Danserinden

Den stressede James, forelsker sig i en smuk danserinde.

0Likes
2Kommentarer
647Visninger

1. Danserinden

Danserinden

En travl mand sad på sit kontor. Der lå papirer hist og her. I stakke eller bare løst. Sammenklipsede, i foldere eller i mapper. Her var alt slags papir. Lige fra helt nyt og dejlig hvidt, til det lidt ældre slags og mere slidte. Her kunne man finde alverdens sager. Lidt af det ene, og lidt af noget andet. Denne travle mand, var advokat. Han arbejde utrolig hårdt, og havde i det hele taget ikke et særlig godt liv. Han følte sig hverken værdsat eller elsket. Han var 24 år, og havde ingen kæreste længere, efter den fejltagelse der skete da han var 17. Emily, hans lille datter. Eller lille og lille, det kunne hun da næsten ikke være længere. Emily var allerede blevet syv år. Tiden gik så stærk, at han næsten ikke forstod det selv. Hans egen datter var begyndt til det mest forfærdelige han vidste. Ballet. Den meste fimsede form for dans, han nogle sinde havde hørt om. James sad helt rolig på sit kontor, og bladrede en lille mappe igennem. Ude foran hans store og åbne vinduer, kunne han se en masse biler køre forbi. Gaden var ikke ligefrem stille og rolig, men myldrede af liv om aftenen. Man kunne tydelig se det smukke lys, der kom fra den mørkelillae himmel og bilernes røde og hvide lygter. Alt virkede så fredsfyldt, og dog… Man hørte et højlydt SLAM! James havde kylet mappen fra sig. Den lå nu midt på bordet, med alle dens papirer ud over det hele.. Hvornår havde han egentlig fri i aften? Den trætte og stressede mand, rettede blikket op på uret, som hang over døren til kontoret. Klokken var snart 8, og han havde lovet Emilys mor, at hente Emily på balletskolen om 10 minutter. Den arme mand, smed alt hvad han havde i hænderne, fra sig, fløj op af stolen og skubbede den langt væk fra sig. Uheldigvis skubbede han den ind mod hans ene reol, hvor en skrøbelig billedramme stod. KLIIR! Billedet smadredes. Ind i mellem havde man virkelig brug for at tænke sig om, og tage tingene stille og roligt. James tog en dyb indånding, og sukkede langtrukket, før han gik hen mod det knuste billede i den skrøbelige ramme. Da han bukkede sig ned for at samle det op, sagde hans ryg knæk adskillige gange. Hvordan kunne man føle sig så gammel, når man var så ung? Han stønnede af smerte, men fik fat i rammen, med det nu knuste glas og en lille piges ansigt inde bag. Emily, hans datter. Skårene fra glasset, som normalt sad foran billedet, havde ødelagt billedet totalt. Der var i det hele taget glasskår over det hele. Ud over alle hans vigtige papirer. Hvor havde han dog været dum. Havde han bare tænkt sig lidt om så…

SLAM! James havde forladt hans rodede kontor, og gik nu ned af en længere gang, for at komme ud af selve bygningen, med de mange kontorer. En elevator transporterede ham fra 4. sal til stueetagen, hvor receptionen lå. ”Hav’ en god aften, Fru. Silfberg.” James sendte svenskeren en varmt smil, før han begav sig videre. Ude på parkeringspladsen var de eneste lyskilder man kunne finde, nogle gadelamper som egentlig ikke gav det helt store lys fra sig. Måske var det også bare noget han bildte sig selv ind. Her var da lige så lyst som her normalt var, når han kørte hjem. Jah. Det var egentlig altid lige sent han tog hjem. Hjem til hans lille lejlighed.  Emily ville han aflevere igen i morgen til hendes mor. I det hele taget var hun ikke rigtig så meget hjemme hos ham, hvilket måske også var det bedste. Han brugte jo meget tid på sit arbejde og han var stadig ung. Han havde også brug for at være den han var. Emilys mor, havde tydeligvis helt styr på sit liv, og var vist i gang med at stifte en ny familie. Gud, hvor gik det stærkt for den kvinde. Mens James tænkte på alt det her, fumlede han efter sit nøglebundt i sin lomme. Han stod foran en hvid Peugeot 508 sw. Den var rimelig ny og han havde også i den grad gjort sig fortjent til den. Alt det hårde arbejde.  James vågnede op fra sine tanker. Han stod og lænede sig op ad døren ind til førersædet på hans bil. Han sukkede højlydt, og satte sig ind i bilen. Det han mindst ønskede nu, var at lille Emily ville føle sig svigtet af sin far. Igen var han faldet i staver og bankede nu hovedet ned i rattet, som gav et højt DYYT! fra sig. Hvis det ikke var fordi, han allerede havde lukket døren, ville han sikkert have fået sin livs forskrækkelse. Nu måtte han altså i gang! Det nyttede ikke, at han bare blev ved med at ligge med hovedet på rattet. ”Okay, James.. Tag dig sammen.. Gør det for Emily!” Med de ord, satte han nøglerne i, startede motoren og satte bilen i bakgear. Endelig var han på farten. Nu var det så bare med at finde det rigtige sted.

