Livet i L.A. (JB)

2'eren af Rejsen til Atlanta (JB): Natalie Cortéz har fået bygget nogle trygge rammer op for sin datter, Sofía, efter jordskælvet. Sofía, som nu er fyldt 6 år, har længe plaget om 'at gøre det som mor gør'. Derfor har Natalie givet efter, men hvad sker der når Sofía bliver skubbet ind i denne farlige branche? -
Hemmeligheden om Sofías far er ved at løbe ud i sandet, da flere og flere af deres venner får det afvide, og det er ret svært at vide hvem man kan stole på, specielt når man er kendt, og folk hellere end gerne vil være tæt på dig for lidt god sladder og opmærksomhed i pressen.

55Likes
441Kommentarer
11748Visninger
AA

23. Brevet

"Kære Natalie

Jeg er syg, og har ikke langt igen. Jeg har fået konstateret uhelbredelig kræft. Det skyldes min rygning. Du har altid været en klog pige, og jeg burde nok have lyttet til dig, da du sagde jeg skulle kvitte smøgerne (smiler). 

Jeg skriver dette brev til dig, fordi jeg ikke har modet til at fortælle dig dette, som jeg vil fortælle dig nu: 

Vores stridigheder pinte mig. Du har arvet min viljestyrke, og jeg ser tit mig selv i dig. Måske har vi ikke været på så god fod, fordi vi er så ens. Du har dog arvet din mors kærlighed, og det er jeg glad for. Din viljestyrke har vist sig som stor en fordel. Du har formået at komme videre i livet på trods af hårde tider, som jeg sørgmodigt må tage skylden for. Derfor gør du mig så stolt når du giver igen, og viser mig at der skal meget til at slå dig ud af kurs. Det kræver meget at overleve at blive smidt på gaden, og overleve et jordskælv, sådan som du blev ramt.

Far."

Teksten blev utydelig for mig, da jeg fik tårer i øjenene. Jeg var glad, men samtidig fyldt med had. Blandede følelser. Jeg havde fundet ud af at min far faktisk elskede mig, men var en kujon. Hvordan kunne han tillade sig at skrive sådan et brev? Tro på at nu var alting bare godt. Jeg smed vredt brevet på gulvet, og løb min vej, hele vejen ud på toilettet, hvor jeg tørrede mine øjne.

"Natalie..." Sagde en stemme forsigtigt. Jeg vendte mig om. Det var Sara. Hun krammede mig, mens jeg snøftede, irriteret på mig selv. Han fortjente ikke engang mine tårer! Jeg tørrede vredt tårene væk, og tog mig sammen, og smilede falsk.

 

 

 

"Jeg ved ikke Natalie, jeg føler mig bare forrådt." Sagde Rosa stille og sukkede. Det gjorde mig rigtig ked af at høre sådan noget fra hende, for jeg kunne aldrig finde på at forråde Rosa. "Jeg ville aldrig..." "Nej, ikke med vilje. Selvfølgelig ikke. Men... da du flyttede til USA, gled vi lige så stille væk fra hinanden. Din nye verden var så spændende at du glemte mig. Det sårede mig." Jeg kunne mærke en varm tåre løbe ned af min kind. Det var bare så... rigtigt. Det gjorde mig oprevet. Jeg havde været verdens dårligste ven. "Jeg er ked af det Rosa. Jeg er ked af alting, okay?" Hviskede jeg svagt, og kunne for alvor mærke tårene strømme ned af mine kinder. 

Ingen af os sagde noget. For første gang i 100 år var der akavet tavshed mellem os. Vi sad bare begge med tårer i øjnene, og... gjorde ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Det virkede som om at en hver ting jeg kunne sige ville vøre forkert. Hvordan kunne jeg nogensinde undskylde?

"Hør... Det her er åndsvagt. Vi sidder bare og grædder." Sagde jeg og prøvede at smile. "Rosa, du må forstå at du aldrig ville kunne erstattes..." "Hvad med hende Rosalie der?" Spurgte hun stille, men hårdt. "Rosalie, det her handler ikke om Rosalie, det er dig jeg har alle mine barndomsminder med." Rosa smilede svagt. "Såsom dengang hvor du tissede i bukserne i den der forlystelspark, under turen i den vildeste rustshebanetur, og vi måtte købe en meget grim nederdel for dig." "Fx! Og det var altså en ret pinlig dag." Sagde jeg, nu glad, og smilede. "Eller dengang du kastede op udover min bror." Jeg kiggede lidt ondt på hende, for sjov. "Du glemmer måske dengang hvor du tabte bukserne foran hele skolen?" Rosa grinte. "Det var så pinligt! Jeg turde ikke se folk i øjnene i måneder!" Vi grinte begge to, og stilnede så af. Jeg kiggede kærligt på hende, og sagde så: "Jeg har savnet dig, dit smil, dit grin, din humor, d..." "Jeg har også savnet dig Natalie, selvfølgelig har jeg det. Det bare..." Hun holdte en kort pause, hovr hun lignede en som tænkte meget. "Det kan også være ligemeget, nu er vi jo sammen igen." Sagde hun så. Jeg krammede hende hårdt. "Jeg elsker dig. Bare husk, uden dig , ville jeg slet ikke være nået hertil. Din støtte har været meget vigtig for mig. Du betyder alt for meget, til at jeg nogensinde vil slippe dig igen. Det lover jeg!" Sagde jeg. "I lige måde."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...