Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34516Visninger
AA

23. Papparazzi angreb.

Jeg vågnede meget senere end jeg plejede, og huset var helt tomt. Der var ikke andre end mig i det. Jeg kiggede forvirret rundt i værelset, og fandt en seddel.

’Hey Crystal. Vi er taget ud til endnu et interview. Jeg kommer hjem ved et tiden, men Pattie skal ud at spise, igen. –Jeg har noget vigtigt at fortælle dig. Justin.’

Jeg smilede. Han ville komme tilbage til mig igen, men han havde noget at fortælle mig? Var det godt eller skidt? Hvis det havde været skidt, ville han jo ikke have skrevet det. Men samtidig, hvis det havde været godt, ville han heller ikke have skrevet det.

Jeg sukkede, og kiggede på uret. Klokken var elleve. Jeg tror aldrig nogensinde, at jeg havde sovet så længe. I hvert fald ikke siden starten af mine teenageår. Jeg sukkede endnu engang. Hvad skulle jeg give mig til? Jeg kunne vel tage ud at løbe? Men jeg ville ikke kunne låse døren? Jeg kunne træne indenfor? Det var vel en god idé.

Jeg lagde mig ned på gulvet, og begyndte på mit træningsprogram. Mavebøjninger, rygbøjninger, armhævninger, og en masse andet, som ville styrke mine muskler, men det ville også få mit fedt til at forsvinde. Eller i hvert fald, det som var tilbage af det. Jeg løb også lidt på stedet. Jeg løb på stedet i omkring 40 minutter, og besluttede mig så at gå i bad.

Da jeg med besvær havde fundet et håndklæde, gik jeg ud på det enorme badeværelse. Jeg tog mit tøj af, og tændte for bruseren. Jeg gik ind under bruseren, og kunne mærke sveden forsvinde fra min krop. Jeg kunne pludselig mærke en stor klump i min hals, og alle følelserne som jeg havde holdt nede kom ud. Tårerene løb ned i afløbet sammen med resten af vandet. Jeg græd ikke, jeg hulkede ikke, men tårerene løb endnu engang ned af kinderne. Jeg kunne ikke gøre for det, jeg savnede hende bare så meget!

Jeg havde ikke snakket med hende i 4 dage, og jeg ville heller aldrig komme til det. En af mine bedste minder med hende, var dengang vi blev ’gift’, som bedste veninder. Jeg kan tydelig huske, hvert eneste ord, hver eneste bevægelse, hver eneste følelse. Det var Ryan, som var præst. Ryan, ham som forrådte mig, ligesom alle andre jeg stolede på.

”Crystal Brighton, vil du tage denne skønne frøken, som bedste veninde?” spurgte Ryan, og smilede stort. ”Ja,” sagde jeg højt. ”Og vil du være med hende i medgang, og modgang?” spurgte han igen, og smilede lige så stort. ”Ja,” sagde jeg endnu engang. ”Og vil du love at være ved hendes side til døden jer skiller?” spurgte Ryan, og grinede lidt. Jeg kan huske, at jeg kiggede ondt på ham, men svarede: ”Altid”. Så fortsatte Ryan, og spurgte Kate om det samme. Hun sagde præcis, det samme som mig, og det gjorde mig rørt. ”Nu må I gerne putte halskæderne om hinandens hals,” sagde jeg Ryan glad. Jeg tog min halvdel af halskæden, og hang den på Kates hals. Hun smilede på til mig med tårer i øjnene. Hun tog sin del af halskæden, og hang den på min hals. ”Vær venlig, at kramme bruden,” sagde Ryan, og grinede højt. Jeg kan huske, at jeg krammede Kate, så hårdt jeg overhovedet kunne. Vi stod bare i et kram længe, indtil Ryan kom med en dum kommentar, som ødelagde det hele: ”Så få jeg dog et værelse,” grinede han.

Det var ikke engang særlig længe siden. Vi gjorde det lige, da hun blev indlagt. Den 15. november, helt præcist. Bare for at vise hende, hvor meget jeg elskede hende. Nu virkede Ryans kommentar endnu dummere. Han ødelagde, hvad der skulle have været det bedste øjeblik i hele mit liv. Jeg ville altid huske det, og bærer hendes halskæde.

Men hvor var den egentlig? Lå den stadig hjemme på mit værelse? Jeg måtte hjem, og hente den i så fald. Jeg ville have den. Jeg ville have den i min hånd, og klemme den. Det var den eneste måde, jeg ville kunne mærke Kates tilstedeværelse. Endnu flere tårer forsvandt sammen med vandet.

Jeg vaskede hurtigt mit hår, og slukkede for vandet. Jeg trådte ud, og kiggede lidt på mig selv. Jeg havde tabt mig, det kunne jeg tydelig se. Men det var ikke nok. Jeg kunne stadig se noget fedt. Fedtet skulle væk, og det skulle være omgående. Jeg skyndte mig i mit undertøj, børstede tænder, og smuttede så ud.