Okay. Det var måske ikke så let som han havde troet og da han endelig kom ind af døren, sad Emily lidt længere nede af en gang, og græd. En kvinde, som tydeligvis var hendes danselærer, virkede til at forsøge at trøste den yngre pige. ”Så så. Han skal nok komme, Emily. Bare giv ham lidt tid. Der er sikkert kø på vejen eller noget. Bare rolig…” James rømmede sig, og både læreren og Emily kiggede op. Selvom den unge piges kinder var fyldt med tårer, kom et strålende smil fra hende. ”Far!” Læreren sendte manden et skarpt blik og forsvandt så ind af en dør, på den lange gang. Hun var nu egentlig meget smuk. Hvem mon hun var? Nej nej nej! Han var ikke blevet forelsket! Ikke i en danserinde! ”Emily, min skat! Du må undskylde den lille forsinkelse.. Jeg havde problemer med at finde stedet.” Selvom hun efterhånden var blevet meget stor, betragtede James hende stadig som hans lille pige. ”Lad os lave noget hyggeligt i aften. Skal vi se en film, du lille?” Der kom intet svar fra Emily, som bare blev ved med at holde fast om hendes fars ben. Ham James, ham med den trætte ryg, tog sig alligevel sammen til at få løftet Emily op og givet hende en ordentlig krammer. Måske var James stadig ungkarl, men han havde lov til at virke lidt familievenlig nogle gange. Det var jo ikke hver dag man fik sin datter på besøg. ”Smut du ud, klæd om og få bruset dig, så går jeg lidt rundt. Vi mødes ved cafeteriaet om en halv time!” Emily virkede til at være lykkelig og sang og dansede mens hun løb ned af gangen. James gik den modsatte vej af hvad hun gjorde. For en ikke-danseglad mand som ham, virkede dette sted ikke rigtig til at være et særlig fedt sted. Et fedt sted for ham, ville være et sted hvor han kunne få lov til at sætte en film på, og så ellers dovne den hele dagen. Det skete dog så ikke så tit, da arbejdet altid kunne bruge ham. Hvornår havde han dog sidst haft ferie? Gangene blev mere og mere åbne, og bredere og bredere. Da James stoppede op, var det for at kigge på nogle billeder, fra en af de tideligere forstilinger de havde holdt. En kvinde midt på et af billederne, fangede hans fulde opmærksomhed. Hun så bekendt ud. Som om han lige havde set hende. I modsætning til alle de andre kvindelige balletdansere, var hendes hår ikke sat op. Det smukke brune hår, faldt let ned langs hendes skuldrer. Hun havde en fin hvid kjole på, som gik hende til midt på hendes lår. Det eneste ord James nogle sinde ville kunne få frem, lige meget hvor længe han end stirrede på det billede, ville være: ”Smuk.” Bag ham, hørtes der pludselig musik. En stille melodi. Alligevel var sangen meget smuk. Eller melodien var meget smuk, for han havde da endnu ikke hørt noget sang. Der gik lidt tid, før James endelig vendte sig om. Førhen havde han ikke bemærket at der var et kæmpe øvelokale og en stor glasrude lige bag ham. Inde bag den rude, kunne han pludselig genkende kvinden der tydeligvis øvede sig. Det var kvinden som han lige havde set på billedet. Men den kvinde? Var det ikke også hende, som han havde set trøste Emily?

