Tilbage til start igen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 okt. 2011
  • Opdateret: 22 okt. 2011
  • Status: Færdig

0Likes
0Kommentarer
882Visninger
AA

1. En farestuende start

Knagende gulv, og meget lidt lys. En typisk skurkehule, ikke? Men lidt for afslørende. Så udvendigt ligner det et helt normalt – måske ikke helt normalt, da der ikke var nogle vinduer, men det kan bortforklares – villahus. Hvide vægge, sort tag og en en sort dør. Huset ligger midt på grunden, og der er have hele vejen rundt. Op ad muren står der med jævne mellemrum rosenbuske. Hist og her vokser der ukrudt. Ude i siden, op og ned af det takkede, hvide stakit, er der et bed med en masse smukke – og velblandede – blomster. Der var en masse lilla, høje planter, små, hvide liljer og en masse planter, der ikke har noget med blomster at gøre, men stadig passer perfekt ind i blandingen. Det var det smukkeste ved huset.  

Indenfor står der en gammel, forladt og slidt seng, som mine ofre skal leve i, et køleskab fra 80’erne og en lampe. Et meget lille og råddent hus, men det er billigt - og jeg har ikke særlig mange penge, specielt ikke taget i betragtning af, at jeg er så god til at være en lejemorder. Nå ja, nu kender du min hemmelighed. Nu behøver du ikke spekulere over, hvor mystisk jeg er. Selvom det er sådan jeg er, og jeg har altid – næsten – været sådan. Men det skal du ikke spekulere over. Jeg spekulerer jo heller ikke over din personlighed, vel? Ligesom du ikke går hen til mig og spørger: ’Hvorfor er du så mystisk?’, går jeg vel ikke hen til dig og spørger: ’Hvorfor er du så sød og morsom?’ Vel? Nu når det er på plads, skal du vel vide, hvordan jeg ser ud. I normale, skrøbelige mennesker er jo også så nysgerrige og krævende. Okay så: Mit hår, som næsten aldrig har været i kontakt med en børste, er meget mørkebrunt, eller om du vil, sort. Det er pjusket helt op, og det går mig langt ned over ørene - cirka til hagen. Men ikke på den klamme, slatne måde. Nærmest helt volumet op, selvom jeg næsten aldrig går i bad. Det skal du ikke tage dig af. Det er der ikke tid til i min branche. Prøv at tænk alle de tilhængere man ville få. Men selvfølgelig, jeg er nødt til at gå i bad, når jeg har et offer. Ellers kan man jo ikke komme ind på livet af dem. Forstår du, jeg gør ikke som ’normale’ lejemordere, eller for den sags skyld, bare mordere. De tager bare en pistol og skyder. Næh, jeg kommer ind på livet af dem og prøver at blive deres venner, eller mere hvis det er en pige eller dame. Hvis det ikke lykkes, så gør jeg det offentlig. Men ikke med mit eget ansigt, næh nej. Jeg har et trick. Jeg er mester i at lave masker, så hvorfor ikke udnytte det? Jeg fremstiller en maske, der ligner et ansigt ned til den mindste detalje, tager den på, finder hende eller ham og snigmyrder ham eller hende. Genialt? Hvad ved du om det, snothvalp. Lige meget. Videre med mig.  

 Jeg har meget mørke øjne, en slank, smuk næse og en smal mund. Kort sagt et meget flot ansigt. Men min tøjstil trækker måske lidt ned. Eller er det moderne nu igen? Jeg er ligeglad. Det er mit tøj, og jeg falder ind i mængden, men falder stadig ud på min egen meget specielle måde. En hvid, godt nok meget krøllet og snavset, skjorte, med et sort løstsiddende slips, presset ind under en lidt for stor, ulden vest. Mine bukser er helt normale cowboybukser i en mørk farve. Ja, mørke ligger til min natur: mørkt hår, mørke øjne, mørk tøjstil og mørke værelser. Godt nok har jeg en meget lys hud og går i en hvid skjorte hele tiden, men hvad er der ellers, der er lyst på mig? Mine sko er nedslidte, tidligere meget flotte herresko - nu ligner de nogle udtrådte sko, hunden har fået lov til at lege med gennem en mudret skov og videre i vaskemaskinen. Og faktisk, for at det ikke skal være løgn, så har de været igennem den tur - et par gange.