Jeg kunne høre en gå rundt nedenunder. Var Justin kommet hjem? Var det en skør fan? Eller en indbrudstyv? Jeg kunne mærke adrenalinet pumpe i mine årer, og jeg gik hurtigt ind, og fandt et våben. Jeg var så opsat på at finde ud af, hvem det var, at jeg glemte at jeg kun havde undertøj på. Jeg listede så stille, jeg overhovedet kunne. Men trappen afslørede mig, og personen kiggede op på mig.

Det var en mand, og han havde et kamera. Jeg stod med en lampe, kun iført undertøj og kiggede dumt ned på paparazziene, som hurtigt tog billeder af mig, og løb alt hvad han kunne ud. Jeg stod stadig i chok over, at der var nogle, som kunne finde på at krænke andres privatliv på den måde.

Jeg stod stadig med lampen i hånden, da Justin kom ind ad døren ti minutter efter. Han kiggede overrasket på mig, men sagde ikke noget.

”Du glemte at låse døren,” sagde jeg koldt, og gik ovenpå igen. Jeg stillede lampen tilbage på plads, og tog et tæppe omkring mig. Justin kom styrtende op til mig, og så helt panisk ud.

”Hvad er der sket?” nærmest råbte han ad mig. Jeg sukkede, og begyndte: ”Ja altså. Jeg gik i bad, og da jeg var færdig, tog jeg undertøj på. Jeg kunne høre nogle gå rundt nedenunder, så jeg tog lampen, og begyndte at gå nedenunder. Da jeg stod midt på trappen, opdagede personen mig. Og denne person var i besiddelse af et kamera, og så tog personen billeder af mig. Bagefter styrtede han ud af huset,” sagde jeg surt, og satte mig tungt ned i sengen.

Justin stod bare, og kiggede på mig. ”Kan du ikke finde noget tøj til mig?” mumlede jeg surt. Han nikkede, og begyndte at finde noget. Jeg kunne se, at han stadig var i chok, over at der var en paparazzo i hans hus.

Han kastede en langærmet trøje, og et par hængerøvsbukser hen til mig. ”Tak,” mumlede jeg igen, og gjorde tegn til at han skulle vende sig om, mens jeg tog det på. ”Sådan,” sagde jeg surt, da jeg var færdig, og han vendte sig om.

”Det må du meget undskylde,” sagde han, og kiggede bedende på mig. ”Det gør vel ingenting. Det er kun halvdelen af verdenen, som kommer til at se overfede mig i undertøj. Det er jo ikke særlig mange,” sagde jeg ironisk. Han smilede lidt af mig.

”Du er ikke tyk!” sagde han, og prøvede at overbevise mig om, at jeg ikke var. LØGNER, tænkte jeg, men jeg sagde det ikke. Jeg smilede, og trak bare på skuldrene af ham.

“Men den der lejlighed ikke? Altså jeg kender nogle gode steder, som vi sagtens kan kigge på,” han smilede stort, som om han lige havde vundet i lotto.

”Seriøst?! Hvornår?” spurgte jeg overrasket. Han havde næsten lige fået det af vide?

”Vi kan gøre det nu? Hvis du altså vil,” mumlede han, og kiggede lidt ned på sine fødder.

”Selvfølgelig vil jeg det,” sagde jeg energisk, og hoppede nærmest rundt. ”Men på en betingelse!” han smilede lumskt til mig.

Jeg stoppede med at hoppe, og kiggede ondt på ham. ”Hvad?” mumlede jeg surt. ”At du vil med ud at spise en dag,” sagde han lavt, og kiggede op på mig. Han var rød i hovedet. Jeg kunne mærke varmen stige op i kinderne på mig. Jeg var aldrig blevet inviteret ud af en dreng før.

”Deal,” sagde jeg, og rakte hånden frem, for at vise, at jeg mente det. Han smilede lettet, og gav min hånd et klem.

”Men hvornår vågnede ud egentlig i dag?” spurgte han af ren interesse, da vi sad ude i bilen. ”Jeg vågnede ved elleve tiden,” svarede jeg, og gabte lidt. Jeg kom pludselig i tanke om seddelen. ’- Jeg har noget vigtigt at fortælle dig’. Jeg rømmede mig kort.

”Hvad var det du skulle fortælle mig?” spurgte jeg nysgerrigt. Han kiggede hen på mig med et sørgmodigt blik. ”Kates begravelse er den 2- januar, du må selv bestemme om du kommer eller ej. De ser dig selvfølgelig helst komme. Din mor ringede til mig, da hun ikke kunne for fat i dig,” nærmest hviskede han, og kiggede hen på mig, for at se min reaktion.

Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Jeg ville jo gerne med, men så alligevel ikke. Det blev et svært valg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...