Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5550Visninger
AA

18. Jennifer: Ehm...

Jeg stod sammen med Oliver imens jeg forgæves forsøgte at holde fokus selvom det ikke just virkede sådan, jeg ville ønske jeg ikke havde drukket så forfærdelig meget, jeg kunne ingen gang gå. Men ikke at det gjorde noget, jeg havde Oliver, Oliver. ”i ser ud som et sødt par” smilede Lotte imens hun traskede efter sin mand og kørte derefter. Lige da hun havde sagt det gik det hele op for mig, jeg stod og holdte om en anden. En fyr jeg inderlig ønsket jeg havde mødt før, før alt det med min kommende mand. ”Oliver, jeg vil ned nu” mumlede jeg søvnig inden alt blev utydelig, og derefter landet jeg så yndefuldt ned på jorden imens jeg kunne mærke kvalmen komme styrtende op og inde længe havde jeg det på min kjole som ellers havde været så flot for to sekunder siden. ”Jennifer. Kom” grinede Oliver hæst imens han prøvede at få balancen imens han hev mig op og stå inden han tog mig med ind. For håbeligt så jeg kunne få noget andet tøj på, et bad hvis jeg kunne holde mig vågne indtil da. ”Kom vi finder noget tøj til dig Jen” smilede Oliver kærligt imens han hev mig op og ligge i hans arme inden han begyndte at traske med mig ind mod hans værelse som jeg ingen ide om hvor var.

 

 

Jeg kunne tydelig se at vi var havnet inde på et drengeværelse som det tydelig udstrålet. Jeg havde fået det lidt bedre, jeg kunne i hvert fald se at der hang fodbold plakater, men hvem kunne jeg ikke sætte min finger på lige nu, lige her? Jeg kunne tydelig høre Oliver rumle inde i hans skab imens han bandet sindssyg meget, men det var ekstremt sødt, alt var sødt ved ham. ”her” smilede Oliver imens han dumpet ned i sengen imens han smilende kiggede på mig, jeg orkede virkelig ikke at gå nogle steder og jeg ville sandsynligvis også falde, så jeg bestemte mig for at skifte her og nu. Jeg rev hurtig min gennemblødte kjole af imens jeg kunne fornemme et blik der ikke var til at tage fejl af, det kun være Olivers blik. Jeg fik hurtig den T-shirt han havde givet mig på imens jeg vendte mig om, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg faldt ligeså langt som jeg var, det vil altså sige. Jeg faldt bare ned imens jeg kunne fornemme brækfornemmelsen stige op og hvis jeg ikke gættet rigtig ville det ud nu, og her. ”WC” halvråbte jeg panisk imens jeg holdt om min hals imens jeg kunne fornemme Oliver springe op og styrte hen mod mig. ”Kom” smilede han febrilsk imens han bar mig hen og gik ind på wc’et og lod mig brække mig, lækkert nej! Og så foran ham, hyggelig...

 

 

Jeg var hurtig kommet mig over min lille druktur, kan vi vel godt sige. Eller det troede jeg.  Det eneste der fór igennem mit hoved, kan vi godt sige ikke var verdens reneste tanker, retter sagt det drenge kender rimelig godt. ”Oliver!” hvinede jeg smilende imens jeg fór op til ham imens jeg ovefaldet ham. Jeg kunne svagt mærke han prøvede at bevare roen inden vi begge gjorde noget dumt.  

DAGEN EFTER:

 

Jeg vågnede stille imens jeg kunne mærke en voldsom dunkende hovedpine der bare skreg fucking tømmermænd, og så nu. Jeg kiggede mig forvirret rundt da jeg fuldstændig havde glemt hvad jeg havde lavet, om jeg havde lavet noget dumt. Som jeg inderlig håbede jeg ikke havde gjort, for så var jeg på spanden. ”Oliver” mumlede jeg lavt imens jeg forgæves prøvede at huske noget, bar en lille brøkdel. Og der slóg det mig, jeg havde ikke gjort det. Sig jeg ikke har gjort det jeg tro.

Jeg kiggede panisk ned af mig imens jeg stille kan mærke tårende der stille piblet ud af mine øjne. Jeg vendte stille min opmærksomhed mod døren imens jeg kunne høre døren stille åbnede sig, ej gud hvis det er hans mor, hans far. Hvad gør jeg dog, please lad det være vinden, vinden der er stærk og kan åbnede en lukket dør.

”Oliver jeg er hjemme” smilede hans mor, men vi kan godt sige hendes ansigt ændret sig rimelig hurtig og blev til et forvirret et. Jeg skubbede blidt til Oliver imens jeg kiggede flovt ned, men sådan skulle det ikke gå jeg blev hevet ned og ligge imens han stille begyndte at rykke på sig selv. ”Oliver din mor står i døren” mumlede jeg flovt imens jeg kunne fornemme han havde spærret sine øjne op og kigge på hans mor der stod i døren, dog stadige med et forvirret ansigt. ”Hej mor, det er Jennifer. Hende du ved” mumlede Oliver for første gang flov imens han kiggede på hans mor. ”Hende, tag tøj på” smilede hun moderligt imens hun stille lukket døren. ”Oliver hvad lavet vi” smilede jeg usikkert imens jeg rejste mig op og fandt mit tøj og tog det på, eller jeg lånte Olivers T-shirt da mit tøj var beskidt.

 

 

”Er du færdig” mumlede jeg stille imens jeg lod mig kigge mig selv i spejlet i håb om jeg ikke så forfærdelig ud. Men sådan skulle det ikke være, jeg lignede et grim ulv. ”Jep. Kan du slet ikke huske det” smilede han usikkert imens jeg forvirret rystede på hoved da det hele var et stort virvar i mit hoved. Men jeg havde en anelse, en grum anelse. ”Vi du ved hvad” smilede han stort imens han rejste sig og gik hen mod døren imens jeg stadige kunne fornemme hans store smil, men hvorfor ved jeg ikke. ”NejNejNej” jamret jeg imens jeg valket usikkert tilbage mod sengen imens alt kørte rundt i hoved på mig. ”Hvad?” mumlede han forvirret imens han satte sig ned i sengen sammen med mig imens han kiggede afventende på mig. ”Jeg bliver sku da dræbt hvis de finder ud af det. Jeg er så dø, undskyld, undskyld, undskyld. Vi skulle aldrig ha’ snakket” halvråbte jeg panisk, febrilsk. ”Rolig søde” prøvede Oliver at sige, men jeg kunne tydelig fornemme hans febrilske stemme, der så godt den kunne prøvede at lyde rolig. ”NEJ!” råbte jeg denne gang imens jeg fandt alle mine ting imens tårende trillede ned af mine kinder imens jeg forgæves prøvede at fjerne dem, fjerne min svaghed. Svagheden der bar blev støre og støre for Oliver.

 

”Undskyld” mimede jeg stille imens jeg åbnede døren og lod mig selv styrte ud af døren og søgte mod parken. Parken der altid er nogle kærestepar i, men jeg  var ligeglad. Jeg skulle tænke og det var nu. "Hej" smilede nogle drenge imens de satte sig ved siden af mig, jeg smilede bare kort og nikkede en enkel gang.

"Hvad hedder du" smilede den ene imens de kiggede med store øjne på mig, "Jennifer, jer?"

 

Tilfreds med mit lange kapitel nu? :D

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...