Mistletoe - JDB.

Crystal er en 17 årig pige, som ikke kan lide Justin Bieber, men en dag støder hun tilfældigt ind i ham.
Den er også på goSupermodel!

118Likes
655Kommentarer
34524Visninger
AA

43. Jazmyn.

”Pattie, hvad er der sket?” Jeg havde taget telefonen op til øret igen, fordi hun blev ved med at råbe. ”Crystal. Det er så forfærdeligt.. Jazmyn er kommet på hospitalet i Canada! Jeg er derovre nu. Kan du ikke komme herover med Justin? Jeg har bestilt nogle flybilletter, bare pak. Så er du en skat,” Jeg havde aldrig mødt hans lillesøster, men han havde tit talt om, hvor sød hun var. Pattie græd, meget. Lige så meget, som Justin.

”Jo, det skal jeg nok sørge for,” sagde jeg høfligt, og jeg fik mere at vide, omkring afgangen. Jeg lagde på, og kiggede over på Justin, som sad i sengen, og græd. Han græd forfærdeligt meget, og jeg kunne ikke klare at se ham sådan.

Jeg lagde en armen omkring ham, og kyssede ham på kinden. Han blev ved med at græde, og det gjorde han i lang tid. Jeg sad, og nussede ham på ryggen, mens jeg trøstede ham. Jeg forlod ham kun, for at pakke alle vores ting, og for at ringe til min mor. Mens jeg gik, og pakkede, kom jeg i tanke om, at jeg ikke officielt havde mødt hans far. Jeg havde heller ikke mødt hans bedsteforældre, som jeg også regnede med at være der.

Jeg havde nemt ved bare at tage til Canada, fordi at min mor havde meldt mig ud af skolen fra, da jeg blev syg, til slutningen af juni – hvilket betød, at jeg ikke kunne tage afgangseksamen på skolen.. Og min mor forstod godt, at jeg blev nødt til at tage med Justin, for at støtte ham.

”Justin, vi skal altså gå nu,” sagde jeg blidt, og prøvede forsigtigt at trække ham op. Det var to timer siden, han havde snakket med Pattie, og han græd stadig. Men jeg forstod ham godt. Hvis en fra min familie, kom på hospitalet, ville jeg også græde.

 

”O-okay,” sagde han hulkende, og rejste sig op. Tårerene løb stadig ned af hans kinder, men han sagde ikke en lyd – før vi kom ud til bilen. Jeg havde så ondt af ham. Jeg kunne sagtens huske, hvordan det var at få, at vide at Kate skulle indlægges.

”Er du sikker på, at du kan køre? Vi kan ringe til en taxa, hvis det skulle være?” spurgte jeg sødt, og prøvede at lyde opmuntrende.

”N-Nej, det går,” sagde han, og snøftede. Så begyndte han at køre, og der blev ikke snakket særlig meget. Før vi trådte ud af bilen, henne ved lufthavnen, tog Justin solbriller, og en cap på. Jeg gjorde intet, for at skjule mig, fordi de ikke ville kunne kende mig – troede jeg. Men da vi var kommet ud, og var på vej ind, fik en lille pige, som var Justin Bieber-fan, øje på mig, og løb hurtigt hen til Justin, som jeg havde i hånden.

Hun skulle lige til at råbe hans navn, da Justin hurtigt tyssede, og skrev en autograf. Han havde fået kontrol over hans stemme, og fik bedt hende om at tie stille, med at Justin Bieber var i lufthavnen. Hun nikkede bare, for hun ville ikke gøre noget, som hendes idol, ikke ville have.

Resten af turen gennem lufthavnen, gik nemt. Der var ingen andre, der opdagede os – utroligt. Men vi tjekkede ind, købte noget kakao, et blad, og så sad vi eller bare, og snakkede, indtil vi skulle flyve.

Flyveturen foregik i stilhed – eller ikke helt. Justin snøftede et par gange, men sagde ingenting. Jeg forstod ham godt. Da jeg havde hørt om Kates indlæggelse, snakkede jeg heller ikke med nogen, de første par dage. Min mor havde været bekymret, men det gik over af sig selv.

”Justin, vi skal af nu,” jeg ruskede blidt i ham, mens jeg hviskede til ham. Han var faldet i søvn undervejs. Jeg havde selv, været vågen hele turen, og læst det blad, som jeg købte, igennem et par gange. Hver gang jeg læste, fandt jeg ud af noget nyt, jeg åbenbart ikke havde fået læst sidste gang.

