Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34511Visninger
AA

40. Parken.

”I må ikke,” hviskede jeg lavt, og kiggede op på dem. Mine kinder var drivvåde, og jeg ønskede mig væk herfra. Jeg ønskede, at en eller anden ville komme og redde mig – men intet skete.

”Hvad må vi ikke, skattepige?” sagde den ene, og tog sit ansigt helt tæt på mit. Jeg veg straks væk, og lod en tåre løbe ned af min kind.

”Hey kom her, skattepige,” sagde han, og tog fat under min kind, og drejede mit ansigt mod hans – præcis ligesom Justin gjorde. ”Du.. Må.. Ikke..” hviskede jeg hulkende, og prøvede at trække mit ansigt væk, men han holdte det fast.

”Ikke græde. Jeg tror, at det her vil hjælpe,” sagde han, og hans ansigt nærmede sig mit. Pludselig mærkede jeg hans læber mod min. Hurtig fik han mine læber skilt ad, og lod sin tunge bevæge sig ind i min mund. Jeg kunne ikke lide det, og prøvede at skubbe ham væk – men han var for stærk.

Han blev ved med at kysse mig, og jeg prøvede stadig at undvige, men jeg kunne ikke. Pludselig skubbede han mig ned i græsset, og satte sig på mig, mens han holdte sin tunge nede i min hals. Jeg kunne høre hans ven rømme sig, og han trak sin tunge væk.

”Du kan få lov, når jeg er færdig,” sagde han lumskt, og vendte sig mod mig igen. Han kyssede mig igen, og førte sin hænder op under min bluse. Jeg kunne mærke alt i mig stivne. Det var det de ville. Jeg begyndte straks at sprælle, og prøvede at komme fri. Han trak sine hænder væk, og ned i sin lomme. Jeg åndede lettet op. Han ville ikke gøre mig noget alligevel.

”Nu gør du, som jeg siger, prinsesse,” sagde han truende, og trak en kniv op ad lommen. Jeg begyndte at ryste over hele kroppen. Ville han dræbe mig? Jeg stoppede med at stritte imod. Jeg ville ikke dø.

”Det var godt. Det er ikke så slemt. Det lover jeg,” sagde han forførende, og trak mig ind i et kys. Jeg lod ham gøre det, og følte mig som en kludedukke. Han begyndte at tage min trøje af, og kiggede på mine ikke eksisterende bryster. ”Det går nok,” mumlede han, og trak på skuldrene. Jeg lod flere tårer løbe ned af min kind, da hans kolde hænder kørte ned af min krop, og stoppede ved mine bukser.

”Lad os håbe, at det er bedre hernede,” sagde han, mens han knappede mine shorts af. Han kørte dem forsigtigt af mine ben, og derefter endte gamacherne samme sted. Jeg mærkede straks kulden ramme min krop. Både indvendig, og udvendig. Den eneste dreng, der nogensinde havde set mig sådan, var Justin. Ham som jeg elskede. Ham som var skyld i dette. Hvis han ikke havde stukket tungen ned i hendes hals, var det aldrig sket. Jeg var aldrig løbet væk. Mine kinder var stadig drivvåde, og han førte sin hænder om bag min ryg, og langsomt åbnede han min BH. Jeg begyndte at hulke, da han lod den falde. Her lå jeg i underbukser, og uden BH, midt i parken, og en fremmede mand sad ovenpå mig. Han begyndte langsomt at massere mine bryster, og kysse mig på halsen. Jeg strakte min hals langt væk fra ham, og klemte mine øjne sammen. Jeg kunne ikke lide det.

”LAD HENDE VÆRE,  DIT SVIN!” hørte jeg en velkendt stemme råbe. Manden stoppede straks, og kiggede på personen, som havde sagt det. Han grinede kort ad personen, og begyndte igen. Jeg sagde ingenting, og strittede ikke imod, for så vidste jeg, hvad der ville ske.