James stod og betragtede denne kvinde, som pludselig begyndte at synge. Hendes stemme var fyldt med klang og utrolig smuk. Ingen tvivl om at hun var et naturtalent! Okay, måske overdrev han en smule, men han slappede helt af, bare ved at kigge på hende danse rundt. Hvordan ville det mon ikke være, hvis han fik lov til at komme tættere på? Kigge på hende, mens de stod i samme rum. Han følte sig helt skudt. Hun var virkelig smuk og hendes stemme og dans var helt vindunderlig. En som hende, havde han aldrig før set eller hørt om. Han følte sig helt… Forelsket igen. Hvem mon hun var? Der måtte være gået meget lang tid mens han stod og tænkte på hvem denne kvinde mon var, da James pludselig fornemmede at nogle trak i hans trøje. ”Gud, Emily! Det må du virkelig undskylde, jeg fladt bare lige i hak… Ved du hvem denne kvinde er?” Emily og James begyndte lige så stille at gå ud mod bilen. James havde taget hendes taske og hendes sko. Tænk engang. Hvor måtte det dog være besværeligt at få de skide sko på hver gang. Man kunne jo ikke engang stå på sine fødder? Man kunne jo dårligt nok stå i de der sko. Emily blev ved med at fortælle om hvem denne kvinde var. Hendes navn var Crystal. Hendes alder vidste hun ikke helt, men nok omkring de 17-18 år. Hun havde været med i mange stævner, og havde været landets bedste. Hun var skolens bedste danser, hvilket nu også var indlysende.

Da James vågnede næste dag, havde han en dejlig fornemmelse i maven. Hele natten havde han tænk på Crystal, og hvor smuk hun var. Han havde faktisk også... drømt om hende? Alligevel var han måske ikke helt vågen, og lagde derfor hovedet på puden for at få lidt mere søvn. Pludselig gik det op for ham, at Emilys mor stod foran ham. ”Hvordan pokker er du kommet her ind, kvinde? Jeg lå lige og s...” James blev afbrudt, da kvinden rakte armen over mod ham. Klokken var omkring 11. ”Du burde da kunne huske, at sætte et vækkeur til! Jeg husker tydeligt at jeg sagde at jeg kom og hentede Emily klokken elleve! Om FEM minutter skal hun stå klar nede ved min bil! Kom igang!” Kvinden var tydeligvis helt oppe og køre, mens James stadig hverken så klart eller havde en fornemmelse af hvor i hans lejlighed han befandt sig. Hvor var Emily for resten? Emilys mor forlod lejligheden og lod døren smække i med et ordenligt brag.

”Hvorfor er det nu at jeg gør det her?” En kvindelig stemme, som oven i købet var en smule skinger, kom med dette spørgsmål. Ved siden af kvinden, sad Emily. En anden stemme hørtes: ”Fordi Emily inviterede mig til at komme med til hendes opvisning. Længere er den ikke.” ”Og du kunne ikke ha taget din egen bil?” ”Jeg ved jo ikke hvor stedet er, kvindemenneske!” ”SNAK ORDENLIGT TIL MIG!” ”GUD GIDDER JEG EJ!” Bilen stoppede brat op midt på vejen. Adskillige dyt fra biler og sure miner, fra chaufførerne, da bilerne, som ellers lige havde været bag dem, kørte forbi, påvirkede hverken Emilys mor eller James. ”SÅ. ER. DET. UD!” Blev der hvæst oppe fra førersædet. Der var stille i et kort sekund. Man kunne tydelig høre motoren spinde. Den spandt nu egentlig meget dejligt. ”Nej mor! Lad nu far køre med! Han skal altså se mig danse. Vil du ikke nok lade ham køre med, søde mor?” Emily med de bedende øjne, og den lille tøsede stemme, bønfaldt hendes mor om at lade James kører med. Det var tydeligt at moderen blev mere blød af at se på den unge piges ansigt. ”Så få din far til at lade vær med at råbe af mig, så skal jeg nok kører videre. Vi skulle jo heller ikke have at du kommer for sent til din opvisning, vel pus?” Kvinden kyssede Emilys kind og kørte videre. Emilys mor stoppede først, da de endelig kom til en fornem, men egentlig også ret grim, bygning. James studerede alle menneskerne som gik ind og ud, af de store døre. Han havde selvfølgelig ikke overvejet at tage noget fint tøj på. Alle andre som han lige så stille havde studeret, havde haft fine kjoler på, og smarte jakkesætte. James slog sin håndflade mod panden, og sukkede. Hvor havde han dog været tåbelig. Han ville jo ligne en tåbe i forhold til alle de andre, som skulle se denne opvisning. Eller vent? Var det overhovedet en opvisning? Dette mindede mere om.. Det rette ord kunne han ikke rigtig finde. Det var… pist forsvundet.

