Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5571Visninger
AA

10. Jennifer: ....

Jeg sad stille imens jeg kiggede på de voksende spiller, de var gode det må jeg sige. Men jeg var helt sikker bedre, det havde altid fået mig til at tro jeg virkelig duede til fodbold og det bare ikke var endnu en drøm der skulle ødelægges. Jeg kunne tydelig mærke Olivers blik ligge på mig, jeg prøvede forgæves at ignorer det så godt jeg kunne dog uden nytte, det lykkes virkelig ikke. Jeg kunne tydelig mærke noget på mine læber der var så fantastisk et fantastisk sus fløj igennem hele min krop imens jeg stille åbnede mine øjne og kiggede på Oliver der stille kysset mig så intens at det nærmest ville gøre ondt hvis det bare var en drøm. Jeg begyndte stille og rolig at kysse med, jo mere blev jeg revet med jeg glemte alle mine problemer imens jeg bare nød øjeblikket.

Jeg blev hurtig revet ind mod hans bryst imens han kiggede på mig imens vi lod vores læber stilles ad for at få noget luft imens vi bare kiggede hinanden intenst i øjne. ”Jennifer, ved du hvor smuk du er” smilede han flovt imens han kiggede ud mod banen, sikkert i håb om jeg ikke hørte det. Men det var lige det jeg gjorde, jeg havde hørt hvert et ord, hvert en følelse han havde lagt i det. ”Nej, men det betyder meget når du siger det” smilede jeg stort og lod mit blik glide ud over banen da der var noget der fangede min opmærksomhed, der var en mand. En mand der så, så bekendt ud. Som en jeg havde mødt, men aldrig havde fået fat på. Fået hans navn, men han havde mit.

 

 

”Jennifer Jessica Love” råbte en mand der begyndte at løbe op mod mig imens jeg tydelig kunne se hadet stormene ud af hans øjne. Hvordan viste han at hele mit navn, med mindre? Nej det kunne jeg ikke selv få mig til at tænke på, tænkt hvis det var den mand min far havde fundet, så havde han lige set det. Set jeg kysset Oliver så inderlig, intenst. Jeg rejste mig fortumlet op imens jeg kiggede panisk ned mod ham der bare kom nærmer og nærmer med hadet lysende ud af hans øjne. Hans øjne der var fyldt med had, had som jeg aldrig havde set før. ”Jennifer hvem er han” halvråbte Oliver forskrækket over min pludselig opførelse. ”ingen” stammet jeg forskrækket imens jeg begyndte at gå op, med fart på. Jeg ville ikke fortælle at jeg var lovet væk, jeg følte noget specielt over ham. Noget specielt over Oliver.   ”Jennifer!” råbte de begge to imens jeg kunne høre at de var begyndt at løbe, løb efter mig. Jeg havde hurtig sat i løb imens tårerne igen pisket ned af mine kinder så det hele begynde at blive mere og mere utydeligt, men jeg ville ikke stoppe ikke nu. Ikke her, jeg fjernede hurtig tårende med mine ene arm, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg faldt så langt jeg var nået, så langt men ikke langt nok. Jeg kunne tydelig mærke smerten der steg op igennem mit ben imens jeg bed mig hårdt i læben for ikke at skrige af smerte.

 

Jeg åbnede stille mine øjne da jeg ikke kunne høre flere der løb. Jeg kiggede lige op på Oliver der sad med et bekymret ansigt imens han hev mig op så jeg sad med ret ryg, jeg kiggede stille igennem mit tårevælden øjne men lande på ”manden” jeg stadige ikke viste navnet på. ”hvad fanden laver du kælling?” råbte han arrigt imens han traskede med truede skridt hen mod mig. ”Intet” stammet jeg imens jeg lod mig bide hårdt i læberne for ikke at skrige af smerte, smerten i benet.   ”Intet, at have tungen ned i hans mund, når du er min” råbte han arrigt igen imens han nærmede sig mig. ”Jeg er ingens” mumlede jeg lavt i håb om jeg ikke fik mere ballade. Jeg kunne tydelig se Olivers forvirret blik imens han nusset mig over håret imens han kiggede på os.

"Oliver, vil du ikke være sød at gå. Jeg vil ikke have du skal være her, her sammen med ham!!" fremstammet jeg kort imens mit blik blev mere og mere sløret af mine tåre, tårende der bare pisket ned af mine kinder. Kinderne der burde være fyldt med makeup så mærket ikke var tydeligt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...