”JEG SAGDE: LAD HENDE VÆRE!” råbte personen igen. Det var Justin. Jeg kunne tydeligt genkende hans stemme, og sukkede lettet op. Han kom for at redde mig. Manden sukkede højlydt, og rejste sig fra mig. Jeg tog chancen, tog hurtigt mit tøj, og begyndte at løbe. Jeg ville væk.

”MICHEAL, TAG HENDE!” råbte manden, som lige havde siddet ovenpå mig. Lidt efter kunne jeg høre tunge skidt, og åndedrag bag mig. Han var allerede kommet op til mig. Jeg kiggede bag ud, og faldt over mine ben. Mit tøj blev spredt, og jeg lå lige så lang jeg var, og ventede på mandens kolde hænder. Selvom jeg forventede det, fik jeg et chok, da hans iskolde hænder rørte mine arme.

”Det er ikke klogt at stikke af,” sagde han surt, og trak mig med over til den anden igen. Jeg brød mig ikke om det. Absolut ikke.

”LAD HENDE NU BARE GÅ!” råbte Justin truende til den anden mand, som før havde siddet ovenpå mig. Manden grinede bare ad ham, og slog sig selv på maven. ”Og hvad skulle du gøre ved det?” sagde han, imens han grinede. Jeg kunne se, at Justin tog sin hånd ned i sin lomme. Hvad? Havde han nu også en kniv?

”Det her,” sagde han roligt, og holdte en pistol frem. En pistol? Hvordan havde han fået fat i den? Og hvorfor havde han den på sig?

Manden bakkede tilbage, og over til mig. ”Det var hyggeligt at møde dig, skattepige,” sagde han frækt, og gjorde tegn til, at ham den anden skulle slippe mig. Da han slap mig, faldt jeg ned på mine knæ. Jeg kunne ikke klare, det som lige var sket.

Jeg lagde mig på jorden, og gav mig til at græde. Jeg græd, og græd. Jeg kunne slet ikke stoppe igen. Pludselig hørte jeg skridt, og var et øjeblik bange, for at det var mændene igen.

”Det skal nok gå,” sagde Justin, og satte sig ved siden af mig. Lige nu, var jeg ligeglad med at han havde kysset med Caitlin. Han havde reddet mig. Jeg satte mig, og puttede mig godt ind til ham – helt upåvirket af, at jeg ingen BH havde på. Jeg ville bare trøstes.

Han sad, og sagde trøstende ord til mig i en time. Han havde siddet, og nusset mig, siddet og kyssede mig i håret. Han var den bedste. Jeg elskede ham virkelig.

”Du fryser,” mumlede han, og hentydede til, at jeg rystede. Jeg nikkede. Men det var ikke kun derfor, jeg rystede. Jeg rystede også, på grund af det, som jeg lige havde oplevet. Det var nok den værste oplevelse, i hele mit liv! Han rejste sig, og gik lidt væk fra mig. Jeg tror, at han samlede mit tøj sammen – og det gjorde han, for han kom tilbage med det, og rakte mig det. Jeg smilede taknemmeligt, og prøvede at stoppe tårerene, men det var svært. De blev ved med at løbe ned af kinderne på mig. Jeg tog langsomt mit tøj på. Det var hårdt, fordi alle min led, var næsten frosset til is.

 

”Du skal hjem, og have varmen,” mumlede Justin, og tog min hånd, for at hjælpe mig op. Jeg kom lige op, og stå, da jeg brat satte mig ned igen. Jeg var stadig i chok over det, som var sket. Jeg kunne ikke stå op. Justin sukkede lydløst, og løftede mig op. Jeg lå, som en lille baby i hans arme, med mine arme omkring hans hals, mens jeg puttede mit ansigt ind til hans bryst, og lod tårerene få frit løb.

