Os to forevigt? (Færdig)

Oliver er ren dansker, dog er han altid lidt brunere. Jennifer er andengenerations udenlæning, imod hende vilje er hun blevet lovet væk.
Oliver spiller fodbold i den lokale fodboldsklub sammen med sine 2 venner, Mikkel og Austin. Det er et af Jennifers højeste ønsker at begynde til fodbold, men hendes far mener at det er en drenge sport, derfor er han ikke nem at overtale til det. Så Jennifer starter til det uden faderen ved noget. Men Jennifer' og Olivers hold træner samtidig.
Oliver får et crush på Jennifer, men har Jennifer mere end venne-følelser for Oliver?

4Likes
43Kommentarer
5544Visninger
AA

34. Jennifer: Brylluppet #3

Jeg lod stille mine silkebløde læber ramme Christian imens jeg lukkede stramt mine øjne imens jeg tydelig kunne høre de andres gips, men jeg viste dog ikke hvorfor.Jeg kunne svagt høre døren blev åbnet og smadret i. Jeg åbnede hurtig mine øjne imens jeg satte mine hænder på hans bryst imens jeg skubbet ham væk.

Jeg kiggede med store øjne hen mod væggen imens mit blik landet på en mand i uniform imens han så, så kold ud, men så bekendt. ”Oliver, er det dig?” smilede jeg stille imens jeg skubbede Christian væk, men så let lykkes det dog ikke. Jeg kunne tydelig se vreden stige op i hans ellers sandfarvede kinder. ”Christian stop lige” sukkede jeg stille og lydløs. Jeg skubbede hårdere til ham, ind der egentlig var meningen jeg ville bare gerne hen og rigtig mærke at det var Oliver og ikke en eller anden syg drøm jeg ville vågne fra om lidt. ”Oliver er det dig” smilede jeg stille imens jeg traskede raske skridt hen mod ham, jeg lagde min hånd forsigtig på hans beskidte uniform.

”Hej Jennifer” smilede han skævt, hans unikke ansigt kunne man ikke tage fejl af, han var perfekt på alle mulige tænkelige måde og jeg var det stikmodsatte. ”hej Oliver” smilede jeg stort imens jeg kunne fornemme de fleste forfærdelige blikke der sikkert blev sent til mig og ikke mindst Oliver, men egentlig var jeg røv ligeglad med hvad deres meninger var. Det er jo ikke dem der ikke har set en de holder af i flere måneden.

”Oliver, jeg tro der er nogle der vil elske at sige hej til deres ven” smilede jeg stille og uskyldig imens jeg stille tog hans varme hånd og gik med stille skridt ned mod mine venner og ikke mindst Olivers venner.  Jeg kunne tydelig, og stærk fornemme deres hvisken der bare blev støre og støre for hvert skridt jeg tog, hvert skridt jeg tog med Olivers hånd. Måske var det forkert af mig, forkert at holde en anden drenge i hånden når jeg lige var blevet gift, gift med Christian.

 

”se her er der nogle der har savnet deres kloge hoved. Deres iværksætter” jokkede jeg stille imens jeg kiggede med et glimt i øjne hen på dem imens de satte deres trutmund frem og bare mumlede noget utydeligt imens de rejste sig op og smilede derefter til Oliver. ”vi ses Oliver” hviskede jeg stille ved hans øre imens jeg gav et kindkys til ham inden jeg ville forlade ham og gå hen til Christian og være hans ”elsket” kone.

 

Jeg smilede stille op til Christian imens jeg holdte om ham imens vi var på vej ud mod vores bil. Jeg var lige kommet ind i bilenen imens jeg kiggede ud af vinduet. "søde, jeg ved du ærligt ikke vil være min kone. Men heller Olivers kæreste. Det er også forståeligt han er en ung flot fyr" sukkede han stille imen han kørte af sted mod festen som vil blive holdt på et fint overdåetig hotel hvor vi havde lejet nogle enkle værelser til dem der kom langvejs fra. Som Oliver, eller alle de fornemme folk der var med til brylluppet."christian, jeg ved det egentlig ikke. Jeg ved det ikke, det er som om der er noget der ikke går mig på, når det angår Oliver" mumlede jeg nærmest lydløs men tydelig nok til Christian kunne høre det. Men han tog det ikke op og det var jeg inderlig glad for han ikke gjorde.

 

Jeg kunne stille se hotellet komme nærmer og nærmer imens følelsen af det her var forkert følte med. "jenny, her er vi" smilede Christian imens han drejede ind og holdte så fint stille. "jennifer" retter jeg ham imens jeg åbnede døren og steg ud. Jeg hadet virkelig denne kjole den var så upraktisk, og farven var så koldt.

 

Jeg sad stille inde ved festen, far'dansen, talen, brude'dansen havde vi gjort. Så lige nu var jeg bare mig selv, uden at skulle tænke på noget som helst. "jennifer kan vi snakke?" smilede Oliver skævt imens han tog min hånd og bare gik ud sammen med mig, ud i den sommerlige verj. "oliver hvad er der?" grinede jeg skævt imens jeg kiggede på ham, hans markante kindben som var blevet mere markante. Mere ind jeg troede. "jennifer, der er noger jeg bliver nød til at sige inde jeg rejser igen. Jennifer jeg..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...