Misforstået

Handler om en ensom pige der aldrig er kommet godt ud af det med skolens snob, de finder ud af at de har misforstået hinanden.

En novelle om hån, dårlig samvittighed og fejltagelser.

0Likes
1Kommentarer
439Visninger

1. Hvad der skete

Jeg sad igen og kiggede ud af vinduet, det havde jeg fået for vane, at gøre i timerne. Jeg burde nok høre efter, hvad vikaren stod og forklarede om jordens klima, men det var mere interresant at tænke på ham. Han ville selvfølgelig aldrig snakke med en pige som mig, en upopulær tøs, uden venner. Han sad sikker og sms'ede under bordet, jeg skævede over til ham. Han kiggede tomt ud i luften, hørte nok heller ikke efter hvad vikaren fortalte. Stille vendte jeg hovedet mod mit vindue igen.
Klokken ringede ud til frikvarter, jeg skyndte mig ikke, jeg tog min mobil i hånden og gik ud. Jeg satte mig som sædvanligt ved birketræet, jeg sad og ridsede ting ind i barken. M+J♥. Jeg stregede det ud igen, og sukkede for mig selv. Så var det at jeg fik øje på Stinna, hun havde sit slæng med sig. De gik hen mod mig med overlegne ansigtsudtryk, og overdullede ansigter. "Sidder du nu der igen? Har du ikke noget bedere at tage dig til, tude over din afdøde mor måske? Det lader til at det er det eneste du kan - ja, og ødelægge skolens træer selvfølgelig." hun stirrede hånligt på mig. Jeg blev ret ked af det hun sagde med min mor, jeg svarede ikke men stirrede ind i hendes kulsorte øjne. "Hvad har du skrevet idag?" spurgte Stinna og studerede træet, "M+J hva'? Du kan lide Joel Cause, ikk'? HA! Han er alt for god til dig, han kan desuden ikke lide nogen!"
Så svarede jeg endelig, "det skal du jo sige, han afviste dig? Gjorde han ikke?" jeg kiggede overmodigt på hende. Men så ringede klokken, og jeg nåede ikke at få noget svar. Jeg kunne se i hendes øjne at hun var chokeret, hvor mon jeg vidste det fra? Det var selvfølgelig bare et gæt, noget jeg kunne regne ud. Jeg rejste mig op, og gik tilbage mod klassen.

Jeg nåede ind lige før læreren, hun kiggede overrasket på mig. Det gjorde lærerne ofte når jeg ikke kom for sent, jeg sendte hende et falsk englesmil. Så smuttede jeg ned på min plads, og kiggede ud af vinduet. Stinna var ikke kommet ind, hun gik nede i gården.. Hvad var det hun lavede, jeg troede det var løgn, hun græd. Stinna Jones, skolens populære dulle græd. Selvom jeg hadede hende, fik jeg helt ondt af hende. Måske var det min skyld, men det jeg sagde havde hun fortjent. Uanset hvad skulle hun ikke gå rundt og være ked af det på den måde, ikke hvor det var min skyld - jeg var ikke ligesom hende. Så jeg rækkede hånden i vejret, óg fik lov til at 'gå på toilet'.
Med nogle hurtige skridt var jeg udenfor, "Stinna!" kaldte jeg. Hun vendte sig om og stirrede på mig, "hvad vil du mig?" mumlede hun gennem tårene. Pludselig vidste jeg ikke hvad jeg skulle sige, men ville ikke gå tilbage. Jeg kiggede på hende, og fik spurgt om hvorfor hun ikke var til time. "Hvad blander du dig for? Du hader mig, og vil ramme mig på det ondeste! Du har aldrig kunnet lide mig, du ville ikke lære mig at kende.." hun græd ret meget nu, jeg var også lige ved at begynde at græde, "du er hende den populære, hende der får hvad hun peger på, er modbydelig over ved dem der ikke er populære. Jeg ville godt lærer dig at kende, men du .. Du bedømte mig på forhånd - det er ikke rart." en tåre trillede ned af min kind. "Jeg troede ikke du ville acceptere mig, du var sådan en type der ikke ville give folk en chance, bare fordi de ligner snobbede duller. Og med tiden bliver folk sådan som andre ser dem..." Hun kiggede på mig. Jeg havde misforstået hende fuldstændigt, hun var måske ikke et helt forfærdeligt menneske som jeg troede. Hun var bare.. Misforstået - ligesom jeg synes at jeg var blevet hele livet.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...