The third death - How to die

Hvordan vil livet være som død og hvor man ikke kan gøre andet end at se ens elskede med så meget smerte og så tanken om, at hun aldrig nogensinde vil kunne gøre noget ved det?

2Likes
5Kommentarer
1961Visninger
AA

6. You can't see tears in the rain

De var som grædende ingenting. De var som spørgelser, ingen kroppe, fyldt med smertefulde følelser og druknet af panik, forvirring og ventende på fred.

Det var det, jeg ville have. Ro og fred i mig, noget, som ikke hele tiden sagde mig, at jeg ikke måtte stå stille, skulle blive ved med at vandre efter ingenting, intet til at fjerne mit knuste hjerte og intet til a få mig fra det her helvede. The second hell.  Dét skulle det hedde. Her var intet fred at hente, og det gjorde det ikke bedre, at folk skreg og græd.

Jeg gik og gik, og det tog flere timer op for mig, at jeg vandrede rundt om min gravsten igen og igen og stirrede på de folk, der også gik rundt på deres gravsted.

Kirkegården var stor, havde nogle blomster på nogle få gravsteder, men det var tydeligt, at de var blevet lagt der for lang tid siden. Rådne blomster lå de fleste steder, og det var blevet efterår, kunne jeg se på de nøgne træer.

Jeg har brug for dig, tænkte jeg og lukkede mine øjne hårdt i. Man kunne kalde det en bøn, bare ikke til Gud. Ham havde jeg ikke brug for. Det var ham, der havde sendt mig til dette sted. Det var ham, der glemte, at gøre mig udødelig. Det var hans skyld, at vandrende sjæle gik forladte rundt på deres gravn for evigt, ventende på deres elskede, som aldrig kom og besøgte dem.

Jeg vidste, at jeg vil få fred, når Aaron kom. Jeg prøvede at kalde ham til mig, igen og igen, råbte og skreg hans navn, men jeg vidste, at det ikke nyttede noget. Han ville ikke besøge mig, for da jeg kiggede på min grav, var der ikke andet end en lille, sort sten med en lille, kort tekst om mit fødselsdato og dødsdato og mit navn. Og så det der 'Hvil i fred' som jeg slet ikke gjorde.

Vil du ikke nok besøge mig? Vil du ikke nok? Jeg lukkede mine øjne stramt i, men der var alt for meget mørke, da jeg gjorde det. I stedet kiggede jeg på den grå himmel, som sendte små regndråber ned mod mig og direkte igennem mig. Jeg rakte hænderne mod himlen og lagde mærke til, at alle gjorde det samme som mig. Jeg mærkede regnen imod mig, kold og føltes som tårer, men alligevel faldt de igennem mig.

Jeg gik rundt om min grav i nogle timer. Måske i år. Mine skridt virkede for langsomme, tiden gik for langsomt og de forladte sjæle omkring mig råbte og skreg i slowmotion.

Ville dette helvede ende? Hvad havde jeg gjort for at fortjene dette?

Det kom i mod mig som en tre ton tunge sten direkte imod mig. Jeg havde kysset med Andrew. Måske også noget mere. Jeg kunne høre hans stemme, se hans ansigt foran mig, selvom det bare var syner. Han føltes pludselig fremmed over for mig.

Folk omkring mig gispede. Jeg hørte trampende skridt og stemmer der var fyldt med længsel. Men jeg lagde næsten ikke mærke til det. Jeg lagde kun mærke til den varme, jeg havde savnet i så lang tid. De hænder, der blev lagt på begge mine kinder, der gled op til mit hår. Så de varme løber mod mine, de læber, der altid smagte så frisk og sødt, den brændende varme der gled ud fra læberne og hele vejen ud i kroppen, eksploderede og gjorde mig fuld af længsel efter mere.

Jeg genkendte ham, selvom han var gennemblødt af regnen og mørket havde gledet en smule over himlen. Han var smuk som han gik der med sit sorte hår hængende ned i øjnene, hans høje kindben, der gjorde hans ansigt ekstra kønt end det allerede var, og så hans spinkle krop der kom elegant gående imod mig.

Jeg gik så langt væk som jeg kunne væk fra min gravsten og rakte mine hænder imod ham. Jeg lagde mærke til, at alle stod stivnet og betragtede os med store, tomme øjne.

Jeg mærkede varmen jo længere han kom, hvordan ti ton blev løftet fra mine skulder og hvor meget jeg savnede ham.

Han stod over for min gravsten, og jeg satte mig på den og kiggede på hans forpinte ansigt. Det var umuligt at se tårer i regn, men måden han bed i sin læbe fortalte mig, at han græd.

"Jeg hørte din stemme." Han stemme fik mig til at ånde tung ud og lod mig føle, hvordan det var med et bankende, levende hjerte. "Du snakkede til mig, som om du hviskede det tæt mod mit øre." Hans stemme knækkede over, og hver gang føltes det, som om nåle blev stukket ind i huden på mig. Jeg lagde min hånd mod hans våde kind, men selvfølgelig røg den bare igennem ham. Alligevel kunne jeg mærke hans varme, glatte kind. "Undskyld, at jeg ikke besøgte dig," hviskede han lavt. Hans stemme var det eneste jeg hørte. Alle var tavse og betragtede os med store øjne. "Jeg hader at blive mindet om dig, men jeg kan lige så godt indrømme, at jeg aldrig vil kunne glemme dig, lige meget, hvor meget jeg prøver." Han kiggede på mit navn på min gravsten, som om jeg virkelig var foran ham.

Et lyn slog ned tæt ved os, men han lagde ikke engang mærke til det. Han lagde et stor, rød rose ned foran mig.

"Jeg håber, du er glad for den. Det var den rose som vi plante sammen." Han smilede skævt, men det var tydeligt, at det var falsk.

Jeg huskede dengang han stod bag mig og lagde sine hænder oven på mine, imens vi plantede en lille, ung rose. Jeg huskede hans kildende ånde mod min hals, hans tunge vejrtrækning og hans varme grin mod mit øre.

Jeg mærkede vreden inden i mig. Det var Guds skyld. Det var ham, der havde skabt denne skæbne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...