”Hm,” mumlede han træt, og åbnede sine øjne. Jeg havde taget hans solbriller af, da han sov, for at de ikke skulle gå i stykker.

”Kom,” sagde jeg, og rakte min hånd ud til hans. Han tog imod den, og sendte mig et halvhjertet smil. Det sårede mig lidt, at det ikke var helhjertet, men som sagt, jeg forstod ham.

Vi gik hånd i hånd gennem lufthavnen, og pludselig slap Justin min hånd. Han løb med over til et gammel ægtepar – hans bedsteforældre, formodede jeg. Jeg gik langsomt over til dem, og bed mig nervøst i læben. Jeg havde det altid med at være meget genert over for fremmede mennesker.

”Goddag, mit navn er Bruce – Justins bedstefar,” sagde den gamle mand, og rakte mig hånden. ”Jeg hedder Crystal,” sagde jeg høfligt, og gav hende hånd. Jeg kiggede over på den gamle dame, som smilede sødt til mig.

”Justin har fortalt så meget om dig. Jeg hedder Diane – Justin bedstemor,” sagde hun sødt, og rakte mig også hånden. Havde han talt om mig? Hvornår? Hvordan? Hvorfor? Jeg rakte hende hånden uden at tænke over det, og smilede sødt til hende.

”Vi kører hurtigt tingene hjem til Patties hus, og så kører vi op hospitalet,” sagde Bruce, og tog mine tasker. Jeg smilede taknemmeligt til ham, og rødmede lidt. Han var venlig, og gjorde ting for mig, men jeg kunne intet tilbyde ham.

”Kom,” sagde Diane sødt, og trak Justin ind til et kram. Han var begyndt at græde igen. Jeg bed mig i læben. Jeg kunne virkelig ikke lide at se ham sådan.

Vi kørte hurtigt hen med tingene, og derefter op på hospitalet. VI kom ind i en stue, hvor Jeremy, Pattie, og Erin – Jeremys kone, sad. De sad rundt om en seng, hvor der lå en lille pige med slanger tilslutter over alt, og der var en bekendt maskine, som stod, og bippede. Den maskine, som også havde holdt min bedsteveninde i live – respiratoren. Justin brød ud i gråd, og slap min hånd.  Han løb hen til sengen, og begyndte at ae Jazmyns kind, imens han græd. Jeg bed mig hårdt i læben, for ikke også at begynde at græde. Selvom jeg ikke kendte hende, følte jeg med hende. At se en lille pige ligge, og havde det sådan, var forfærdeligt.

Pattie rejste sig straks op, og gik hen, og holdte om Justin, mens Justin stadig sad, og aede Jazmyns kind. Diane, og Bruce stod lige bag mig.

Selvom Pattie ikke var Jazmyns mor, havde de et stærkt bånd. Et rigtig stærkt et. Fordi han så tit var sammen med Justin. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Jeg kendte jo ikke særlig godt Jazmyn, eller nogen af de andre. De eneste to, som jeg kendte, var Justin, og Pattie – de andre, havde jeg ikke snakket særlig meget med.

”Crystal, vil du med ned at købe lidt mad?” Spurgte Pattie lavt. Jeg fik et lille chok. Jeg var faldet i staver, efter at have sat mig på stolen. Jeg havde sat mig ned ved siden af Erin, og kiggede på, hvordan Justin græd. Jeg havde set ham græde, og jeg kunne intet gøre, for at hjælpe ham.

Jeg vendte mit blik mod hende. Hun stod lige ved siden af mig. Jeg nikkede, og rejste mig op. Vi gik begge ned til hendes bil. Hun havde åbenbart fået at vide, hvad de andre gerne ville have, og vi satte kurs mod McDonalds. Vi kørte i drive-in, og købte maden. Det var det nemmeste. Ellers var det bare lige mod hospitalet igen. ”Hvad fejler hun egentlig?” spurgte jeg lavt, lige inden vi trådte ud af bilen. Jeg kunne høre Patte sukke kort, men smilede samtidig.

”Hun har fået stivkrampe”.

Jeg nikkede kort. Det havde jeg hørt om. Det var det, som man kunne få, for eksempel af et hundebid, eller et sår med betændelse i.

”Er det meget slemt?” spurgte jeg trist, og kiggede ned i jorden, mens jeg fumlede med en masse poser, hvor der var mad i.