 Jeg er meget ofte ude i skoven for at få ro fra byens fart, jag og glæde, når jeg skal planlægge et mord - det sker ikke så ofte, som det har gjort, men jeg kan da stadig være ret populær i en tid. Når jeg så endelig har et offer, uanset hvor dyr eller billig hun eller han var, går jeg meget derude, når jeg er på arbejde. Arbejdet er 24/7, når der er ofre. 

 På vej hen ad gaden på vej hjem – ja, det, du lige har hørt om, var jo mit offerhus, privat bor jeg mere bekvemmeligt – havde jeg meget lyst til lige at se mig en gang rundt, før jeg tog telefonen. Men jeg lod være, da det ville virke mistænksomt. Jeg gik væk fra den tætpakkede gågade og styrede mod et øde og stille sted, så der ikke var stor mulighed for at blive aflyttet, eller at arbejdsgiveren ikke kunne høre noget for den summende larm ude på gaden. Det var da klart, at helt normale mennesker ville skynde sig ud og hygge sig på sådan en dejlig varm dag som i dag. Nå, men jeg tog telefonen. ”Hvad?” spurgte jeg skarpt og hæst. Jeg snakkede meget sjældent.  Undtagen når jeg skulle ind på livet af et offer, men så kunne det jo bortforklares med, at jeg havde ondt i halsen eller sådan noget. Og når så den havde vænnet sig lidt til at være i brug, var jeg jo selvfølgelig bare under bedring? ”Hr. Sillim?” spurgte en nervøs, lille damestemme. Jeg blev lidt overrasket og rømmede mig. ”Ja, det er mig,” hviskede jeg tilbage. ”Jeg vil gerne have dig til at klare et lille job for mig. Kan du møde mig på, Kande på Kaffe caféen i morgen klokken 12.30?” hviskede hun tilbage. Jeg lænede mig op ad den kolde og klamme stenmur, jeg stod ved, og overvejede det lidt. ”Ja, jo, det kan jeg vel godt,” svarede jeg ret så tydeligt. Der var jo intet hemmeligt ved det. Jeg klappede min skod klapmobil sammen og faldt ind i mængden ude på gaden igen.  

 Caféen, Kande på Kaffe, var en gammel butik. Skiltet var slidt og malingen manglede på d’et og et af f’erne. Det føltes mærkeligt at være her. Malingen på selve butikken var en meget mat gul, og taget lignede, at det kunne brase ned, hvornår det skulle være. Det var ikke helt normalt for unge mennesker at være her. Kun de gamle, som var kaffebesat, dengang butikken kom, kom her stadig. Men det var ret sjældent, at der var nogen på det her tidspunkt. Jeg trådte ind ad den slidte dør og satte mig ved en af barstolene i det røgede rum.  

 En halvgammel nussemor kom tøffende hen langs den høje træskranke. ”Sort eller cappuccino?” spurgte hun veltrænet. ”Sort tak,” svarede jeg hæst. Hun tøffede hen til en maskine og satte den i gang. Imens kom der en meget nervøs, ung dame ind. Hendes hår var den smukkeste brune farve man kunne forestille sig, og så var det rigtig langt, så man ikke kunne undgå at se det. Hendes øjne var samme brune farve, og næsen, der sad smukt i det lille ansigt, var meget smal, som passede meget godt til hendes asiatiske hudfarve. Hun havde en hvid T-shirt på. Ude i siden, altså ned af sammen med armene, var der smalle, orange striber. Hun havde korte shorts på den varme morgen. De var orange, samme farve som striberne på blusen. Hun havde ekstremt lange, hvide sokker på, som var blevet hevet ned til cirka knæene, så det foldede. Hendes sko lignede meget hendes bluse: hvide med, godt nok tykke, striber ude i siden. De var flade, men bunden var tyk.

