Brændende Kærlighed 2

De skal nu frem i tiden, ligesom hun var i deres tid. De skal til nutiden, men hvordan får de dagene til at gå? Hvordan får de arbejde? Hvad gør de, for at overleve? Keys gamle, dyre smykker kan ikke være deres økonomi i al evighed. Værre endnu; hvorfor er der en mystisk person, der forfølger Rin?

109Likes
451Kommentarer
10812Visninger
AA

33. Agmas brud

”Hvorfor giver du ikke bare op, og gør det lidt nemt for din gamle skytsengel?” spurgte Agma, da jeg stadig kæmpede imod. Jeg ville ikke dø. Slet ikke dræbes af min skytsengel.

”Den eneste person i hele verden, der kan få Minho tilbage, er ikke på din side. Han er på ingens side,” sagde Agma. Jeg bed mig selv i underlæben igen, imens jeg ikke fjernede mit blik fra Minho.

”Hvis du vil have Minhos sjæl, så må du betale dyrt,” sagde Agma og åbnede sin håndflade. Jeg så over på ham. På hans håndflade sad en lille grøn skabning. Det var et lille menneske. Mindre end en blyant. Det var Minhos sjæl. Den så på mig.

”Hvor meget skal jeg betale?” spurgte jeg, da Minho pludselig tog fat i mig bagfra og vred mine arme om på ryggen af mig. Jeg skreg kort i smerte og faldt ned på knæ.

”Lad os sige, at du bliver min brud. Hvordan har du det med det? Du vil blive gift med en Gud,” sagde Agma. Jeg stirrede bare på ham med store øjne og rystede på hovedet.

”Det kan du godt glemme!” udbrød jeg. Jeg elskede Jonghyun, men alligevel… Minho ville få sin sjæl tilbage. Han gav sit liv for mit, og jeg vil ikke engang blive Agmas brud, for at Minho kan handle selv. Jeg lukkede mine øjne stramt

sammen.

”Jeg elsker Jonghyun,” hviskede jeg og mit blik ramte jorden. Hvis jeg blev Agmas brud, så ville jeg aldrig kunne se mine venner. Jeg ville aldrig kunne være sammen med Jonghyun. Jeg kunne ikke være sammen med ham, på den måde jeg gerne ville, fordi jeg ville allerede være gift.

”Det er en billig pris. Normalt giver jeg ikke sjæle tilbage for ægteskab, men det er nu fordi, at du er helt speciel, Rin,” sagde han. Jeg så mærkeligt på ham.

”Du er Fønixens eneste ene, Kim Jonghyuns eneste ene. Du kunne bryde deres forbandelse, fordi du var det. Du har store kræfter. Større end du aner,” sagde Agma og rejste sig fra sin trone og gik over foran mig. Han tog hårdt fat i min hage, og tvang mig til at se direkte på ham. Han smilede ondt.

”Mon et kys kan ændre din mening?” spurgte han og nærmede sig. Mine øjne blev store. Jeg prøvede forgæves at vride mig fri af Minhos greb.

”MINHO! HJÆLP!” skreg jeg så højt jeg kunne. Pludselig gik døren op ind til salen, og ind trådte mine venner. Agma trak sig væk fra mig og så på dem.

”Jer! Hvad vil I? I har intet jeg vil have, og I kan ikke få det I søger,” sagde Agma bare. Jonghyun trådte frem og stirrede ondt, dødkoldt på Agma.

”Du prøvede at kysse Rin, det vil jeg ikke tilgive dig for!” råbte Jonghyun og løb mod Agma med en hævet knytnæve. Hans næve blev til ild, da han slog den mod Agma. Da jeg troede, der ville ske noget, blev Agma bare til sort røg, og Agma stod pludselig omme bag Jonghyun med et ondt smil.

”Jonghyun, pas på!” udbrød jeg. For sent. Jonghyun ømmede sig straks. Key kom løbende mod ham.

”Jongie!” udbrød Key højt, da Jonghyun faldt til jorden. En sort kniv i ryggen, og en sort væske der langsomt spredte sig gennem hans krop.

”Held og lykke med at heale det. Det er en skyggekniv. Du kan helbrede såret, men ikke få skyggerne ud af hans krop. Han vil dø før eller siden,” sagde Agma og satte sig op på tronen for at nyde showet. Minho holdt mig stadig fast. Mine venner løb over til Jonghyun, der bare lå på jorden og vred sig smertefuldt. Mine tårer trillede, da jeg så på Minho.

”Minho… Please… Lad mig gå. Jonghyun vil dø. Jeg må gøre noget,” hviskede jeg grædende, med en ryst i min stemme.

”DIN FORRÆDER!” skreg Kekirie, da hun kom løbende mod mig og Minho. Hun slog sin håndflade mod os, men standsede den en halv meter fra os. Jeg kunne mærke det. Minho gav slip på mig, da et stort vindsus blæste ham langt væk fra mig. Kekirie… Havde evner? Vind. Det gav mig chancen for at løbe over til Jonghyun, før Minho kom på benene igen, som han hurtigt gjorde.

”Jjong!” sagde jeg da jeg satte mig hos ham og holdt han hoved lidt hævet. ”Det skal nok gå.” Det kom frem som en hvisken fra min mund, da jeg lagde en hånd på hans kind. Jeg var bange. Agma grinede ondt. Hjælp, Gud.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...