”Hun bliver behandlet i en respirator muskelafslappende medicin og modgift mod giftstoffet,” sagde hun, og lød som om, hun citerede en læges måde at sige det på.

”Hvornår bliver hun rask?”

”Hendes tilfælde er ikke så slemt, så omkring en uge... Men man ved aldrig” det sidste tilføjede meget lavt, og kiggede ned i jorden.

Jeg nikkede, og vi fortsatte ind på hospitalet i stilhed. Vi gav maden til de andre, og vi begyndte at spise. Der var stadig stilhed, og en dårlig stemning.

Resten af dagen gik med at sidde på hospitalet, trøste Justin, tage hjem til Pattie – uden Justin, men han kom så hjem senere. Altså om natten. Faktisk foregik resten af ugen sådan, og Jazmyn så ud til at få det bedre.

Det var den fjortende marts, og der var 12 dage til, at vi skulle lave den første koncert i Atlanta. Men jeg var ikke bekymret. Jazmyn skulle nok få det bedre. Det kunne Justin også mærke, så han var også begyndt at blive god igen. Han græd stadig lidt, fordi Jazmyn stadig var i respirator, men lægerne havde sagt, at den ville blive slukket den sekstende marts, og hun ville vågne, men skulle blive på hospitalet til den treogtyvende, samme dag, som vi ville tage hjem til Atlanta igen. Jeg var på hospitalet i et par timer, den fjortende, men Justin havde et eller andet han ville vise mig. Nu hvor han vidste, hvornår Jazmyn ville vågne, var han mere afslappet. Han havde tvunget mig ud i bilen, selvom jeg, ikke havde lyst til det – men der var noget, som han SKULLE vise mig.

Vi kørte ind til en by, og han tog for en gangs skyld ikke forklædning på. Måske det var fordi, det var hans hjemby? Men han tog mig i hånden, og vi gik ned gennem en gade. Mange mennesker stirrede på os, og tog billeder, men de forstyrrede os ikke, ved at komme hen, og spørge om en autograf – det var meget dejligt.

”Her spillede jeg, da jeg var barn,” sagde han, og pegede på en trappe. Ved siden af trappen var der en stjerne, hvor hans navn stod på. Jeg havde godt hørt noget om den, men jeg havde aldrig set den – heller ikke på et billede. På trappen sad der en ung pige, med en guitar, præcis, som Justin havde gjort. Jeg havde godt set en video med ham, hvor han sang.

”Wow,” sagde jeg, og pegede på stjernen. Det lignede lidt en af dem, som var i Hollywood.

”Her,” sagde Justin, og smed en seddel ned i guitaretuiet. Pigen kiggede op, og stoppede med at smile. Hun gjorde store øjne, og smilede stort.

”D-du E-er J-Ju-Justin Bieber,” stammede hun, og måbede. Justin smilede, og nikkede stolt på hovedet. ”Jeg er din største fan,” sagde hun, og lagde guitaren fra sig. ”Må jeg ikke nok få et billede med dig?” Og uden et svar begyndte hun at finde sin mobil frem.

En masse mennesker var stoppet for at kigge, og de samlede sig i en gruppe. Justin snakkede lidt med pigen, mens jeg stod, og kiggede fraværende på guitaren. Hvor jeg dog savnede at spille. Jeg havde ikke spillet i lang tid.

”Hey, Shawty?” Sagde Justin grinende, og vinkede sin hånd foran mit ansigt. Jeg kiggede overraskende rundt med et stort smil.

”Hun spurgte om noget,” sagde han, og pegede ned på pigen, der stod, og kiggede bedende på mig.

”Ja, hvad var det?” Spurgte jeg sødt.

”O-om I ikke vil spille j-jeres d-duet sammen?” Hun stammede, fordi hun var nervøs. Nervøs, for at jeg ville sige nej, tror jeg.

”Ja, det kan vi godt. Kan vi ikke, Justin?” Jeg kiggede hen på Justin, som stod, og smilede.

”Jeg har allerede sagt ja. Men du var ligesom væk,” sagde han, og rystede på hovedet.

”Må jeg ikke spille på guitaren?” spurgte jeg bedende, og fik et overrasket blik tilbage.

”Vil du da gerne det?” Han kiggede stadig overrasket på mig, og jeg nikkede bare. Han nikkede igen, og jeg tog guitaren på, og begyndte at spille. Vi var nået et godt stykke ind i sangen, da jeg så en bekendt fyr. En fyr, som jeg havde set før. Hvor var det jeg havde set ham før?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...