Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34513Visninger
AA

19. Såret.

Jeg vågnede sent anden juledag. Jeg var fuldstændig smadret, og havde ingen energi. Gæsterne var blevet til klokken tre om natten, fordi Ryan og jeg skulle være færdig med fotoalbummet. Lige nu var klokken omkring ti, som var pænt sent for mig. Jeg fik med besvær rejst mig op, og gik ud på toilettet. Jeg pjaskede noget vand i hovedet, og gik på toilet. Derefter listede jeg mig hurtigt ned, og fandt mine løbeting. Så skulle der løbes til! Jeg fik hurtig fart på, og jeg kunne mærke, at jeg fik mere energi. Det var blevet meget rarere at løbe, nu hvor jeg var kommet i form. Det var ikke længere lunten, men rigtig løb. Jeg havde rigtig god fart på, og løb ned i byen til caféen. Jeg skulle mødes med Ryan der, og så kørte vi op til Kate sammen. Der var ikke mere end 3 kilometer derned, så det tog ikke så lang tid. Jeg gik ind på caféen. Der var ikke særlig mange mennesker, eller det ville sige, at jeg var den eneste udover min chef.

”Hvornår starter du så igen?” han kiggede op på mig, og stoppede med at tørre af. Jeg smilede sødt til ham. ”Det er egentlig, derfor jeg er kommet. Jeg vil gerne sige op,” sagde jeg selvsikkert. Han nikkede stift.

”Okay. Har du din opsigelse?” han så meget alvorlig ud, da han sagde det. ”Ja, jeg har den lige her,” sagde jeg, og rodede rundt i min lomme. ”Der,” udbrød jeg. Jeg havde fundet den. Det var et A4-ark, som jeg havde skrevet på computer. Det var blevet lidt krøllet, så jeg rettede lidt på det, inden jeg gav ham det. ”Tak,” mumlede han, og gik om bagved. Jeg rystede lidt på hovedet af ham. Han kunne godt tage tingene lidt tungt.

 

”Vi ses,” råbte jeg, lige inden jeg gik ud i kulden igen. Jeg satte mig hurtigt ved at af de borde udenfor, og ventede. Jeg nåede at blive helt kold, før jeg fik en besked fra Ryan.

’Hey. Kan vi ikke mødes på parkeringspladsen ved bageren om 20 minutter? –Ryan.’

Jeg sukkede for mig selv, den lå jo helt nede i den anden ende af byen. Jeg rejste mig op, og begyndte at løbe. Når jeg løb, kunne jeg mærke vinden i ansigtet, og blæsten som blæste mit hår væk. Det kunne jeg godt lide. Noget jeg også godt kunne lide, var når snefnuggene ramte mit ansigt. Ikke voldsomt, men bare svævede lige så let ned, og landede i mit ansigt.

Jeg lukkede øjnene, imens jeg løb. Jeg nød at være ude i den friske luft. Jeg nød at være sund og rask. Jeg nød at have ben, som kunne bære mig. Jeg nød mit liv. Men jeg skulle ikke have nydt mit liv med lukkede øjne. For jeg løb lige ind i en dreng, som gik med ryggen til. Han havde en stor hættetrøje på med hætten trukket op, og et par hængerøvsbuks, så man lige kunne skimte hans underbukser. Justin!

Han vendte sig om. I starten så han sur ud, men da han opdagede, at det var mig smilede han. ”Pas dog lidt bedre på,” udbrød han surt, og blinkede til mig. ”Jeg kan ikke gøre for, at du stod lige der! Du kunne bare have flyttet dig,” svarede jeg lige så surt igen, og vi flækkede begge af grin.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg glad, og energisk, mens jeg krammede ham. ”Jeg skal ned, og hente brød. Min familie sover stadig, og jeg kunne ikke sove,” han talte hurtigt, og hans stemme hakkede lidt. Jeg kunne se, at han gned sine hænder sammen, for at holde varmen.

