Brændende Kærlighed 2

De skal nu frem i tiden, ligesom hun var i deres tid. De skal til nutiden, men hvordan får de dagene til at gå? Hvordan får de arbejde? Hvad gør de, for at overleve? Keys gamle, dyre smykker kan ikke være deres økonomi i al evighed. Værre endnu; hvorfor er der en mystisk person, der forfølger Rin?

109Likes
451Kommentarer
10787Visninger
AA

23. Luft

Jonghyuns synsvinkel

 

Dagene gik. Langsomt. Der var gået en uge siden det der var sket i SM bygningen. Pigerne i skolen var, som altid, vilde med at snakke med mig og de andre, men jeg havde egentlig ikke lyst til at snakke med nogen af dem. Overhovedet. Rin havde ikke været i skole siden. GAH! Hvorfor tænkte jeg overhovedet på hende?! Det var jo slut. Det hele var slut! Forbi! Ovre! Jeg havde det fint med det! Virkelig! Rin havde jo slået Sekyung, havde hun ikke? Sekyung og hendes veninder påstod det jo, men tvivlen var vokset inde i mig. Hvis jeg havde det fint med, at det var forbi mellem Rin og jeg… Hvorfor gjorde det så ondt indeni?

”Du er nok stadig forelsket i hende, Jjong,” sagde Taemin pludselig da han gik ved siden af mig imens han drak sin bananmælk.

”Hold dig fra mine tanker, Minnie,” mumlede jeg gnavent. Jeg var ikke i humør til en omgang tankelæsning. Ikke nu. Aldrig mere. Hvorfor var jeg så nede?!

Min iPhone bippede op til flere gange gennem hele dagen. Jeg tjekkede selvfølgelig med det samme. Hvad nu hvis det var fra hende? Hvad nu hvis det var fra Rin? Men nej. Sekyung. Hver… Eneste… Sms… Jeg svarede hende ikke til sidst. Det var forfærdeligt. Alle folk i SM Entertainment troede at Sekyung og jeg var kærester, hun havde sikkert påstået det til dem alle, bare fordi Rin og jeg ikke var sammen længere. Selv vores fans troede, at Sekyung og jeg var kærester. Alle troede på hende. Selv jeg troede på hende, dengang… Selvom det var Rin der havde en rød kind, og ikke Sekyung.

”Kekirie, hvor er Rin henne?” spurgte Hannah pludselig, nogle meter fra os. Hannah, Saki, Angelina, GD og Kekirie stod sammen. Jeg havde ikke snakket med nogen af dem siden det der skete med Rin og Sekyung. Med Rin og mig. Jeg trak på skuldrene og gik videre. Rin var sikkert bare syg eller noget, selvom hun altid virkede så frisk.

”Hun… Kommer nok ikke tilbage på skolen igen,” mumlede Kekirie lavt, men højt nok til at jeg kunne høre det. Jeg stoppede brat op og stirrede ud i luften. Rin kom ikke tilbage. Det var jo fint, ikke? Så ville jeg ikke være nødt til at bekymre mig om hende, vel?

”For fanden!” udbrød jeg og smed min skoletaske på gulvet og begyndte at løbe. Alle elever på gangene så efter mig. Kekirie lagde sine arme over kors.

”Det var på høje tid, Romeo,” mumlede hun.

Jeg løb gennem gaden, jeg håbede bare at jeg kunne huske hvor Rin boede, jeg havde jo kun været hos hende to gange. Jeg nåede dog aldrig så langt. Jeg stoppede op ved en gadecafé, og to mennesker fangede mit blik.

”Rin og Donghae?” mumlede jeg lavt. De sad ved et bord udendørs. Rin sad med en bod liggende på bordet foran dem, tømte kaffekrus, klar til at rejse sig for at gå. De så ud til at have det sjovt. Rin grinede meget. Hun smilede. Jeg trak selv lidt på smilebåndene af hendes smil. Det smil, jeg ikke havde set længe. Det smil, jeg længdes efter. De læber, jeg længdes efter.

Rin lukkede bogen i, og de rejste sig fra deres pladser. Rin tog Donghae i armen, som om han var en gentleman og det hele. De smilede til hinanden og snakkede igen. Jeg kunne ikke høre, hvad de snakkede om, men de kom den her vej.

”Jongie, hvad laver du her?” sagde en anden stemme. Sekyung? Hvad lavede hun nu her? Det var ikke tidspunktet. Sekyung tog fat i min arm imens hun smilede.

”Kom, Jongie, lad os gå. Du giver en kop kaffe, ikke?” sagde hun. Jeg stod stivnet, da Rin og Donghae var få meter fra mig, på vej direkte over mod os. Rin kom nærmere, mit hjerte hamrede som besat. Så tæt på at røre hende igen. Så tæt på at snakke med hende igen. Jeg havde sådan savnet hende.

Så skete det.

Rin stod lige foran mig og tog endnu et skridt, idet hun gik direkte gennem mig. Som om jeg var luft. Som om jeg intet var til hende mere. Jeg kunne lugte hendes dejlige duft. Jeg vendte mig straks om og så tilbage mod hende og Donghae. Donghae så tilbage på mig, med et trist blik. Hvad var der sket? Mit hjerte var knust. Rin kunne ikke se mig? Hvorfor kunne hun ikke se mig? Føle mig. Høre mig.

Elske mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...