Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5567Visninger
AA

19. Oliver - When the earth shaks

Ja, det går lige an..

 

Something can´t be chanced.. They just can´t, you need to live with it.

Jeg løb efter Jennifer, faldt ned af trappen. Jeg havde kun lige nået at få revet mine bukser på. Min puls hamrede afsted. Selvom min kondi var perfekt, mine muskler veltrænet. Blev adrelinen for meget. Jennifer smækkede døren. Jeg fik den direkte i hovedet.

Heldigvis ramte den ikke min næse.. Jeg havde brækket den før, og det skulle ikke ske igen. Der kom simpelthen for meget blod.

"Jennifer.." Sukkede jeg dybt, i nat havde været perfekt. Den nat ville jeg aldrig glemme. Aldrig nogensinde.

Den ville brænde sig fat i min sjæl, som et stempel. "Not good enught"

Så hvorfor prøve? Alligevel satte jeg efter hende, ligeså lange mine ben var, fløj jeg over græsset.

Hvorfor gjorde jeg mig så umage overfor en kvinde, som ikke brød sig om mig?

En flok drenge strimles om hende.

Min Jennifer..

"Andreas, skrid. Hende der er optaget!" Jeg snerrede af Andreas.

"Hvad ved du om der?" Andreas arm som lå om Jennifer irriterede mig. Det burde være mig, der sad der, ikke ham.

"Mere end dig." Jeg tog et skridt frem mod ham.

"Oliver, hold op.." Jennifers stemme var kun en hæs mumlen. Andreas klæmte(?) hendes hånd, som han holdte med den anden hånd.

"Du hørte hende, Oliver. Gå hjem og se film med en hånd." Andreas smilede hånene(?) til mig.

"Skred Andreas, ellers skal jeg personligt tvære dig ud, så du skal skrabes op." Jeg skar tænder af ham.

Andreas rejste sig og bankede sin brystkasse imod min. "Skal det komme an på en prøve?" Han smilede til mig.

Jeg målte mine chancer for at tæve ham og selv slippe godt fra det... Well, vi var omkring lige høje, han var kraftigere bygget end jeg. Mere muskuløs... Selvom jeg var sikker på at det skyldtes steroider.

Men hvad helvede, hvis han vare brækede et par ting var det ligemeget for mig.

"Du kommer til at be om nåde, Andreas.." Normalt var jeg ikke den voldelige type, men hvis det slog mig, var jeg..

Så svingede jeg ham en. Min knyttede hånd ramte perfekt på hans kindben.

Men jeg fik den tilbage samme sted. Jeg bakkede væk fra ham og afprøvede min kæbe. Jo, den virkede. Men en ting havde jeg fået bekræftet.

Ingen steorider.

Jeg gav ham et knæ i maven, han bukkede sammen. Jeg greb hans kranie, samtidig med at jeg af alle mine kræfter fik knalet mit knæ mod Andreas kranie.

Han tumlede tilbage og blev grebet af hans slæng, de andre drenge.

"Oliver, stop!" Jennifer havde rejst sig, det var tydeligt at hun var rasende..

"Det er dig, der skal stoppe Jennifer! Du lægger op til alt, men du vil ikke andet end venner!" Jeg stampede i jorden. "Du har ændret mig!! Og hvorfor? For ingenting!! Du udnytter mig!!" Jeg vendte mig om og gik et par skridt inden jeg vendte mig om og afsluttede det hele. "Uhh, og Jennifer. Du er lige blevet en ven fattigere."

Så gik jeg tilbage mod mit hus og en lamslået mor, som havde set det hele.

"Hvad sagde jeg, Oliver! Du er ikke god nok!" Andreas råbte af mig, men jeg ignorede ham.

Jeg kunne ikke lede mine tanker væk fra det.

Just not good enught for her...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...