste med det samme, at han ikke var bevæbnet.

”Jamen goddag frøken, De er måske på vej hen til loppemarkedet?” Lød Vampyrjægerens berusede stemme, og jeg gjorde mit bedste for at gøre mit smil bare en lille smule venligt. Jeg bevægede mig langsomt længere hen mod ham og lagde en forsigtigt hånd på hans skulder, da jeg lænede mig frem og hviskede i hans øre.

”Faktisk var jeg på vej hen til dig.” Hviskede jeg og vidste at alt ved mig drog ham tættere på – min stemme, min krop, ja selv min lugt. Jeg lænede mig forsigtigt tilbage, og hørte vampyrjægerens dybe latter i mit øre, da jeg gik et skridt tilbage.

”Hvad med at fjerne den hætte, så jeg kan se dit ansigt ordentligt?” Spurgte vampyrjægeren, og jeg smilede af hans åbenlyse uvidenhed. Så kiggede jeg ned og lyttede intenst efter om der kom nogen. Der kom ingen, men jeg trak alligevel vampyrjægeren med væk fra torvet for en sikkerheds skyld.

Ud af øjenkrogen kunne jeg se vampyrjægeren smile af glæde, og jeg smilede lumskt over tanken om at flå ham til ukendelighed. Jeg mærkede kappen køre over mine ben, og så var mine bare fødder frie, og jeg smugkiggede forsigtigt tilbage for at se om vampyrjægeren havde bemærket det.

”Hvor skal vi hen?” Spurgte vampyrjægeren, og hans stemme sprudlede af uvidenhed. Jeg smilede af lettelse over alle de øl han havde drukket og bevægede mig ind i en blindgyde, hvor vampyrjægeren ikke havde en chance for at flygte.

”Uh, skummelt.” Sagde vampyrjægeren, og jeg skubbede ham blidt op mod væggen. Jeg smilede tilfredst af min fangst og gik helt op til ham.

”Vil du høre en hemmelighed?” Spurgte jeg stille, og jeg kunne høre vampyrjægeren rykke ivrigt på sig, inden jeg slog hætten ned og kiggede direkte op på ham.

”Jeg elsker at lege.” Så tog jeg fat i hans hår og bøjede hans hoved, så hans hals var blottet.

”hvad fanden?!” Næsten skreg vampyrjægeren og prøvede at skubbe mig væk, men jeg holdt fast. Jeg tog ivrigt lugten af hans blod til mig og følte mig frem med mine læber ned ad vampyrjægerens hals, før jeg viste mine skarpe hugtænder og bed hårdt i hans hals, så blodets søde rus faldt over mig.

Jeg kunne ikke stoppe igen. Vampyrjægeren skreg af smerte og vred sig krampagtigt i mit greb, før hans krop blev helt slap. Jeg drak alt blodet ned til mindste dråbe og nød hvert sekund af dens overvældende sødme. Først da vampyrjægeren var næsten helt tømt for blod, begyndte jeg at tage det roligere, og så slog tanken mig.

Hvordan kunne jeg gøre det her? Jeg havde selv været et menneske engang, og nu var de min mad? Jeg smed vampyrjægeren fra mig med væmmelse i blikket, og så gik jeg målbevidst væk fra ham, men måtte stoppe op og gemme mig, da jeg hørte en flok berusede mænd komme gående forbi.

”Hey vent lige Tristan! Har de set Emmit? Han fosvandt bare lige pludselig, og maden står snart på bordet.” Lød en kones bekymrede stemme.

”Desværre Asema, din vampyrjæger gik ikke sammen med os.” Sagde En formel mandestemme, og jeg gispede stille. Jeg havde ingen anelse om at vampyrjægeren havde haft en kone, og hun lød til at elske ham højt.

”Jeg håber bare han er…” Begyndte Asema stille, og så blev hendes silkebløde stemme afløst af et inderligt skrig.

Asema måtte have kigget ind i blindgyden, og havde set hendes mands krop ligge livløs på jorden, der hvor jeg havde efterladt ham. Jeg lyttede lidt mere, og trykkede mig helt ind i skyggerne, da jeg hørte Asemas skridt nærme sig.

”Nej! Ikke min elskede Emmit!” Skreg Asema så inderligt, at selv jeg måtte krympe mig over hendes sorg. Jeg trådte forsigtigt ud fra den høje mur, og da jeg var sikker på at ingen så mig, løb jeg afsted mod skoven.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...