”Så kan vi følges, jeg skal også den vej,” sagde jeg, og blev straks endnu gladere. ”Hvad skal du dernede?” spurgte han undrende, og begyndte at gå.

”Jeg skal mødes med Ryan, og så kører vi op til Kate. Vi skal bytte gave,” nynnede jeg glad. Jeg var i godt humør. Jeg havde på fornemmelsen, at det nok skulle blive en god dag.

”Hvem er Ryan?” han kiggede over på mig, og smilede. ”Såmænd bare min bedsteven gennem 13 år,” sagde jeg, og lagde hovedet på Justins skulder. Jep, denne dag ville blive god.

”Aha, tror du han ville have noget imod, at jeg tog med? Jeg har nemlig også noget til Kate!” sagde han entusiastisk. ”Det må du vel gerne?” sagde jeg forvirret. Havde han virkelig noget til Kate? ”Men har du det med? Vi kører lige om lidt nemlig,” jeg kiggede ned på uret. Jeg skulle mødes med ham om 10 minutter. ”Ja, jeg har det altid på mig,” sagde han, og smilede hemmelighedsfuldt. Jeg kiggede undrende på ham, men han forstod ikke, at jeg ville have ham til at sige, hvad det var. Jeg stak mine hænder ned i lommen, og gik i et hurtigt tempo mod bageren.

”Skal du ind, og købe brødførst?” spurgte jeg, da vi var kommet ned til bageren. Ryan var ikke dukket op endnu. ”Det kan jeg lige så godt,” mumlede han, og tog solbriller på inden han gik ind i butikken. God forklædning. Der er jo slet ingen, som ville mistænke en, for at være en kendt person, hvis man har solbriller på om vinteren. Solen skinnede ikke engang. Justin var nu altså ikke den bedste til at forklæde sig. Jeg rystede på hovedet af ham.

Da der var gået 10 minutter mere, og Justin havde fået sit brød kom Ryan. Han kom ikke ud af bilen, så vi hoppede bare begge ind på bagsædet.

”Hvad laver han her?” spurgte Ryan bebrejdende. Jeg sukkede, jeg skulle have forudset det. Ryan kunne ikke lide Justin Bieber.

”Han har et navn, og jeg vil gerne med op til Kate,” svarede Justin igen. Jeg kunne ikke lade være med at smile. Justin sagde det på en sjov måde. Jeg stoppede straks med at smile, da jeg fik dræberblik af Ryan. ”Ro på,” mumlede jeg, og lagde armene over kors.

Det var en anspændt stemning i bilen, og der var ingen af drengene, som sagde noget. Justin havde virket så glad, men sad nu og surmulede. Hvad Ryan angår, tror jeg bare han havde en dårlig dag i dag. Jeg gik ud af bilen, og skulle lige til at løbe op til indgangen, men Ryan tog hårdt fat i min arm. ”Jeg skal lige fortælle dig noget,” sagde han hårdt, og bed sig lidt i læben. Selvom han var hård, kunne jeg se, at der var noget, han var ked af. Jeg rev mig løs, og begyndte at løbe.

”Du siger det bare, når vi kommer ind til Kate,” råbte jeg bagud til ham, og blev ved med at løbe. Da jeg kom ind, styrtede jeg direkte op til skranken.

”Jeg ved, hvor jeg skal hen,” sagde jeg til receptionisten, som altid var der. ”Vent..” råbte hun efter mig, men jeg var ligeglad. Jeg skulle se Kate!

Jeg løb direkte ind på hendes stue, hvor hun lå og sov, eller det lignede det. Da jeg kiggede rundt i værelset, så jeg hendes forældre sidde, og græde. Jeg fik tårer i øjnene, hvad var der galt med hende? Jeg gik stille hen til hendes sengekant, og kiggede ned på hende. Hun havde en stor maske på, som larmede ret meget. Jeg kiggede undrende over på hendes forældre, som stadig sad og græd. Jeg fik en klump i halsen, hun kunne ikke være død? Kunne hun?

