Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5552Visninger
AA

12. Jennifer: Lyset forsvinder stille ind, som den aldrig har været til.

”Oliver… Jeg er lovet væk” hulket jeg højt imens jeg forgæves prøvede at fjerne ham fra manden. Manden der desværre var min kommende mand, jeg ville gøre alt for at slippe fra ham, blive ved Oliver. Jeg følte mig underlig tryg ved hans nærvær, bare at være sammen med ham. Han var unik, hans helt egen. ”Hvad er du?” jeg kunne tydelig høre Olivers rummende ord der bare flød rundt i mit hoved, hoved der var blevet et stort virvar. ”Jeg er givet væk, jeg har intet valg…” fremstammet jeg stille imens jeg ikke selv kunne få mig til at afslutte min sætning, sætningen der rungede hele tiden i mit hoved. Sætning der bed sig fat i min hukommelse, lavede det om det mine værste drømme. Drømmer der var blevet til virkelighed, virkeligheden jeg måtte se i øjne en dag, og dagen var i dag. 

”Hvad skal det betyde” mumlede Oliver mest for sig selv, men højt nok til jeg kunne høre det, høre hans smerte ved hvert et ord han udtalte, nok mest i håb om det ikke ville passe vis han sagde det højt, selv han viste hvad det ville betyde, vi ville splittes af. Selvom vi ikke kendte hinanden var jeg allerede en stor del af hans liv, jeg kunne mærke det ved den måde han udtalte det på, hans smerte der blev min. ”Undskyld Oliver… Jeg ville ikke sige” mere nåede jeg ikke før jeg tydelig kunne mærke smerten stige i min kind imens jeg vendte mig stille om og kiggede på manden der stod med et smørret smil på læben, smilet af sejer.  ”Gider du lige” mumlede jeg irriteret imens jeg kunne mærke smerten sige i mit ben imens det hele sagde knæk og jeg faldt ned på trappen imens jeg skreg af smerte, smerten. Den psykiske, der hurtig blev overvældet af smerten der steg i benet på mig. ”Hvad sagde du kælling?!” råbte han arrigt imens han hev mig op i trøjen. ”du hørte mig. Så sig undskyld til Oliver. Så kan du gøre hvad du vil med mig” mumlede jeg nærmeste lydløst imens jeg lod mine tåre få frit løb igen, og bare lod dem løbe ukontrolleret uden nogle ende. ”Det kan godt lade gå. Men så høre du fandme også efter mig, forstået?!” udpege han med høje ord, høje lyde imens han hev fat om min arm, og bare strammet til.

”Undskyld Oliver” vragede han imens han hev af sted med mig og bare kiggede stift ud i luften imens vi var på vej ned til bilen. Jeg kunne svagt høre Oliver der bare råbte min navn med al den smerte han havde i sig, den smerte som han ikke burde have overfor mig.  Vi nærmede os hurtig bilen, imens jeg kunne se at hans venner var på vej hen mod banen i håb om at få spillet nået fodbold, men jeg ville gætte på at det var et lidt andet syn der ramte dem. En opløst, forvirret Oliver.

Vi kørte ikke i særlig lang tid, men lang tid med en udholdende smerte, en smerte af de havde vundet over mig. Jeg var knækket over, jeg ville ikke mere. Jeg ville bare gerne have det overstået, overstået og lagt det i en kiste jeg ikke ville se i lang tid, lang tid. ”Vi er her. Gå ind!” sagde han stramt imens han holdte foran mit hus, så det kan kun betyde mere skæld ud og måske nogle bank? Men hvem ved, det ved ingen kun når tiden kommer til det?

 

”Hun stod og snavet en dreng, når hun er min!” sagde han arrigt imens han lod sin finger peger over mod mig, imens jeg sad og kiggede med våde øjne ned, i håb om at de ville kunne forstå det, men det var kun det stik modsatte jeg fik. Jeg kiggede bare stift op på min far, jeg havde forgæves prøvede at forsvare mig selv, Oliver. Men det var som om alt liv var suget ud af mig og bare efterlod et kæmpe sort hul en brønd, en brønd jeg forgæves prøvede at komme op af, kravle op af.. Men jo mere jeg prøvede, jo mere vand fyldte brønden, hvert ord. Hvert ord var som tusindvis af tons vand der blev læsset af og ned i brøndene, og stille overtog mit sind, mit lys.  

DAGEN EFTER:  

Jeg sad stille inde i lokalet imens jeg kiggede ud af vinduet med døde øjne, jeg havde aldrig troede den dag ville komme hvor jeg ikke kunne smile, smil med mit hjerte. Hvis der var nogle der spurgte om noget, svarede jeg. Men jeg startet ikke samtalen, jeg holdte ikke samtalen igang, jeg lod min tanker overtage mit sind, mit lys. "Hej Jennifer!" grinede mine venner imens de satte sig rundt om mig og kiggede med store øjne på mig, jeg vendte mig stille om og kiggede med døde øjne på dem, imens jeg mumlede et utydelig "hej" til dem imens jeg vendte min opmærksomhed og ramte Oliver der var på vej ind med hans venner. Hans blik ramte mit, og han kiggede bare med triste øjne på mig imens han blevet hevet væk og  hen mod de populære piger der bare salvet over ham, som nogle der ikke kunne få nogle drenge. Ynkelig var mit eneste ord, mit eneste ord jeg kunne koncentere mig om resten af dagen, dagen der ville blive langt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...