Iqbal Farooq og den forsvundne turban

Iqbals far har mistet sin røde turban, og det haster med at finde den! Hans søster Fatwa kommer på besøg, og hun bliver meget skuffet, hvis han ikke har sin turban på. Iqbal og hans bror må straks starte eftersøgningen, og det bliver ikke kedeligt...

4Likes
5Kommentarer
3432Visninger
AA

1. Iqbal Farooq og den forsvundne turban

- Iqbal, Iqbal Farooq.

Jeg troede stadig, at jeg drømte, men det var vist ingen drøm.

Jeg åbnede øjnene en lille smule og så fars fede fjæs lige over mit hoved. Han smilede anstrengt, da jeg gryntede lidt.

- Øh, er du vågen, Iqbal?

-  Ja, for der er en flodhest, der lige har råbt mig ind i hovedet. Manner, hvad sker der lige for dig, far?

- Åh, Iqbal min ældste søn. Min egen øjne sten, der er sket noget frygteligt. Jeg fløj op og blev lysvågen på mindre end et sekund.

- Øh, hvad er der sket, far? Hvor brænder det, hvem er kørt ned? Er onkel Rafiq kommet i spjældet?

- Nej, men gid Rafiq, den lede lille nar sad i fængsel, så var vi fri for ham. Han kom forbi for at låne badet, og svinet stod ude i badet i en time, svarede far tvært.

- Jamen, hvad er der så sket, far?

- Åh, ja, ulykken, den havde jeg næsten helt glemt. Min turban, Iqbal. Min gode gamle indiske turban er blevet væk, og jeg kan slet ikke finde den.

- Shit mand, det er sguda mega nedtur, hvis du ikke kan finde den. Har du kigget oppe i det store skab ude i gangen?

- Ja, det kan du tro, og både mor og Tariq har hjulpet med at lede, og vi kan slet ikke finde den.

Fars indiske turban bliver kun taget frem, når hans storesøster, tante Fatwa, kommer og besøger os fra Indien. Hun forlanger, at far har sin indiske turban på, når hun skal hentes i lufthavnen. Og i dag klokken 17.00 lander flyet fra Jajalabad Airlines med tante Fatwa ombord i Kastrup Lufthavn. Og tante Fatwa, hende skal man på ingen måder gøre vred.

- Hey, vent lige, far, det kan jo være, at der er nogen fra opgangen, der har været forbi og lånt den, uden at vi har opdaget det.

- Jamen, det er jo herligt, Iqbal, og hvem tror du, det kan være? spurgte far glad og lettet.

- Øh, tja, det ved jeg jo ikke, og heller ikke hvorfor nogen vil låne en turban?

- Jamen det går altså ikke. Fatwa slår mig ihjel, og du bliver faderløs. Åh, hvad skal jeg dog gøre?

- Jamen, hvis der er en fra opgangen, der har lånt den, så kan vi jo bare spørge dem, øh tror jeg nok.

- Så er jeg jo reddet, åh hvor dejligt. Iqbal, du må ned og spørge alle i opgangen, og tag din lillebror med, så kommer du heller ikke galt af sted, sagde han og gik ud af værelset.

Jeg skyndte mig i tøjet og fik fat på Tariq, som var i gang med at gennemsøge køkkenskabene for at finde fars turban.

- Hey Iqbal, har du set fars turban?

- No problemos, Tariq, for der er en eller anden i opgangen, der har lånt den. Vi skal bare lige tjekke op på, hvem der har den. Og så tror jeg altså ikke, at du skal regne med at finde den inde i køkkenskabet i en gryde.

- Skide sjovt, din sindssyge kamel, svarede Tariq og fløj ud mod hoveddøren. Vi løb ud af døren og ud på trappen.

Vi bankede først på inde hos vores nabo Ali, som også er fars ven. Det var Alis søn Kassem, der lukkede op.

- Hey hvad så der mine junglebrødre, hvad sker der lige for jer dér i jeres hoveder, spørger jeg sgu lige om dér?

- Hey hvad så Kassem, din syge kamel, er din far hjemme, eller hvad sker der lige for dig der?

- Slap lige helt af Iqbal, gu er han sguda hjemme mand. Ali kom til syne bag Kassem, og han blev rigtig glad da han så os.

- Åh mina nabo, hvordan det går med jer og hvad I lava her, lige nu?

- Hey Ali, det er far, der har sendt os, for vi kan ikke finde hans turban og der er vist én eller anden i opgangen, der har lånt den, sagde jeg.

- Åh, jag forstå. Jeres tante Fatwa komma fra India, ikka også? Og nu I ikka finda den der den turbana.

- Oj, mand, så er I edermanme på big time skideren, indskød Kassem. Det er sguda hende, der plejer at gå amok der, mand.

- Monster svine meget, svarede Tariq.

