Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5575Visninger
AA

26. Jennifer: Orkanen (Jonna)

Jeg sad med et træt blik, imens jeg tydelig kunne fornemme Mikkels, Austin og Andreas blikke hvile trygt på mig. ”ej helt ærlig, få jer et liv” mumlede jeg surt imens jeg satte mig helt op så jeg rigtig kunne kigge på dem. Mikkel og Austin havde hadet ideen om at Andreas også skulle med, men da Andreas var min bedste ven. Og faktisk er en meget flik fyr, som de andre stadige ikke vil indse. ”Læs nu brevet” sukkede de alle irriteret, eller Mikkel og Austin gjorde. Andreas sad mere og mere stille og prøvede forgæves at være så lydløs som mulig. ”skulle det komme fra dig, din flab” jokkede jeg imens jeg åbnede brevet med rystende hænder. Ikke fordi jeg frøs, eller var bange nej det er bare noget der kommer engang i mellem. ”Okay. Nu læser jeg, så luk arret.” smilede jeg flabet tilbage imens jeg begyndte mig daglig oplæsning for drengen, som jeg var ret sikker på var ved at blive dummer og dummer. Som om det var en kamp om at blive det først.

 

Tiden var gået hurtig sammen med de andre, men det var også tid til at komme hjem. Min familie var blevet meget mere normal, de kunne snakke sammen, grine. Men allermest elsket jeg de ikke snakket om brylluppet der snart ville finde sted. ”mor tak for mad” smilede jeg høfligt imens jeg skubbede stolen ud imens jeg fór op på værelset for at begynde på brevet. Jeg havde så meget at fortælle, for hver dag ophobet der mere og mere information.

”Oliver jeg har så meget at fortælle dig, hver dag der går. Hver dag der går hen mod  brylluppet. Jeg håber virkelig at du kan komme, det er ikke det sammen uden dig ved min side. Dig der har fået mig rode ud i alt mulig lort, som jeg alligevel elsket. Det får mig til at føle mig som gamle dage. De dage jeg ikke kunne holdes i snor. Og tro mig, det var for vildt. At savne  dig er altså ikke sundt for mig. Og ikke når min dommedag snart er nær. Du skal bare vide du betyder rigtig meget for mig. Du ved godt at de drengevenner er blevet ekstremt dumme efter du forlod dem, jeg vil gætte på du havde hjerne i jeres venskab, og udseendet.

Kærligs din Jennifer. Men det ved du.<3”

Ps. Jeg skriver ikke mere da jeg har en ekstrem trippen bedste ven der bare ikke kan side stille, men navnet vil du nok ikke vide så det undvære jeg. Hvis du kommer til mit bryllup er der her en invitation til det. Buhaha

Invitationen:

"kære Oliver Soldier

Vi vil gerne invitere dig til vores bryllup hvor vi vil sige "ja" til hinanden. Det vil glæde os meget hvis du gad komme til det. Der vil være en speciel plads til dig, sådan hvis du kommer er vi sikker på at du har et sted at side.  efter vores vielse, vil vi tage hen til "Jordan vej 11", hvor vi vil fejre det"

 

De kærligeste hilsner Christian og Jennifer"

 

Jeg lukket stille mine øjne. Men det lykkes dog ekstremt dårlig. Jeg hørte hurtig nogle sten der landet perfekt på mit vindue, og snart smadre det. Og hvis jeg ikke var helt forkert på den, var det Andreas der ikke havde andet at tage sig til. Jeg traskede med trætte øjne hen mod vinduet imens jeg åbnede det, men det skulle jeg så ikke have gjort. Så dum som Andreas er, kaster han stadige sten mod vinduet men det går så ud over mig. ”Andreas, din and! Hvad er der?” sukkede jeg lydløs imens jeg fyret et greb ned af vinduet så han kunne komme op.

”Andreas, hvad er der?” sukkede jeg træt imens jeg kastet mig ned i sengen imens han fandt kontorstolen og trillede over mod sengen. ”Jeg kedet mig” brokkede han surt imens han lod sit fjollede smil komme til sig til gode. ”og derfor går det ud over mig?” smilede jeg drillende imens jeg kastet mig ovenpå ham. Jeg lagde alt kraft jeg havde i mig for det gjorde bare en lille smule ondt. Men intet lykkes, han var hård som sten.

 

”Idiot!” halv mumlede jeg irriteret imens jeg kiggede med et opgivende blik på ham. ”jeg ved du holder af mig, din tøs.” grinede han igen imens han kastede sig over mig så jeg faldt så langt jeg var, lige ned på gulvet. Great. "Andreas, skal vi ikke gå ned til de andre?" sukkede jeg irriteret da det kom en ekstrem pinlig tavshed mellem os. Han nikkede kort imens han rev mig op og lod mig gå først. Sikke en mand, men jeg havde på fornemmelse at det kun var fordi han ikke viste hvordan man kom der ned. Og det ville være ekstremt pinligt for ham at træde ned alene.  Vi traskede med høje trin ned af trappen da den larmede, og vi havde så fundet ud af hvem der kunne larme mest. Og det var jo Andreas, den store and. "Andreas. Du er dum, du er jo meget tunger ind mig, så du vinder jo" sukkede jeg irriteret, men det varet ikke lang tid inden jeg lå på Andreas skulder og var på vej ned. "Jeg brækker mig skuda, hvis du ikke sætter mig ned" grinede jeg imens vi bevægede os ned mod stuen hvor de alle sammen havde rette deres opmærksomhed på os. De alle viste han bare var en ven, så de havde intet problem med det. Så han kunne komme når han ville, da Christian ikke følte jeg truede af ham som han gjorde af Oliver.

 

"sæt jer. Tv avisen kommer snart" sukkede Christian surt imens han kiggede på os. Vi nikkede bare imens vi satte os i en af de to sofaer vi havdet imens nyhederen begyndt. "Der er en voldsom orkan i det nordlige Afrika. Den er en voldsom en, en man ikke har set i mange årtier. Der vil snart blive sendt nogle redningsmænd der ned for at hjælpe de tilskade kommenden. Der er nogle fra det Amerikanske millitær der er ved orkanen. Men hvem ved vi ikke endnu" Sagde damen i TV'et med en ligegyldige stemme. "Ej hvor er det syndt for dem der kender dem" mumlede jeg stille imens jeg kiggede med medfølelse for familierne, de bekendte og ikke mindst hvis de havde nogle kæreste. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...