 Hun opdagede straks, at jeg stirrede på hende, og hendes lille ansigt rødmede. Hun satte sig ved siden af mig, og damen bag skranken kom hen til hende. Hun nåede kun at åbne munden før pigen afbrød hende. ”Cappuccino, tak” smilte hun genert. Da hun gik over for at sætte den til, opdagede hun at min var færdig, og gav den til mig, og forsvandt om bagved. ”Hva’ så?” spurgte jeg. Hun hoppede lidt af forskrækkelse. Hun havde aldrig set mig før, og havde derfor ikke regnet med, at det var mig, da de fleste regnede med, at det var ligesom i film, er de der halvgamle, livstrætte mænd, der var lejemordere. ”Øhmeh.. Hr. Sillim?” spurgte hun vagt. Jeg nikkede. ”Ja, kald mig bare Poul. Hvad skal jeg kalde dig, frøken?” spurgte jeg. Hun mandede sig lidt op. ”Du kan bare kalde mig Linn,” svarede hun ret så veltilfreds. Jeg nikkede. ”Okay frk. Linn. Job? Hvad eller hvem nager dig?” spurgte jeg. Hun nikkede lidt hastigt. Hun åbnede munden, men døren ind til det lille kontor blev åbnet, og arbejderen kom ud. Hun tog Linns kaffe, og gav den til hende. Kort efter forsvandt hun. Linn nippede lidt til sin kaffe, hvilket mindede mig om, at jeg også havde en. Jeg tog fat om papkruset og tog en slurk. ”Min tvillingesøster, hun er så irriterende! Vi plejer normalt at være som et menneske, men for et par uger siden, lod hun mig i stikken. Vi var ude i byen og på vej hjem, da jeg faldt. Yann, min søster, var i gang med at hjælpe mig, da den dreng hun havde flirtet med hele aftenen, kom forbi og spurgte, om hun ville med videre til næste diskotek, og selvfølgelig løb hun med ham,” svarede hun trist. Hun trak sit ben op til sig, og hev sokken lidt ned så man kunne se en forbinding om hendes ankel. ”Men ikke nok med det. Næste morgen kom hun ikke hjem. Så jeg ringede til hende. Hun tog den ikke, og hendes telefonsvarer var ændret; ’SKRID! Hvis jeg ikke tager den vil jeg lig’som ikke snakke med dig vel? Idiot, mand’” sagde hun i ligeså trist tonefald. ”Så jeg skal.. dræbe hende? På grund af det..?” tilføjede jeg.  

 Overraskende nok gav det mening. Jeg har selv haft en bror, som stod mig meget tæt, men droppede mig til fordel for en pige. Jeg blev så jaloux på pigen, fordi hun fik al tiden med min meget nærtstående bror, at jeg dræbte hende. Jeg kunne ikke fatte, hvad jeg havde gjort dengang, men det føltes dejligt. Men jeg vidste, at hvis jeg ikke skulle opdages, skulle alle spor slettes, og jeg skulle væk. Så der startede min karriere. Det var for cirka fire-fem år siden. Min bror var totalt knust over mit første drab. Og jeg var blevet en hjerteløs morder. Politiet har aldrig fanget mig, været tæt på, eller fundet noget spor af, at det var et mord. Alt lignede selvmord. ”Ja, tak!” svarede hun på mit spørgsmål, og jeg blev revet ud af mit dagdrømmeri. Jeg rystede på hovedet. ”Okay! Hvor bor hun?” spurgte jeg. ”Øhm.. Det ved jeg ikke,” svarede hun ret så pinligt. ”Men, du må virkelig undskylde!” tilføjede hun. Jeg var forvirret. ”Und.. Undskylde hvad?” spurgte jeg. Der lød sirener. De blev højere og højere. Til sidst var de så høje, at de kunne stå lige uden for, og så fattede jeg sammenhængen. Glad over at jeg altid havde mindst to pistoler og en kniv på mig, tog jeg min kniv og skar pulsåren over på hende. Hun faldt ned på trægulvet på den mest yndefulde måde, jeg nogensinde havde set, og jeg gemte min kniv igen. Jeg skyndte mig at tage fat i hendes fødder og slæbe hende om bag skranken. Jeg fandt min pistol, og rettede den mod ruden. Ingen skulle stikke mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...