Jeg åbnede først mine øjne igen, da jeg mærkede varmen. Varmen fra et dejligt hus. Jeg så, at jeg Justin lagde mig ned i sofaen, og jeg lukkede øjnene kort. Da jeg åbnede dem igen, så jeg flere par øjne stirre på mig. Et af dem var hendes, men Christians, Ryans, Chaz’, Patties, Selenas, og Jeremys, var der også. De stod, og så meget alvorlige ud. Jeg prøvede at smile til dem, men kunne bare ikke. Det blev kun til en lille trækken på mundvigen.

”Kan I ikke lige gå,” hørte jeg Justin sige, og alle øjnene forsvandt, og et par erstattede dem. Et par virkelig smukke øjne. Et par øjne, som var fyldt med tåre. Et par øjne, som jeg elskede. Det var Justins øjne. Han smilede kort til mig, og klemte tårerene væk. Han lagde sig ned ved siden af mig, og svingede sin arm omkring mig.

”Undskyld, Crystal. Jeg var fuld, og jeg vidste ikke, hvad jeg gjorde,” mumlede han ind i mit øre. Var han ikke stadig det? Jeg havde da ikke sovet, eller havde jeg? Jeg gjorde, og sagde ingenting. Jeg lå bare som en urokkelig sten. ”Crystal,” mumlede han igen. Jeg kunne høre, at han var på grådens rand. At han kunne bryde sammen, hvornår det skulle være. Jeg overvejede nøje, hvad jeg skulle sige.

”D..Det g..Gør ingen..Ingenting,” hørte jeg mig selv mumle. Jeg kunne mærke, at det gjorde ham overrasket, og at han ikke rigtig forstod det.. Jeg blev også selv overrakset, men jeg opvejet det. Han havde reddet mig. Reddet mig for en grufuld oplevelse.

”Du er dejlig,” mumlede han ind i mit øre, og jeg mærkede, at han slappede af i sin krop, som før var anspændt. Hvorfor havde jeg sagt, at det ikke gjorde noget, når det tydeligvis, gjorde noget? Hvorfor?! Jeg kunne slet ikke forstå det. Jeg sov ikke, men lå, og lyttede til Justins åndedrag, som blev tungere, og tungere. Jeg smilede ved hans små grynt, som nogle gange kom. Jeg lå der i lang tid, og hørte tit hoveddøren blive åbnet, og lukket igen, men jeg bevægede mig ikke. Jeg rykkede kun lidt på mig, da jeg hørte en komme ned.

Jeg vristede mig ud af Justins greb, og sørgede for, at han stadig sov. Jeg gik hen til gangen, hvor jeg havde hørt skridt. I gangen stod Christian. Han stod med et forpint ansigt, og kiggede på mig.

”Crystal, hvad skete der?” spurgte han, og bed sig i læben. Jeg kunne, igen, mærke det prikke i øjnene. Bare at tænke på det, gjorde mig utilpas. Jeg lagde ikke mærke til, at tårerene var begynd at trille, før Christian havde trukket mig ind i et kram. Han stod, og kørte hånden op, og ned af min ryg, mens han knugede mig ind til sig. ”Du siger bare til, hvis du vil snakke,” sagde han venligt, og skubbede mig lidt væk. Jeg nikkede taknemmeligt. Denne gang, var det min tur til at bide mig i læben.

”Men sov jeg, da Justin havde lagt mig i sofaen?” spurgte jeg lavt, og kiggede Christian lige i øjnene. Han nikkede kort, hvorefter han sagde: ”Justin blev oppe hele natten, og kiggede på dig. Og da du var ved at vågne, kom han, og hentede os,” sagde Cris sødt, og tog min hånd. Han gav den et kort klem, og smilede opmuntrende til mig. Jeg stod med tænderne hårdt i læben, og nikkede.

”Men du må hellere gå ind, og tale med ham. Det ser ud, som om han venter på dig,” han nikkede hen mod sofaen, hvor Justin sad med trætte øjne, og morgenhår, og kiggede hen på mig. Jeg slap Christian hånd, og smilede taknemmeligt til ham.

