Ulvens øjne 2

Mikkel finder ud af at den han elsker er en varulv. En rigtig varulv... Den selv samme varulv som forvandlede ham for 8 år siden.
På Mikkels 18 års fødselsdag tager Sille livet fra dem begge, da hun ikke kan leve med at hun dræbte Mikkel.

3Likes
11Kommentarer
2343Visninger
AA

5. Bogen

[P.O.W Mikkel]

 

 

Bogen stod som den havde gjort, sidst jeg så den. Med den sorte ulv, fuldmåne og kolde blå øjne. Nej… De himmelblå øjne. De øjne der havde der havde stjålet mit hjerte. ”Sille hvor er du” hviskede jeg lavt.

 

Jeg så mig kort om. Biblioteket var ikke åbnet endnu, men jeg måtte sikkert godt gå der ind. Desuden hvem skulle stoppe mig? Da jeg kom ind, blev jeg mit menneskelige jeg, så jeg kunne håndtere bogen. Bogen virkede underlig at holde. Den vejede ikke noget. Det var som om det var rent luft. Som om den ikke var der. Men det var den. En skræmmende følelse at løfte på ting, når man er død.

Min egen historie stod forrest i bogen. Sandheden om det jeg var engang. Mit liv, min fortid, et andet liv.

Men nu var det ikke det, der stod forrest i bogen, der var vigtig. Det var den sidste side. For hvis jeg ikke tog meget fejl, ville de tre mord stå alder sidst i bogen. Og det gjorde de. Men hvordan! Vi var døde!

Noget blussede op i mig. Jeg vidste ikke hvad det var, men det tog kontrol. Jeg kylede mod bibliotekets vindue.

Vinduet blev knust af bogen og landede på vejen udenfor. Folk stoppede op eller dækkede for deres hoveder, så de ikke blev ramt af glas. Bibliotekets alarmer var også gået i gang.

 

 

[P.O.W Nick]

 

”Men jeg så altså en ulv” sagde jeg for 117. gang.

”Ja ja, Nick, jeg tror dig skam… for ulve kan jo også tale og gå gennem vinduer” svarede jeg ironisk. ”Jeg ved godt det lyder mærkeligt. Men du bliver nød til at tro…” mere nåede jeg ikke at sige, før lyden af et vindue der knuses lød gennem gaden. ”Hvad sker der” spurgte folk rundt omkring.

Daniel og Jeg gik nærmere for at se nærmere på det der var sket. En eller anden ulve bog lå på vejen og tog noget af opmærksomheden. En mand der havde fået flænset noget af sit tøj, fra det flyvende glas, samlede den op. ”Det er et varsel. Et ondt varsel. Vi skal dø! Ånder der smider med bøger” råbte han.

”Og hvem siger så det?! Ånder findes ikke. Det sikkert en eller forvirret person der har smidt den gennem vinduet” grinte Daniel. ”Tror du jeg siger det her for sjovt knægt!” Råbte manden igen. ”Biblioteket er lukket og tomt” råbte manden og pegede vredt mod det ødelagte vindue. Daniel, jeg og den andre folk på gaden kiggede mod vinduet. Der stod en dreng inde i butikken med en kold mine. Han havde rifter i hovedet som blødte. Han måtte have stået tæt på vinduet da det blev knust. Endnu tættere end manden der stod og råbte.

Drengen mumlede noget jeg ikke kunne høre. Men det jeg kunne mundaflæse lød som: ”De finder vel nogen til at betale for det”

Kort efter hoppede han ud af vinduet og løb sin vej. Ingen lage mærke til ham ud over mig. Så måtte jeg vel standse ham, for jeg var sikker på, at han havde kastet bogen.

Jeg satte i løb og råbte han skulle stoppe, men det gjorde han ikke. ”Nick?!” råbte Daniel efter mig. ”Hjælp mig med at fange ham! Jeg er sikker på at det var ham der gjorde det!” råbte jeg tilbage og løb videre. Drengen var hurtig og næsten nået skoven.

”Hvad snakker du om? Kom tilbage!”

Nej. Jeg ville fange ham. Jeg ville gøre en god gerning.

Ham drengen så nu også lidt bekendt ud. Måske en fra skolen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...