Ulvens øjne 2

Mikkel finder ud af at den han elsker er en varulv. En rigtig varulv... Den selv samme varulv som forvandlede ham for 8 år siden.
På Mikkels 18 års fødselsdag tager Sille livet fra dem begge, da hun ikke kan leve med at hun dræbte Mikkel.

3Likes
11Kommentarer
2351Visninger
AA

6. Har du slået hovedet?

Jeg løb efter drengen. Han var ufattelig hurtig. Som om som om han nærmest svævede i susende fart. Jeg gav nu ikke op.

Da jeg selv nåede skoven var han ude af syne, men jeg løb vidre.

 

[P.O.W Mikkel]

 

Jeg var blevet ved med at løbe, til jeg nåede en lysning i skoven. Den lysning hvor hun havde været i skoven. Jeg havde været her så mange gange, men dette var sidste gang. I morgen. I morgen tog jeg videre til et andet sted. Hun var ikke i den her by. Der var intet tilbage der mindede om hende. Selv ikke hendes far var at opsnuse mere, selv om han stak lagt væk.

Jeg sukkede en sidste gang før jeg gå. Jeg ville se Simon og Caro en sidste gang. En sidste gang før deres tid kom. Næste gang jeg ville komme se dem, ville være et andet sted. En anden verden.

 

Der var en der råbte i den anden ende af lysningen, men jeg ignorerede det og gik videre. Så mange gange var jeg blevet snydt af råbende folk. Det gav et gnist af håb, men skuffede en når man vendte sig. Aldrig mere ville jeg opleve det.

”Hey du der! Hører du ikke hvad jeg siger” Råbte den samme stemme igen. En hånd tog fat om min skulder og tvang mig rundt, så jeg mistede balancen. Jeg faldt ned på jorden og så op. En dreng med blondt strit hår og gyldne øjne stod og så på mig. Ikke ligefrem venligt. Han var ikke kraftig bygget. Mere sådan midt i mellem smidigheds krop og udholdenheds krop som mig. Han var bare en del år ældre end mig.

Hvad skete der? Hvordan kunne han se mig? Hvordan kunne han røre mig? Hvorfor virkede han bekendt?

 

”Svar mig?” bed han af mig. Men jeg kunne ikke. Jeg var som lammet.

”Hvad lavede du inde i butikken, da ruden gik i stykker?!” råbte han igen.

”J-jeg ved ikke hvad du mener” løj jeg og så væk. ”Jo det gør du. Jeg kan se det på dig. Hvad havde du gang i” Spurgte han igen.

”Hvordan kan du se mig” spurgte jeg til sidst. Men han nåede ikke at svare, før en forpustet stønnen lød gennem lysningen. Drengen der stod over mig virkede helt uinteresseret i den stønnende lyd, men jeg selv kikkede forbi ham. Det var en dreng der kom løbene. Han havde sort hår som jeg selv, og hans øjne var brune. Denne dreng var meget bredskuldret i forhold til den anden.

”Nick, hvad laver du?” spurgte drengen forpustet og lagde en hånd på drengen, med det blonde hårs, skulder. ”Ja hvad ser du ud til, Daniel? Det var ham der ødelagde biblioteket” svarede han og pegede ned på mig. Daniel kiggede på mig, men igennem mig. ”Er du helt rask, Nick? Der er ikke noget?”. Det var altså kun den dreng der hed Magnus, der kunne se mig?

Jeg brød mig ikke om at være her længere. Jeg ville væk fra de 2 drenge. En hel måned havde jeg ønsket at snakke med nogen. Nu havde jeg måske en chance men, jeg ville flygte.

”Jeg mener det Daniel. Du skal ikke lave sjov. Jeg ved at det var ham drengen fra biblioteket”

 

[P.O.W Daniel]

 

Nick plejede at være meget sjov, men nu var det ligefrem pinligt. Han blev ved med at påstå, at der lå en dreng med sort hår og lysende gule øjne på jorden. ”Nick? Fik du noget af glasset i hovedet, da vinduet sprang?” spurgte jeg og undersøgte hans blonde hår for røde pletter og glas. ”Hold nu op med at spørg om det hele tiden, jeg har det fint. Men hjælp mig nu lidt med at få ham med til politistationen.” vrissede Nick og bukkede sig ned mod jorden for at samle et eller anet op. Han prøvede virkeligt at overbevise mig om, at der var en dreng. Det lød endda til, at han selv troede på det. ”Du kan tro nej, du bliver her!” råbte Nick pludselig og rev i luften som en gal. Hvad lavede han? Det så ud som om han dansede med luften. Eller sloges med den.

Det så ikke bare sådan ud. Han sloges rent faktisk med luften. Og han så ud til at tabe. Jeg fniste svagt over hans støn når luften slog ham. For en kort stund stod han stille og stirrede vredt ud i luften. Han var vred. Men det vrede blik blev hurtigt bange. ”D-du er” stammede han skræmt og så på mig. ”Det er ulven jeg så!”  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...