- Naj, desværra, jeg har den ikka den der den turbana, men I spørga ham der den Hr. Wibrandt. Han har moske lånt den, sagde Ali og lukkede døren. Vi kunne høre Kassem bag den lukkede dør, hvor han gentog, at vi var på skideren. Vi kiggede på hinanden og sukkede, inden vi løb ned af trapperne, til vi stod foran Hr. Wibrandts dør.

- Du banker på, Tariq.

- No way Iqbal, det gør du. Jeg stod længe og kiggede på døren og bankede så forsigtigt på. Vi stod længe og ventede, uden at der skete noget.

- Kom lad os skride Iqbal, han er nok ikke hjemme, hviskede Tariq.

- God ide, fik jeg lige hvisket tilbage, da døren blev revet op.

- Hvad fanden sker der lige her, om jeg lige må spørge? Står I to små slyngler og pønser på et raskt lille indbrud hos en stakkels gammel pensionist? råbte Hr. Wibrandt, mens spyttet stod ud til alle sider, samtidig med at han truede med en kæmpe kølle i den ene hånd.

- Nej, nej, Hr. Wibrandt. Iqbal vil altså bare lige spørge om noget.

- Øh, mig, øh, jamen, øh.

- Så spyt dog ud, knægt. Vor herrebevares, næ dengang jeg var soldat, dengang kunne vi sgu få munden på geled, men i dag er ungdommen en flok ynkelige slapsvanse og hundehoveder. Nå, bliver det så til noget, knægt?

- Øh, jo, det er altså sådan, at vores far ikke kan finde sin turban, og tante Fatwa kommer jo på besøg, og så tænkte vi, at det kunne være, at du måske havde lånt turbanen. Og turbanen er jo sådan en slags indisk hovedbeklædning, ikk, hviskede jeg til sidst.

Der blev helt stille, og Hr. Wibrandt stod bare og kiggede målløst på os med åben mund.

- Åh, nej, nu flipper han sgu, hviskede Tariq.

- Hvad fanden mener I lige med, om jeg har lånt den der skide pakistanske hat? Jeg er sguda dansker for helvede. Vi går fandeme ikke rundt med sådan nogle afghanske gedehyrde hatte for fanden da.

- Jamen, det er ikke en pakistansk eller en afghansk hat, men indisk hovedbeklæ…, mere fik jeg ikke sagt for Hr. Wibrandt råbte bare videre.

- Nu skal jeg den ondelynme lige sige jer to festaber nogle ting. Her i landet går vi sgu ikke med underlige hatte og slet ikke sådanne nogle tyrkiske… Nu var det Tariqs tur til at afbryde Hr. Wibrandt.

- Jamen, Dronningen går da rundt med hat.

- Øh, hvarba, øh, Dronningen. Hr. Wibrandt stod helt stille og gjorde honnør, men blev så pludselig ildrød i hovedet og råbte nogle underlige lyde, som hverken Tarig eller jeg kunne forstå.

- Harmufierumisfu, for helevede og så smækkede han døren lige i hovedet på os.

- Du Iqbal, jeg tror altså ikke, at han har turbanen, og er du sikker på, at du alligevel ikke kan huske, hvem der har lånt den?

- Det kan jeg overhovedet ikke huske Tariq, men lad os tjekke Mr. Katanga nede i stuen. Han er jo fra Afrika, og de bruger garanteret også turbaner nede på sletten, der hvor han kommer fra.

- Det hedder ikke sletten, men savannen, din kamel og fed ide med Mr. Katanga, det er sikkert ham, der har den.

Vi løb videre ned af trappen og helt ned til Mr. Katangas dør. Jeg bankede hårdt på døren, for Mr. Katanga plejer altid at sove længe. Han arbejder nemlig om natten ude på Christiania, hvor han sælger shit, som han kalder det.

- Hmm, han er nok ikke hjemme.

- Prøv igen, Iqbal og bank på hårdere på denne gang og ikke et sådan et kylling bank.

- Luk lige, Tariq, som om du kan gøre det bedre, din lille myre. Tariq vendte sig om mod døren og gav den et ordentligt los, så det rungede i hele opgangen.

- Fuck mand, du smadrer sgu døren.

- Se, det var sgu et herrelos, grinede Tariq. Døren gik pludselig op, og Mr. Katanga stod i sine underhylere og gned søvnen ud med den ene hånd og kløede sig i røven med den anden.

- Hey Maan, hvad laver I maan. I vækker mig sgu tidlig maan, sagde Mr. Katanga og begyndte at gabe.

- Hey Katanga, øh eller jeg mener godmorgen Mr. Katanga. Du har vel ikke tilfældigvis lånt fars indiske turban? spurgte jeg. - Hey Iqbal maan, jeg går med rasta hat og ikke indian turban maan. Du skal huske, at jeg er Mr. Afrika maan – you know, der hvor vi har løver og elefanter maan og ikke små søde kaniner vel.

