Brændende Kærlighed 2

De skal nu frem i tiden, ligesom hun var i deres tid. De skal til nutiden, men hvordan får de dagene til at gå? Hvordan får de arbejde? Hvad gør de, for at overleve? Keys gamle, dyre smykker kan ikke være deres økonomi i al evighed. Værre endnu; hvorfor er der en mystisk person, der forfølger Rin?

109Likes
451Kommentarer
10816Visninger
AA

4. Dinoen er tilbage!

Hoveddøren gik endelig op, imens jeg sad inde på deres sofa, og snart ikke kunne vente mere. Vente med at se ham. Jeg havde savnet ham så meget. Jeg rejste mig op.

”And now like breathing, if you were to always rest by my side, if you were to always remain this way. Nothing better, nothing better than you.” Han kom faktisk syngende ind af døren, med en stor, rød buket roser. Hans stemme var smuk. Jeg havde aldrig hørt noget lignende. Kunne han nu også synge? Jeg lagde hurtigt mærke til en stor forandring. Hans hår. Det var blondt forrest, og mørkt bagtil. Det gav hans øjne en meget smukkere udstråling, selvom det nok var en umulighed, eftersom hans øjne allerede var guddommelige. Han fik øje på mig og smilede stort, imens han havde retning mod mig. Han holdt roserne frem til mig. De var store, røde og havde en dejlig duft, men ikke ligeså en fantastisk duft som Jonghyun havde.

”Jjong, det havde du altså ikke behøvet,” sagde jeg og rakte ud efter roserne. Han tog dem straks væk fra mig og pegede på sin mund. Jeg grinede lidt og lænede mig så en lille smule frem og kyssede ham. Han gengældte straks mit kys og lagde den ene arm omkring livet på mig.

”Jeg har savnet dig,” hviskede han med sin dejlige stemme. Jeg kyssede ham en enkelt gang mere, helt kort, og tog derefter roserne imens jeg grinede.

”Kender I det, når man er på en restaurant, og der sidder et par på den samme side af bordet og får alle andre til at føle sig utilpas, og man har lyst til at sige til dem at de skal tage på hotel? Det er jer,” sagde Key, stadig meget imod at ’hans lille pige’ gik ud med hans bedste ven.

”Undskyld Key umma,” sagde jeg og surmulede lidt. Minho kom ud fra badeværelset af, omklædt og det hele. Han gik over til os. Nu var vi alle samlet, plus Hannah.

”Drenge, vi har et problem,” sagde jeg. ”I solgte Keys smykker for at få råd til huset, men de penge slipper jo op på at tidspunkt. Derfor skal vi have fundet et arbejde til jer.” Jeg så rundt på alle fem fyre.

”Er der noget I er gode til?” spurgte jeg. De så lidt på hinanden. Ingen svarede. Jeg sukkede lavt og gik over til Onew.

”Onew, du kan synge, det samme kan Jonghyun, og Sydkorea er altid på udkig efter nye talenter,” sagde jeg. Jonghyun og Onew så lidt på hinanden. Så manglede vi bare de sidste tre. Jeg så på dem og smilede.

”Vi skal nok finde på noget til jer, der kan altid bruges flere arbejdere,” sagde jeg. Jeg aftalte med Jonghyun og Onew, at de skulle tage rundt til forskellige ungdomscaféer og natklubber og lede efter sangjobs. De kunne godt lide at synge, så det var vel ikke noget problem. Havde man en god stemme, kunne man sagtens få gode penge.

 

”Rin-Rin, hvad så med os?” spurgte Taemin og lå på maven på sofaen imens han så op på mig med sine søde øjne. Det blev lidt sværere.

”Jeg tager gerne et arbejde i en tøjbutik!” sagde Key straks. Selvfølgelig. Han elskede tøj, så hvorfor ikke?

”J-Jeg er ikke så vild med at arbejde alene,” mumlede Taemin lavt og så lidt væk. Minho klappede Taemins hoved. ”Så finder vi bare noget sammen,” sagde Minho. Taemin smilede stort, rejste sig op og krammede sin hyung, Minho.

”Det er ved at blive sent, jeg kommer tilbage i morgen, så skal vi nok finde på noget,” sagde jeg og så på uret på min mobil. Den var allerede syv om aftenen. Jeg havde endnu ikke fået aftensmad derhjemme, og min far slog mig ihjel hvis jeg kom for sent. Han var så streng. Hvis han vidste, at jeg var så meget sammen med mine venner, som bland andet var fem, faktisk seks, forskellige fyre, så ville han slet ikke tillade det. Jeg smilede til mine venner.

”Vi ses i morgen!” sagde jeg. Jonghyun kyssede hurtigt min kind, før han ville lade mig gå. Jeg smilede bare til ham. Hannah gik med mig, hun skulle nok også hjemad. Gad vide hvor hun egentlig boede henne? Jeg havde dog ingen anelse om, at dette rare, dejlige venskab vi alle havde med hinanden, snart ville ændre sig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...