”Hvad er der med Kate?” råbte jeg nærmest. Begge hendes forældre kiggede skræmte op på mig. ”Hvad er der galt?” råbte jeg igen.

Jeg kunne høre trin ude på gangen, og de stoppede lige ude foran døren. Det var Ryan, og Justin. Justin kiggede medfølende på mig. Jeg så Ryan stod, og så ned i jorden. Han ville ikke kigge op. ”Er hun død?” hviskede jeg, og satte mig på gulvet med et bump. Der var ingen, som sagde noget. ”Ikke helt,” fik hendes mor fremstammet. ”Vi fik en opringning i morges, om at hun var kommet i koma, og det eneste som holdte hende i live, var en respirator,” hulkede hendes mor. Jeg begyndte at stortude. Jeg kunne ikke fatte det, min bedsteveninde var død.

”Men vi har valget om at slukke respiratoren, eller lade den blive tændt,” sagde hendes far, og kiggede ned i jorden. Jeg kiggede glad op på ham, der var håb for Kate. Men det blik jeg fik tilbage, var ikke ligefrem et muntert et.

”Men det er ikke sikkert, at hun vågner igen,” afsluttede Ryan. Jeg kiggede op på ham, vidste han det?

”Vidste du det?” sagde jeg, og mærkede et raseri bygge sig op i mig.

”Ja, vi ringede til Ryan i morges,” svarede Kates far for ham.

”I lader hende ligge i den, ikke?” sagde jeg desperat, og kiggede hen på hendes forældre. De kiggede bare ned i jorden.

”Altså vi har talt lidt med Ryan, hans familie, din mor, og selvfølgelig vores familie. De mener alle sammen, at det bedste ville være at slukke for den,” sagde Kates far trist.

Hele min verden gik under, hvordan kunne de være det bekendt? Talt med alle andre, end lige mig?! Jeg var sur, ked af det, såret, og jeg ville bare have Kate tilbage!

Jeg rejste mig op, og gik hen til hendes sengekant.Jeg stod lidt, og kiggede på hende. Hvis man så bort fra, at hun havde en kæmpe maske på, og hun lignede et fremmede væsen. Var hun meget smuk. Hun så, så fredfyldt ud. Hendes øjne var lukket, og hendes ansigt var afslappet. Hendes lille perfekte ansigt, var så smukt.

Tårerene begyndte at trille ned af mine kinder. ”Jeg elsker dig,” hviskede jeg, og bøjede mig ned. Jeg kyssede hende blidt på panden, og vendte mig derefter om. Jeg så hendes forældre sidde, og græde. Jeg havde intet tilovers for dem. De kunne jo redde hende ved at lade den blive tændt, men nej. Jeg havde heller intet tilovers for Ryan, og min mor. Min egen mor havde forrådt mig! Hun vidste, hvor meget jeg gerne ville have Kate tilbage. Det var noget af det eneste, jeg snakkede om.

Den stille stund, den sorg, som jeg havde oplevet lige før, var blevet til et sort raseri. Jeg havde lyst til at kaste med noget, slå nogen, skrige, og bare komme væk fra hele verdenen.

”JEG ELSKER HENDE JO! I MÅ IKKE LADE HENDE DØ!” Råbte jeg grædende, og overvejede at gå hen, og slå en af dem. Men jeg beherskede mig selv, og lod være. I stedet løb jeg alt, hvad jeg kunne. Jeg ville væk. Langt væk. Jeg skubbede Ryan, og Justin væk. De stod, og spærrede det hele.

”Vent,” kunne jeg høre Ryan råbe efter mig. ”JEG HADER DIG!” råbte jeg efter ham, og blev ved med at løbe.

Han havde været med til at bestemme, at den skulle slukkes. Det samme havde min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...