Før James nåede at kigge sig omkring, blev han sat på en stol, lyset blev dæmpet og de mange stemmer omkring ham, holdte op med at snakke. En kugle af lys, dannede sig på midten af gulvet, selvom det store scenegulv stadig stod tomt. Uden en eneste person. Helt stille og tomt. Der var nu ingen snak i det store lokale længere. Alt var fuldkommen stille. En svag musik begyndte. Melodien lød sørgelig, lidt ligesom den havde gjort, første gang han så hende. Hele natten havde han ikke rigtig tænkt på andet end denne kvinde. Crystal, som Emily havde fortalt at hun hed. James havde følt, at alt hans stress forsvandt, da han havde set på hende danse. Ind på scenen, kom en kvinde på tær gående. Hun så virkelig smuk ud. Ikke lige med det samme, kunne James se at dette var Crystal. Hun så meget smukkere ud, end hun havde gjort første gang han havde set hende. Heldigt for ham, sad han på en af de forreste rækker. Hun føltes som om hun var helt tæt på ham.

Crystal begyndte at danse. Det gik op for James, at det var det hun havde danset, da han første gang havde set hende gennem det store vindue. Lige nu føltes det som om han var i himmelen. Alt blev stille omkring ham. Kun Crystal og musikken frydede ham og fyldte hans tanker. Hans stressede hjerne blødte lige så stille op. James blev flået ud af hans egne tanker. Han havde haft helt lukkede øjne, og havde derfor ikke opdaget hvad det var der skete lige for øjnene af ham. Han havde simpelthen nydt tankerne og dansen så meget, at alt pludselig var blevet lukket ude. Et skrig, flere gispende lyde og pludselig ingen musik, gjorde at han blev hevet væk fra alt dette. Crystal var faldet, og sad nu med tårer i øjnene, mens hun ømmede sin ankel. Straks sprang James til. Han nærmest væltede ind over personerne på sæderne på rækken foran ham, som uheldigvis alle sammen var optaget. Han gentog dette et par gange og kom efter meget kort tid op på scenen. Flere var trådt til, men ingen havde fået lov til at komme tæt på. Flere af dem fra bag scenen var også trådt til og forsøgte at tale Crystal til forstanden. Men kvinden ville ikke tales med. Hun sad bare og ømmede sin ankel, som tydeligvis gjorde utrolig ondt. Flere begyndte nu at gå i panik, og snakken bredte sig til hele den store sal, hvor mennesker nu begyndte at råbe i munden på hinanden. Flere var meget bekymrede for denne store stjerne, som hun selvfølgelig også var. Og pludselig var der ingen andre mennesker omkring hende, bortset fra James.

