Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34520Visninger
AA

53. Kapitel 53.

Jeg faldt grædende ned på mine knæ, efter at have studeret hendes reaktion. Hun var en blanding af sur, og målløs. Sur, fordi at hendes eneste datter, var blevet gravid i sådan en ung alder, og måske var i gang med at ødelægge hele hendes kommende karriere. Målløs, fordi hun aldrig havde regnet med, at hendes lille pige havde gjort det..

”Mor, sig noget,” bad jeg hulkende, og kiggede på hende med tårer i øjnene. Hun havde ikke sagt noget endnu, hun havde bare siddet, og kigget lige ud i luften.

”En abort,” mumlede hun så, og kiggede stift på mig. En abort var en mulighed, og nok den mulighed, som Justin hældte mest til, men var det den mulighed, jeg bedst kunne lide?

”Jamen, det er at dræbe..” hviskede jeg grædefærdig, og tørrede min våde kinder.

”Du skal ikke have det barn!” sagde hun bestemt. Jeg åbnede munden, og skulle lige til at sige noget, da hun afbrød mig; ”Crystal, du ødelægger dit liv! Jeg har..” hun standsede mit i sin sætning, og så ikke ud til at have i sinde at fortsætte.

Jeg var blevet nysgerrig, hvad havde hun? Hun fik jo først mig, da hun var 23, det var da ikke ungt, vel? Det var jo nærmest gammelt.. Der var fem år til, at jeg blev 23.

”Mor, jeg har ikke lyst til at føle mig, som en morder!” råbte jeg højt, mens jeg stod med korslagte arme, og dirrende næsebor. Jeg kunne bare ikke få mig selv til at dræbe det barn. Selvom det ville være dumt at få det, ikke kun for mig, men også Justin. Det ville ødelægge hans karriere, det var jeg sikker på.

”Crystal, nu lytter du til mig! Det ødelægger din ungdom, dine muligheder, det vil også ødelægge dit og Justins forhold,” hun havde rejst sig op, og taget fat i mine arme. Hun holdte et fast, men roligt greb.

”Jamen, jeg kan ikke,” hviskede jeg, og lod en tåre glide ned af kinden. Jeg fik vristet mine arme fri, og vendte mig om, hvorefter jeg løb ud ad døren. Hvorfor kunne hun ikke forstå det? Hun havde aldrig stået i den situation. Hun var jo gammel, da hun fik mig.

Jeg løb over til parken, og fandt et sted i skygge under et træ. Vejret var varmt, måske 36 grader, og ikke en sky på himlen. Vejret var jo egentlig godt til en tur på stranden, men jeg havde jo ingen at tage derned med, og det var egentlig ikke noget jeg havde lyst til.

Jeg lænede mig op ad træet, og lukkede øjnene. Jeg lod nogle tårer glide ned ad kinderne, og førte langsomt – stadig med lukkede øjne – min hånd ned på maven. Tænk, at der inde ville der komme til at ligge et menneske, hvis jeg valgte at beholde det.

Jeg åbnede øjnene igen, og opdagede flere fotografer stå bag en busk. Jeg kiggede underligt over på dem. Hvorfor ville de tage billeder ad mig? Der huskede jeg det, Justin var jo kendt. Nogle gange glemte jeg det helt, han var jo bare en normal dreng.

Men hvad ville de med et billede ad mig? Jeg sad jo bare, som en helt normal teenagepige under et træ? Men jeg sad jo, og græd. Det kunne de sikkert lave en fantastisk historie ud af.

Jeg sukkede højt, ignorede dem, og lukkede øjnene igen. Jeg tænkte tilbage på sidste gang jeg havde været i parken. Det var sammen med Justin. Vi havde skændtes. Jeg havde mødt ham med vrede, men det bedste var, da vi var blevet gode venner igen..