- Jamen, det kunne jo godt være, at du alligevel havde lånt fars turban, for der er vist nogen, der har lånt den.

- Come on maan Tariq, hvad vil folk ikke sige, hvis jeg kom i indian turban maan. De vil sige: Hey der er indian maan og ikke Afrika maan. See you kids, sagde Mr. Katanga og  tændte en af sine hjemmerullede smøger og pustede røg ud af munden, inden han lukkede døren, mens han begyndte at synge.

Vi stod og kiggede på hinanden, inden vi gik nedtrykte op til far, som sad inde i stuen og ventede med glæde på, at vi kom tilbage med hans turban. Mor var også kommet hjem og var ved at gøre sig klar til at hente tante Fatwa i lufthavnen.

- Åh, der er I, mine to dejlige drenge, det var godt I kom, for vi skal køre om lidt. Og turbanen, fik I den?

- Øh, næ ikke helt, for hverken Ali, Hr. Wibrandt eller Mr. Katanga havde den.

- HVAD? Iqbal, det går jo ikke. Åh, nu bliver jeg altså svimmel, åh det går altså bare ikke og hvad med Fatwa? Hun slår mig jo ihjel, stønnede far.

- Åh, der er I drenge. Kom vi skal køre nu og hente jeres tante i lufthavnen, sagde mor, der var kommet ind i stuen.

- Jamen, jeg tager i hvert fald ikke med, forsatte far og stønnede videre. Han havde lagt sig på gulvet og stirrede op i luften, mens han gentog, at han ville blive slået ihjel af tante Fatwa.

- Visse vasse. Nu kommer du i tøjet og så henter vi Fatwa, svarede mor.

- Jamen jeg kan jo ikke troppe op i lufthaven uden en turban. - Jamen så må du finde på noget, og skynd dig, så vi ikke kommer for sent, sagde mor og beordrede Tariq og mig med ned i bilen at vente. Vi sad og ventede i ret lang tid, på at far skulle komme ned.

- Det er sgu da løgn, råbte Tariq og skreg af grin, mens han pegede ud af vinduet. Jeg kiggede ud og så, at far kom gående med en hvid turban på hovedet. Ja, det var jo ikke en rigtig turban, men et håndklæde, som han havde viklet rundt om sit hoved. Selv mor begyndte at grine.

- Ja, I kan bare grine, hvis I vil, men nu har jeg altså en turban, og sådan skal det være, sagde far småfornærmet og startede bilen. Vi kørte ud til lufthavnen, og gik alle fire ud til ankomsthallen, hvor vi også skulle møde fars bror, onkel Rafiq.

- Han kommer helt sikkert for sent, Rafiq, den lille skiderik, prustede far, mens han rettede på sin turban.

- Hey se, der kommer tante, råbte Tariq pludselig. Vi vendte os alle om og så tante Fatwa komme gående, og hun så bestemt ikke glad ud, da hun så far stå og glo efter hende med sit hvide håndklæde viklet rundt om hovedet.

- Hvordan i alverden er det dog, du ser ud, menneske? udbrød hun, da hun var kommet hen til os.

- Jamen, jeg havde jo ikke min, øh og jeg, øh…..

- Ja, jeg ved ved Gud ikke, hvad jeg skal sige, det kan jeg godt fortælle dig, min fine ven. Det her er altså ikke en måde, som jeg bryder mig om at blive hentet på, sagde tante surt.

- Hey halløj med jer, råbte en stemme pludselig bag os alle.

- Åh, nej, det er Rafiq, den lede slange, udbrød far og vente sig om mod onkel og fik sig noget af en forskrækkelse. Onkel kom cyklende inde i lufthavnen på en gammel damecykel og han havde en rød turban på hovedet.

- Jamen, jamen, det er jo min turban, som du har på hovedet, og I har jo….

- Næ, det er jo min sødeste lillebror Rafiq og du har en turban, hvor fantastisk, afbrød tante og gav onkel en kæmpe knus.

- Ja manner, det er en fed rød turban ikk, ja jeg lånte jo deres bad i morges, og så troede jeg, at det var et håndklæde mand og da jeg havde tørret kroppen, så fandt jeg lige ud af, at det var en turban, mand, og ikke et håndklæde. Men jeg kan sgu da se, hvor håndklædet er henne, sagde onkel og pegede mod fars hoved.

Vi så ikke far mere den uge. Han kørte direkte hjem og gik ind i soveværelset og lagde sig til at sove i flere dage. Og onkel, ja ham så vi heller ikke i lang tid, for han vidste, at far ville gøre nogen meget grimme ting ved ham, hvis han fik fingre i ham.

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...