The game

Efter at Victorias mor skred fra hende som 5 årig og er blevet kastet igennem den anden dårlige plejefamilie efter den anden, tror Victoria endelig at hun vil få det liv hun drømmer om, men da Victoria finder en blog på nettet med en pige som skulle være hendes tvillingesøster der lever i Miami med hendes far, beslutter de sig for at mødes. Men hvad hun ikke ved af det er at hun aldrig før har været tættere på døden.

0Likes
1Kommentarer
553Visninger

1. Kernefamilien

Jeg husker tydeligt hvordan jeg stod og trippede spændt på dørtrinnet ind til lejligheden, og kiggede på det store marineblå navneskilt på døren. LISE & GORM MAYER, det er skrevet med store blokbogstaver og hvid maling, man kan se at r’et er slidt og kun halvt. Victoria Mayer tænker jeg inde i mit hoved, men jeg føler at det er forkert. Jeg kigger på mit ur, viserne viser 17.05, mine øjne flakker rundt i opgangen og jeg tager mig sammen og holder dørklokken nede med min perfekt lakeret negl.  Jeg kan høre stemmer inde fra lejligheden, stemmerene bliver langsomt tydeligere jo tættere de kommer på. ”Det er nok hende, skynd dig!”, kan jeg høre en skinger stemme råbe. Jeg kan høre at der er en af dem der mumler et eller andet, men jeg når ikke at få opsamlet hvad, så står de der. Foran mig. De mennesker som nu skal være mine ’nye forældre’, i hvert fald de mennesker der skal prøve på at være det. ”Hej Victoria”, siger den ene og kigger på mig, hun rækker hånden ud imod mig for at give mig et håndtryk, jeg trykker hurtigt hendes hånd, og det samme giver jeg hurtigt manden. Jeg forsøger på at betragte dem så godt jeg kan uden de lægger mærke til det. Damen som så må være lise er lav og spinkel, hun er iført en stram top med blomsterprint på, udover har hun en tilknappet sennepsgul cardigan, hendes kastanjebrune hår hænger løst til skulderne. Ved siden af hende står en mand i et par beige bukser og en ternet skjorte, han smiler til mig da han ser mit blik. Det giver i et sæt i mig. ”Jamen kom inden for så skal jeg vise dig dit værelse”, siger kvinden igen og smiler til mig. Jeg tager min kuffert og følger med. Damen stopper ved en lille lyst værelse. Hun gør tegn til mig om at jeg skal gå med hende ind i rummet. Der er et stort vindue med en skrå vindueskarm, udover hænger nogle blomstrede gardiner som er hæslige, der er et stort brunt skab lavet af træ, og op ad væggen står en lille briks. ”Jeg håber du kan lide det”, siger kvinden og rømmer sig ”Vi vidste jo ikke hvordan du ville havde det, så vi har ikke gjort noget ved det endnu”, siger manden som lige er kommet ind af døren. Jeg kigger på dem igen, og jeg får en føelse af at alt nok skal blive godt nu. At vi vil blive en ganske almindelig kerne familie, som sidder sammen og spiller spil lørdag aften med en pose matador miks, der kommer ind og synger fødselsdags sang for mig med en bakke med morgenmad på min fødselsdag – ja, jeg var overbevist om at tredje gang var lykkens gang, at denne plejefamilie ikke ville kikse, men hvad jeg ikke vidste var at før jeg ved af det ville jeg være tæt på døden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...