”Justin,” startede jeg, og satte mig ved siden af ham.

”Crystal, jeg ved virkelig ikke, hvad jeg lavede i går.. Jeg ved ikke, hvad der skete.. Jeg var fuld! Jeg ville andre nogensinde gøre sådan mod dig. Jeg ville andre nogensinde såre dig! Jeg er så ked af det..” sagde han oprigtigt, og jeg så nogle tårer hobe sig op i hans øjenkrog.

”Justin,” sagde jeg igen, og lagde en hånd på hans. ”Det sagde du også, i dag, eller i går.. eller da vi snakkede sammen, før du faldt i søvn,” sagde jeg lavt, og undgik hans øjne. Jeg var såret over det. Men han reddede mig jo også.. Justin nikkede afventende, og jeg fortsatte: ”Jeg.. Ehm.. tilgav dig..” jeg kiggede op, og så, at han sad, og smilede lidt. Bare et lille smil, ikke særlig stort, man kunne kun lige ane, at smilet var der. ”Men kun fordi,” sagde jeg hurtigt, og ret højt. ”Kun fordi, du reddede mig. Jeg er stadig rigtig såret over, at du gjorde det, og jeg tvivler også lidt på dig nu. Men at du reddede mig betyder stadig mest. Jeg har ingen anelse om, hvad der var sket, hvis du ikke var kommet..” jeg kiggede ned i sofaen, og mærkede tårerene stige op i øjnene. Han tog hurtigt sin hånd, og strøg forsigtigt min kind.

 

”Crystal, jeg elsker kun dig, og ingen andre!”

 

Hans hoved nærmede sig mit, men jeg trak mig lidt væk. Jeg vidste ikke, om jeg kunne. Jeg vidste ikke, om jeg bare kunne glemme det. Lade som om, at det aldrig var sket. Nej, det kunne jeg bare ikke. ”Du er sur, er du ikke?” sagde han lavt, og kiggede såret ned i sofaen. Selvom det pinte mig at se ham sådan, kunne jeg ikke lyve for ham. Jeg kunne ikke fortælle ham, at alt var i orden, uden at det var det.

Jeg nikkede langsomt, og kiggede på den tåre, som stille trillede ned af hans kind. Han bed sig hårdt i læben, og fjernede sit blik fra mig. ”Det forstår jeg godt,” sagde han, og gik. Han gik ud af hoveddøren, og tårer begyndte at trillede ned af mine kinder, da jeg hørte døren smække. Jeg havde såret ham.. Jeg kunne ikke lide det, men han havde såret mig. Det var ikke fordi, at jeg ville have hævn over det, han gjorde. Sådan var jeg ikke.

Jeg sad helt mutters alene nede i stuen, mens jeg kunne høre de andre pusle rundt ovenpå. Jeg sad, og lod tårerene trille, mens jeg tænkte det hele igennem. Jeg sad, og var helt fortabt.

”Min lille pige,” råbte min mor højt, og kom løbende ned af trappen. Hvad lavede hun er?! Jeg kiggede overrasket på hende, og fandt et lille smil frem. Et lille trist smil. Hun løb over til mig, og knugede mig ind til hende. Hun klemte næsten alt luften ud af mig.

”Jeg er så glad for at se dig! Pattie ringede, da du vågnede, men da jeg kom.. sov du..” det sidste sagde hun trist. Som om, at han var blevet såret over, at jeg sov – hvilket jeg egentlig ikke gjorde. Jeg hørte hende jo godt komme.

”Hm,” mumlede jeg bare, og kiggede irriteret på hende, da hun begyndte at rode i mit hår.

”Hvad skete der, Crystal?” sagde hun bekymret. Jeg fik straks tåre i øjnene, og begyndte at græde. Min mor kiggede hjælpeløst på mig, og trak mig så ind til et kram. Et stort, dejligt, og opmuntrende kram.

 

”Det vil jeg helst ikke tale om,” mumlede jeg ind i hendes lange hår, som hang ned over hendes skulder.