Han stod så tæt på hende, at hun fik lydt til at bryde sammen. Mennesker omkring hende var ikke noget hun holdte af. Hvis hun kunne få så mange væk fra hende som muligt, ville det kun være bedre. ”Er du okay?” Spurgte denne fuldkommen fremmede mand, som hun overhoved ikke kendte. Manden viste sig at være James, men de kendte ikke hinanden endnu. Crystal vendte koldt hovedet den anden vej. ”Er du okay, spurgte jeg?” Flere gange blev han ved med at spørge, men han fik stadig intet svar. James tålmodighed var begyndt at slippe op. Hver gang han havde spurgt hende om noget, havde hun vendt hovedet til. Crystal havde ikke brug for nogle som snakkede til hende. Det var pinligt nok i forvejen. Hvordan var det egentlig sket? Hun bandt sine sko af, og begyndte at nærstudere dem. En lille bitte fejl i skoen fandt hun. Eller rettere på snuden af skoen. Hun havde danset som det var planlagt, men skoen havde ødelagt det hele for hende. I rent raseri kylede hun skoene væk. Med store øjne gloede James på kvinden, som stadig nægtede at blive hjulpet. ”Crystal…” Han nåede ikke at sige mere, før et vredt og tårefyldt blik mødte hans øjne. ”Hvor ved du fra hvad mit navn er? Hva’… Hva’?!” Hun nærmest hvæste ordene, hvilket gjorde James bekymret. Hvad var der dog galt med denne kvinde? Det var som om hun ikke ønskede den mindste smule hjælp. Og den menneskelige kontakt, var heller ikke noget hun havde lyst til. Hun virkede til, kun at ville være alene med sig selv. Uden videre, fik James Crystal på benene. Han sagde ikke en lyd, da han lidt efter fik hende op i sine arme. Han havde valgt at bære hende i den såkaldte prinsesse-stilling, som man tit så i film, hvor folk blev gift. Efter hans mening, burde det kun blive brugt, når nogle var kommet til skade og ikke kunne gå. Dette var så tilfældet lige nu. Crystal protesterede ikke. Hun sagde heller ikke noget. Lidt efter lidt, blev der stille i salen og James travede ud fra scenen. Højlydte klapsalver lød fra salen, da de forsvandt bag scenetæppet, som skjulte indgangen til omme bag scenen.

Næste morgen, vågnede Crystal på et hospital. Eller hun gik da ud fra at det var et hospital. Rettere var det en skadestue, hvilket hun ikke helt forstod. Burde hun ikke ligge hjemme i hendes egen seng? Alt der var sket i går, stod fuldkommen uklart for hende. Hvad pokker var det nu der var sket og hvad lavede hun her? Så mange spørgsmål havde hun, men så lidt til var der til at få svar på dem, og hvem skulle egentlig besvare det hun ville spørge om? Mon hun var alene? Crystal vendte sig om i sengen, og fik pludselig øje på en mand der sad henne i hjørnet, og kiggede på hende. Hun fik et ordenligt chok, og med store øjne kiggede hun på denne mand, som egentlig så meget død ud. Han stirrede i hvert fald med de mest døde øjne, hun nogle sinde havde set. ”Godmorgen, sovetryne.” Manden så virkelig bekendt ud, men hvor fra hun kendte ham, kunne hun ikke rigtig huske. Hendes hukommelse var tydeligvis ikke så god, som den normalt var. ”H-hvem er du?” James rejste sig op. Crystal virkede til at være meget forvirret og urolig, og det at han havde siddet der og kigget på hende, virkede ikke til at berolige hende det mindste. Derfor rejste han sig op, og gik hen mod hendes sang. Crystal fik skubbet sig længere væk fra ham, så hun nu næsten lå på kanten af sengen. Han åbnede munden for at præsentere sig selv, men Crystal afbrød ham, ved at spørge: ”Hvad laver jeg egentlig her, og hvad laver du her?” Så skulle der ellers tænkes. James havde lukket munden, da hun så uhøfligt havde afbrudt ham. ”Mit navn er James. Jeg hjalp dig her hen, da du faldt og brækkede din ankel i går… Du ve’ da du optrådte.” Pludselig blev Crystals øjne store, og frygten i dem var tydelige. ”Så nogle at du bragte mig her til? Ved nogle at jeg er her?” ”De fleste så at jeg bragte dig her til. Alle var jo mere eller mindre gået i panik.. Kan du ikke huske det?” Der var tavs et par minutter, før Crystal begyndte at opfatte hvem James var. ”Du er ham fra et par dage siden. Du skulle hente.. Din datter? Hun græd…” Nu var det James tur til at få store øjne og et forbavset blik. Hvad?! Så det havde altså været hende? Faktisk havde han været så grueligt i tvivl om det dog kunne være hende.