”Jeg ville ikke være i hus med Caitlin! Jeg vidste, at du var nogenlunde okay, og jeg havde længe tænkt på at gå.. Men blev hos dig. Da du så sagde, at jeg skulle gå. Gjorde jeg det, for at gøre dig glad! Jeg elsker dig jo for fanden!” Han afsluttede sætningen på samme måde, som før.

Vi sad længe, og kiggede ind i hinandens øjne. Pludselig begyndte det at regne. Jeg kunne se, at han ikke havde løjet. Han havde talt sandt. Det var Caitlin, som var en bitch. Det var hende, som jeg skulle hade, og ikke min kæreste. Jeg lagde min hånd på hans, efter at have siddet, og tænkt alt godt, og grundigt igennem. Vi var begge gennemblødte, og det stod stadig ned i stænger.

”Justin,” sagde jeg alvorligt, og han afventende på mig. Jeg kørte forsigtigt min tommelfingre hen over hans håndryg. ”Jeg elsker også dig!”

Mit ansigt nærmede sig hans, og jeg kyssede ham. Mit første kys i regnvejr. Noget alle piger havde drømt om. At blive kysset af deres drømmefyr i regnvejr! Romantisk.

”Du har ingen anelse, om hvor meget det betyder for mig,” sagde han, efter han havde trukket sig ud af kysset. Det havde ikke været noget vildt, men bare et blidt, men et af vores mest intense kys, nogensinde. Jeg kunne se en tåre trille ned af kinden på ham. Det var ikke særlig tit, jeg så ham græde.

Jeg smilede forsigtigt, og tørrede tåren væk. Han smilede taknemmelig tilbage, og gav min hånd et klem. Vi sad, og snakkede i flere timer ude i regnen. Det var ikke det smarteste, da jeg lige havde været syg, og mit immunforsvar var stadig svækket. Men jeg var ligeglad. Så længe Justin var sammen med mig.

Jeg ville have Justin til at være hos mig. Lægge armene omkring mig, fortælle mig, at det hele nok skulle gå, kysse mig på kinden, og nusse mig i håret. Jeg savnede hans nærvær i den svære situation. Jeg ved ikke om han havde forladt mig i vrede, eller forbløffelse. Han havde virket så alvorlig. Men det var også en alvorlig sag, meget alvorlig. Jeg blevet revet ud af mine tanker, da min mobil ringede. Jeg havde slet ikke opdaget, at jeg havde taget den med. Den måtte allerede have ligget i min lomme. Jeg åbnede mine øjne, og fumlede lidt med min mobil, inden jeg fik taget den op.

”Det er Crystal,” sagde jeg, mens jeg kiggede over på buskene. Der stod stadig nogle få fotografer, og håbede på at få det helt rigtige skandalebillede.

”Det er Justin,” sagde en velkendt stemme. Jeg smilede stort, da jeg hørte ham tale. Det var det, som jeg havde brug for lige nu. ”Det er temmelig alvorligt. Har du tid til at tale?” sagde han, og lød meget nervøs.

”Ja..” svarede jeg spørgende, og ventede på, at han skulle forsætte.

”Kan du komme over til mig, eller skal vi mødes et sted?” sagde han, og lod mere nervøs. Jeg trak lidt på skuldrene, da jeg fandt ud af, at han ikke kunne se det, og svarede så: ”Det er lige meget”.

”Eh, okay. Men altså jeg kunne måske også bare sige det nu..” hans stemme rystede lidt, men det var ikke meget.

”Det kan du vel,” mumlede jeg, og ventede på, at han sagde noget.

”Okay, men altså.. Det er dit valg om, du ville have barnet eller ej. Min mor anbefaler det ikke, og du ved, hun har selv prøvet det.. Men hvis du gør, skal du bare vide..”

Pludselig blev der helt stille i den anden ende, og stilheden blev hurtigt afbrudt af en lyd af toner.. Havde han lagt på? Havde vi mistet forbindelsen, eller måske noget tredje? Mange spørgsmål fór gennem mit hoved, men det værste var: Ville han forlade mig, hvis jeg valgte at få barnet? Han kunne da ikke forlade mig, kunne han?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...