 

”Okay, men du bliver nødt til at..”

”Mor, jeg sagde, at jeg ikke gad at snakke om det!” nærmest råbte jeg af hende, og vristede mig fra af hendes kram. Jeg kiggede ophidset på hende, og så hvordan hendes ansigtsudtryk ændrede sig fra; bekymret til forskrækket. ”Jamen hvad går der af dig, lille skat?” sagde hun, meget moderligt. Jeg fnøs af hende, og lagde mine hænder over kors. Jeg havde lyst til at skrige ad hende. Lyst til at skrige, hvad der var sket.

”MOR, JEG VAR SÅ TÆT PÅ AT BLIVE VOLDTAGET,” skreg jeg, og viste hende en centimer med mine fingre. ”ER DU SÅ GLAD?!” skreg jeg endnu engang. Jeg så endnu engang, at hendes ansigtsudtryk ændrede sig. Jeg vidste bare ikke, hvilken følelse det var, som kom op i hende. Medlidenhed, måske? 

”Skat, det er jeg meget ked af at høre. Er der noget jeg kan gøre?” sagde hun trist, og lagde sin hånd på min – præcis ligesom Justin havde gjort.

”Bare lad mig være,” hviskede jeg hæst – af alt det skrigeri. Hun skulle bare lade mig være. Bare gå. Hun nikkede, men blev siddende.

”Mor, gå nu,” sagde jeg, og vinkede hende væk med hånden. Hvor var hun dog irriterende nogle gange. Hun sukkede højt, og rullede med øjnene.

”Fint nok, sure mokke,” det sidste hviskede hun, og gik fra mig. Jeg valgte at lade ’sure mokke’ passere, og vendte mig om. Hvad skulle jeg lave? Jeg kunne tænde for tv’et? Nej, jeg ville bare sidde og tænke. Tænke på alt, hvad der var sket.

”Hvor er Justin?” sagde en alt for sød, og velkendt stemme. Jeg rystede af væmmelse, og mærkede vreden stige op i mig.

”Han er gået,” mumlede jeg irriteret, uden at kigge om på hende.

”Okay,” sagde hun lige så sødt, som før. Jeg sad, og krydsede mine fingre. Bare hun ville gå – men nej, så heldig var jeg ikke. Hun gik hen, og satte sig lige ved siden af mig, som intet var sket.

”Skal jeg tænde for tv’et?” spurgte hun med en snobbet stemme. Gud, hvor var jeg irriteret på hende? Var hun overhovedet fuld i går? Gjorde hun det med vilje? Kunne hun stadig lide Justin? Og hvorfor sad hun ved siden af mig? Hun valgte at ignorere, at jeg ikke svarede, og tændte for tv’et. Hun satte sig til at se MTV, hvor Akward kørte.

”Ej, jeg elsker det program,” sagde hun højt, og muntert. Jeg sukkede højt, og rullede med øjnene – præcis, som min mor havde gjort.

Egentlig elskede jeg også det program, og jeg sad, og kiggede med lidt. Det var egentlig rart at tænke på noget andet. ”Du ved godt, at Justin stadig kan lide mig, ikke? Han var overhovedet ikke fuld i går ” sagde hun ondt, og lige pludseligt. Hun vendte sig mod mig, og jeg kunne se, hvor tilfredst hun smilede til mig. Jeg løftede det ene øjenbryn, og fnøs af hende.

”Helt sikkert,” sagde jeg troværdigt - selvom jeg ikke helt troede på det. Kunne han stadig det? Og havde han været fuld i går?

”Det kan han, se selv,” sagde hun, og smilede stadig sit tilfredse smil. Hun fandt sin mobil op ad lommen, og gik ind på en samtale. Afsenderen hed, Justin. Jeg gjorde store øjne, da jeg så beskederne. Det kunne ikke passe? Det måtte ikke passe. Han havde virket så troværdig..

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...