James og Crystal faldt i snak, om hvor vidt ballet var en hobby eller en sport og hvad man kunne få ud af den. Til sidst nærmest skændtes de, hvilket ikke tilfredsstillede James den mindste smule. Hun var virkelig smuk, selv når hun lige havde sovet. Hans hjerte dunkede hårdt i hans bryst, og hver gang hun sluttede en sætning, blev han helt svimmel. Hvad var der dog galt med ham? Han kunne da ikke være.. Nej! Det kunne ikke passe? Var han virkelig forelsket i hende? Han begyndte mere og mere at indse, at han virkelig godt kunne lide denne kvinde.

Den dag havde været den lykkeligste dag i hans liv. De havde haft en god dag sammen og alt havde været lige som James ville have det. Han var så ung, og det var hun også. Men på en eller anden måde følte han sig så gammel, da de var gået hvert til sit. De havde snakket, og lært hinanden en hel del bedre at kende. De havde oven i købet spist middag sammen. Det gik dog galt sidst på aftenen. Han fik sit hjerte knust, da hun fortalte at hun flyttede væk fra byen. Hun havde ikke tænkt sig at komme tilbage inden for de første par år. Hele denne dag havde været som en drøm for ham, men nu var det slut. Hun skulle allerede væk i morgen, så dette ville være hendes sidste dag. Hun undskyldte meget, rejste sig op, midt i deres middag i hjertet af byen, og forsvandt ud af døren. Det var ikke til at se om hun græd på vej ud, eller om hun overhovedet havde den mindste smule tårer i øjnene. James var knust. Det var som om hele hans verden var ramlet sammen. Når han endelig havde fundet en, som han troede var den rette for ham, smuttede hun fra ham. Måske så de aldrig mere hinanden igen? Hans hjerte var blevet sprunget i mange stumper og stykker. Hvordan mon Crystals hjerte var? Var hendes også knust?

Flere dage, måneder og måske endda et år gik. James var kun blevet mere travl på arbejdet. Han arbejde mere end han normalt ville have gjort. Han så aldrig rigtig sin datter længere. Crystal havde han heller aldrig glemt. Hun var konstant i hans tanker, og hvert eneste ord, der mindede om hende eller deres meget korte tid sammen, gjorde ham sønderknust. Alt der mindede den mindste smule om hende, fik ham til at blive trist. Hvis en anden kvinde, som han kunne gå forbi på gade, duftede som hende, fik han trang til at stoppe kvinden, for at sikre sig. Måske kunne det jo være hende? Han lavede ikke andet end at stå tideligt op, arbejde hårdt, til langt ud på natten, og så drættede han om på sofaen på hans kontor. Han boede der næsten. Kun meget få gange kom han uden for sin dør på kontoret. Nu. Et års tid efter hun var rejst, savnede han hende stadig. Hun ville aldrig forsvinde fra hans tanker eller hans hjerte. Det var aften. Vinterens sne var allerede begyndt at falde. Julen var lige om hjørnet. Det bankede på døren. Kontoret oplyst af flere små lamper eller fyrfadslys, der ikke gav så meget lys. Et på bordet og flere hist og her, på forskellige hyller. Det eneste der var blevet lavet om på kontoret, var at der ikke længere var så rodet. ”Kom ind..” Mumlede James, med en træt stemme. I de sidste 24 timer han havde kun sovet omkring 5-6 timer, og resten af tiden, havde han arbejdet. Døren gik op, og et fantastisk syn mødte hans øjne. Tårerne pressede sig på, da én bestemt person stod i døren. Den person, som han havde tænkt på så længe. Den han havde indset at han elskede. Den eneste han aldrig havde troet ville så i hans dør. Hun var utrolig smuk, og aldrig havde han set et smukkere væsen. James kunne ikke tro sine egne øjne. Han kom hurtigt på benene, og en lille tåre trillede ned af hans kind. På kvindens kinder, glinsede spor fra tårer. Hun havde altså også grædt? Hvor så hun dog smuk ud lige meget hvad. Den smukkeste kvinde. Hvor han dog elskede hende. Forsigtigt nærmede han sig kvinden, som kastede sig i hans arme. ”Crystal. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...