Jumping, Dancing, Tumbling, Loving 2: Only One

De Olympiske Lege nærmer sig. Det er den eneste chance Wataru og Rin har for, at se hinanden igen. Hvad gør man så, når Wataru er gået tilbage til sin bande sammen med Ryosuke? Hvad gør man, når han har opgivet Tumbling og De Olympiske Lege? Meget simpelt; man lader Hannah banke noget fornuft ind i hovedet på ham.

126Likes
284Kommentarer
8587Visninger
AA

3. Banden

Hannah P.O.V.

 

Karorin havde endelig skrevet til mig! Det var ikke noget særligt hun skrev, men det var da bedre end ingenting. Idet mindste havde hun da svaret mig. Jeg havde heller ikke regnet med, at hun ville blive så begejstret for, at Wataru var taget tilbage til bandelivet med Ryosuke. Kiyama var alene igen, og tumblingholdet var kun de fem personer, de var fra starten af; Yuta, Satoshi, Mizusawa, Kaneko og Hino.

Vinteren var faldet over Japan, og sneen lå på vejen, gaderne og i skolegården. Træerne sov, ligesom alle andre ting i naturen. Her var så stille og roligt, alt for stille og alt for roligt. Jeg hadede stilhed, der skulle ske noget! Jeg kunne ikke engang sidde oppe i mit træ nu da bladene var væk! Folk ville jo kunne se mig tydeligt.

”Hannah, kom nu! Vi kommer for sent!” råbte Mari til mig. Jeg så over på hende, uden at sige noget. Jeg så da rundt omkring os i skolegården, imens mit blik søgte efter den rødhårede. Jeg pakkede Rins brev ned i min lomme igen.

”De er her ikke igen i dag, er de?” spurgte jeg lavt og koldt. Mari sukkede dybt og rystede på hovedet.

”Helt sikkert ikke. De er åbenbart ligeglade med deres uddannelse og tumblingen,” sagde hun og lagde sine arme over kors. Endnu vigtigere; var Wataru ligeglad med Rin? Hvis han ikke kom til De Olympiske Lege, så ville han aldrig være i stand til, at se hende igen.

Aldrig.

”Hannah, kommer du?” spurgte Mari igen. Jeg så på hende og smilede svagt og rystede på hovedet. Jeg bakkede lidt væk fra hende, mod udgangen af skolegården.

”Jeg glemte noget, jeg kommer lige straks!” råbte jeg, og begyndte at løbe. Mari så efter mig med et mistænksomt blik, men trak så på skuldrene, go gik til time. Jeg ville helt sikkert ikke lade Wataru blive bandeleder igen! Hvor kunne han dog!

 

”Wataru,” sagde Ryosuke, der lige var trådt ind i bygningen med et metalbat over skulderen. Battet havde en tydelig, rød farve efter blod. Ryosuke smed battet på jorden, så det gav en klang i den forladte lagerbygning. Solen skinnede knapt nok ind af vinduerne, da brædderne holdt al lyset ude, samtidig med at nysgerrige blikke ikke kunne kigge ind. Lamperne bestod af nogle elpærer, ikke andet.

Ved siden af Ryosuke stod to andre, den ene var Nippori. De nærmest smed to bandemedlemmer fra en anden bande, hen foran flokken af mennesker, der stod nogle meter fra dem. I midten af den flok, stod den rødhårede. Wataru Azuma. Deres bandeleder af en bande, der nu var endnu større, og endnu mere berygtet end før.

Alle var bange for dem, og deres bande var tydeligvis blevet for vigtig til, at de gad komme i skole. Det værste var, at Wataru var blevet endnu mere voldelig, end han plejede at være. Han var ikke bare lige sådan til at snakke med.

Alligevel skræmte han mig ikke.

”Nogen problemer?” spurgte han og så på Ryosuke der smilede skævt tilbage.

”Ingen problemer, Wataru,” svarede han. Wataru smilede tilfreds og gik over til de to, nu bevidstløse, andre bandemedlemmer. Han skubbede til deres hoveder med sin fod, men der var ingen reaktion. De var helt væk.

”HVEM DER?!” udbrød et af bandemedlemmerne, da de så, at jeg kom gående. Jeg var frygtløs, når det kom til Wataru og Ryosuke. De kunne ikke gøre mig noget. De turde ikke gøre mig noget. De vidste godt, hvad jeg var i stand til, og det var det, de frygtede.

Jeg kunne kontakte Rin.

”Hvad vil du os, Hannah?” spurgte Ryosuke. Ham ignorerede jeg, og gik direkte over foran Wataru. Banden kiggede på mig meget nøje. De holdt øje med mig. Jeg måtte jo ikke gøre deres elskede bandeleder noget.

”Medmindre du helt har glemt Rin, så burde du virkelig tage dig sammen, Wataru,” sagde jeg koldt. ”Du bliver nødt til, at komme med til De Olympiske Lege.”

Banden begyndte straks at grine højlydt af det, jeg havde at sige.

”De Olypiske Lege? Mener hun det der gymnastik, du gik til, Wataru?!” udbrød et af medlemmerne af grin. Wataru så koldt på mig.

”Vil du måske ikke se hende igen, Wataru?” spurgte jeg.

”Jeg tror ikke, du forstår mig, Hannah,” sagde han og vendte sig om. Han stillede sig over til resten af sin bande og så ondt på mig.

”Jeg har ikke tænkt mig, at tage tilbage til Rin, lige meget hvad du har, at fortælle mig,” sagde han koldt. Han smilede ondt til mig, og forsvandt længere ind i lagerbygningen. Jeg knyttede mine hænder. Han gad ikke høre på, hvad jeg havde at sige. Ryosuke gad heller ikke, han fulgte bare efter Wataru, og de forsvandt ind i det endeløse mørke.

De ville snart ikke være til at nå.

Elskede de slet ikke Rin længere?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...