Snefnuggene.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 dec. 2011
  • Opdateret: 24 okt. 2011
  • Status: Færdig
En lille historie.

0Likes
0Kommentarer
953Visninger

1. Snefnuggene.

Jeg, som troede, at han var den rigtige, jeg, som troede på alt, hvad han sagde, jeg, der elskede ham, og troede, at han elskede mig. Men ak nej. Jeg var blevet bedraget. Udnyttet. Brugt. Og det var blot, fordi han ville se, hvordan det modsatte køn, ville reagere på, at blive udnyttet. Så snart jeg vidste, hvad det hele handlede om, fandt han ud af, at han alligevel ikke ville få noget godt ud af det. Han undskyldte, og beklagede, men hvad hjalp det, når han var en bedrager? Han havde indset sin store fejltagelse, men det var alt for sent, til at undskylde.

Snefnuggene drejede og vendte sig, faldt og steg, og snurrede. De var overalt. De faldt ned i hovedet på mig, faldt på mine nøgne arme og ben, faldt på min krop, der kun var i ført en hvid kjole, af tyndt stof. Jeg bredte armene ud, og mærkede vinden gribe fat i mig bagfra, den skubbede til mig, men uden resultat. Jeg blev stående, med håret blafrende omkring mig, og kjolen, der også blafrede, og mærkede den enorme kulde, men ville ikke give op på grund af det.

Jeg satte mig ned i sneen, og kiggede op mod himlen. Jeg fik snefnug i ansigtet, og vinden piskede mod min nøgne hud, men koldt var det ikke. Jeg frøs ikke. Og jeg skulle ikke, under nogen omstændigheder, væk fra dette sted. Dette var mit tilflugtssted, dejligt var her bestemt ikke, men køligt og tomt. Dette sted hjalp mig, med, at få mine inderste tanker ud. Når jeg var her, mumlede eller hviskede jeg, hvad jeg følte og tænkte, og det lettede, at den kolde vind blæste samtidig, for den gjorde min tankegang klar og ren.

Bag de sneklædte træer lå et hus. Inde i den lille skov, lige inden for træerne, og uden for skoven lå alle markerne, og flere huse til. Man kunne se sort røg stige op fra skorstenen på huset i skoven, det var der jeg også boede, når jeg ikke tilbragte al min tid, med at tænke her. Jeg var normalt kun inde i huset, for at spise, omkring en gang om dagen. Om morgenen, når jeg vågnede, gik jeg inden for og spiste morgenmad, men ellers spiste jeg aldrig. Jeg boede nærmest herude. Lige under en lugtepæl, et stykke væk fra skoven, et stykke tæt på vejen. Jeg lå langt nok væk fra begge dele, men det forstyrrede mig stadig, når der kom biler kørende forbi. Jeg sultede, men jeg nægtede at gå indenfor, for at spise, og om natten og morgenen frøs jeg så frygteligt, at jeg snart ville dø af kulde. Men det ventede jeg på. Jeg ventede på, at døden skulle komme og tage mig, når kulden var blevet så uudholdelig, at jeg ikke kunne klare det. Men tiden gik bare, og jeg ikke så meget som fik gåsehud eller rystede - jeg håbede så inderligt på døden, at den ikke ville komme til mig.

Lyden fra en bil, hørtes, og lidt efter legede vinden med min kjole og mit hår, og fik snefnuggene til at hvirvle og hvirvle, og jeg kiggede bagud, hen på vejen. Jeg smilede svagt.

Jeg sad i lang tid. Jeg kiggede på den lyse himmel, og de mange tunge, grå skyer. Den lyse himmel, der om blot en time ville skifte til mørk. Og natten ville komme tidligt.

Klokken var blot seks, og jeg sad her. Jeg blot sad her, og håbede og drømte om døden, som jeg for øjeblikket syntes, var det eneste rigtige sted at være.

Lyden af endnu en bil lød bag mig, og jeg sukkede. Men bilen dyttede også, og satte farten ned, hvilket fik mig til at kigge mig tilbage. Bilen stoppede, og en dreng steg ud af bilen. Han stak straks hænderne i lommerne og kiggede på mig.

"Hvad laver du her?" næsten råbte han, da vi stod et stykke fra hinanden. Han gik lidt længere ind i sneen, men stoppede, da han opdagede, at det blot blev koldere, jo længere frem han gik.

"Jeg venter på døden," hviskede jeg, mens jeg bevægede mig hen mod ham.

"Fryser du ikke?" spurgte han og pegede på mine bare arme.

Jeg rystede på hovedet. Jo, var det koldt, men jeg frøs ikke.

"Hvorfor vil du dø? Vil du ikke hellere leve?" spurgte han.

Igen rystede jeg på hovedet. "Hvorfor interesserer det dig? Ingen vil savne mig, og døden er bedre, end det her. Forsvind, og lad mig nyde den langsomme død," hviskede jeg, og kravlede tilbage til min bunke sne, og lagde mig til rette.

Jeg hørte bilen køre væk, efter han havde stået og set lidt efter mig, og jeg sukkede dybt.

Jeg var træt. Måske kunne jeg sove. Og når døden nåede frem, ville jeg allerede sove, så sagtens kunne jeg dø. Sagtens.

Langsomt faldt jeg i søvn. Dog vågnede jeg efter blot en halv time eller mere, fordi et skarpt lys blændede mig. Jeg kiggede mig omkring. Omverdenen var flimrende hvid, og kun en meget, meget svag silhuet af skoven og vejen kunne ses. Og lyset foran mig, blændede mig voldsomt, men gjorde mig samtidig så nysgerrig, at jeg kiggede frem.

Men jeg blev i tvivl. Skulle jeg række ud efter lyset, eller skulle jeg lade være?

Men da jeg ubeslutsom begyndte at tænke mig om, blev lyset langsommet svagere og svagere, og jeg rejste mig op, og kiggede på lyset.

Men jeg rakte ud efter det, og straks, da jeg rørte ved lyset, blev alting sort, og drejede rundt, men så føltes det, som om jeg landede på noget blødt, og hele verden var igen hvid. En flimrende, hvid farve, jeg kunne gå på, imens jeg kiggede på en lyserød sky.

Jeg var død nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...