Rising Sun

"Useless wings. Days of ashes. I wake up from flying, stabbed by fragments of shattered dreams. Another pitch black morning."
Når man var blevet en keeper, og ens kræfter kom ud a kontrol vil folk omkring én ikke kendes ved dig. Hun gemte sit hjerte væk, og omfavnede mørket omkring hende. Uheldet havde slettet alle hans minder, så han levede videre uden at ane noget. Alt var som det skulle være, men alligevel føltes det som om der manglede noget. Balancen er ustabil, hendes mørke lægger sig omkring folk, hans lys kan ikke skinne i mørket. Når et glemt løfte bliver husket, hvad vil der ske?

10Likes
43Kommentarer
3097Visninger
AA

11. Hate

Verden var stille, væk, ikke engang vinden kunne høres. Selvom jeg gik rundt i en stor, hvid kjole, lagde ingen mærke til mig. Folk ville da have lagt mærke til en omvandrende brud, som lignede et stort spørgsmålstegn.

  Jeg tog endnu et skridt frem, men blev forskrækket da en mand væltede ind i mig. Men slaget mod jordens hårde flade kom aldrig, jeg følte intet. Manden lå stadig på jorden, hans ting lå spredt ud over det hele. Jeg sukkede, han skulle vel op på en eller anden måde. Jeg rakte min hånd mod ham, men han reagerede ikke.

"Ahjussi?" spurgte jeg, for at være sikke på han ikke var døv.

  Manden viftede min hånd væk, og rejste sig op. Men der var noget galt, han havde ikke viftet min hånde væk. Han havde viftet IGENNEM min hånd!

  Kun for at være helt sikker, strak jeg forsigtigt min hånd mod hans ansigt. Rigtigt nok, gik min hånd igennem hans hoved. Verden fik sin lyd tilbage, men det var ikke en rar lyd. Jeg hørte kun rasende stemme, lyde der fik mine hår til at rejse sig. Mit hovede gjorde ondt, hvad var det her for en drøm?!

  Jeg slog øjnene op, kun for at møde total mørke. Jeg kunne ikke bevæge mig, hverken mine arme eller ben. En stor træthed ramte mig pludseligt. Jeg ville kæmpe imod den, men trætheden blev kun stærkere og stærkere. Jeg mærkede hvordan mine øjenlåg langsomt, og modvilligt, faldt i.

 

"Hyung.. Vi burde gøre noget.."

"Men ... hvad?" sukkede min hyung. Vi havde alle sammen sagt ja til det her, men der vidste vi ikke hvad vi gik ind til. Det her havde været en fejl, en meget stor fejl.

"Aish," var der nogen, der hviskede. Vi blev alle forskrækket over den svage lyd, vores blik rettede sig mod dens oprindelse.

  Den mælkehvide krop bevægede sig svagt, som et døendes dyr sidste spjæt, under den mørke røg der gik igennem kroppen. Lænkerne, der ville styre livet for én. Kroppens farve var forsvundet, og efterlod noget der kunne minde om et lig. Bare et lig, der blev kontrolleret, som stadig var levende. Ingen zombi, de ville mindst have kunne bevæge sig af deres egen vilje.

 

Jeg følte et pludseligt stik i mit hjerte, en dårlig fornemmelse skyllede ind over mig. Jeg mærkede kvalmen komme tilbage, jeg holdte mig hurtigt for munden. Hvad skete der med min krop?!

"Tango, du er ikke den eneste der har det dårligt, så hold lige op," kom det vrissent fra Keki. Med et hævet øjenbryn og forundret udtryk, rettede jeg mit blik mod hende. Hvad snakkede kvindemennesket nu om? De stod alle om Seung, af en eller anden grund, med bekymrede blikke. Jeg så på Rin, for at få en forklaring.

"Hun har ikke hørt fra Hannah i noget tid, hvilket gør hende urolig. Vi ved alle Hannah kan snakke non-stop, hvis hun keder sig," hviskede Rin til mig. Jeg fandt det også mystisk, ingen underlige eller pludselige udbrud for Seung. Ingen 'unikke' beskeder fra Hannah.

"Jeg kunne høre en stemme i baggrunden, derefter blev alt stille... Og sådan har det været siden," snøftede hun. Hun krammede bare sine ben hårdere. Key, som mor han nu var, lagde kærligt en arm omkring hende og begyndte at vugge hende blidt frem og tilbage.

"Det skal nok gå, du har stadig din umma," sagde han, for at opmuntre hende. Jeg ved nu ikke om det gjorde det bedre.

"Men jeg har også bare den her kolde og klamme følelse! Unni plejer at komme med alle mulige kommentarer, men der ikke kommet nogen! Kun en dårlig fornemmelse!"

 

Jeg så på mine hyungs, vi sad i en rundkreds og diskuterede. Måske nærmere sad og kiggede på hinanden, med tomme blikke. Normalt ville vide sidde og grine, mens vi gjorde nar af Hannahs samtaler med hendes dongsaeng. Bagefter ville vi selvfølgelig også løbe for livet, af en køn pige at være er hun skræmmende voldelig. Stemningen var der ingen af, selvom Heechul-hyung prøvede sit bedste for at skabe en god stemning. Vi manglede én person, som selv ikke mood-maker Heechul kunne gøre noget ved.

  Ah! Tanken slog mig pludselig, men jeg var ikke den eneste. Vi sad alle med det samme blik, og det samme smil.

"Dongsaeng Seung!"

"... Um, vi har et lille problem så," sagde jeg, med en meget lille stemme. Alle kiggede på mig, sikkert fordi de mistænkte mig for at have gjort noget.

"Sig ikke at jeres maknae duo har noget at gøre med hende.."

"Kyuhyun, hvad har du gjort hende?!"

"Hey, vent, neeej!" råbte jeg, jeg følte mig krænket. Jeg kløede mig i nakken.

"For at kunne bruge en skygge hvisker, skal vi også kende hendes navn... Hendes rigtige navn, som..?"

"Som ikke er Seung," sukkede mine hyungs. Vi var på bar bund igen.

  Jeg så hen på Hannah. Hendes hud havde ikke sit gyldne skær mere, det var bleget mælkehvidt. Selv hendes læber var blevet bleget. Jeg er sikke på Jesus også ville have set sådan ud, på korset, sådan som Hannah så ud. Men hun hang i luften, med ting der stak igennem overalt på hendes krop. Ikke ting, forbandelser.

"Så længe der er had i verden," mumlede Shindong, mens han rystede svagt på hovedet. I en slags fornægtelse.

"Vil hendes forbandelse ikke hæve sig," afsluttede Kibum, med et lavt suk.

 

"Mian, noona," hviskede jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...