I see you

Chris er en normal dreng med normale problemer... Og dog... Chris har faktisk et problem, men han vil ikke fortælle nogen om det. Han vil dog ikke fortælle nogen om det, da hans liv vil ændre sig for meget.

Men hvad sker der så, når en pige kommer på sporet af hemmeligheden?

0Likes
2Kommentarer
1476Visninger
AA

3. Kølige tær.

 

 

”Hvad laver du Christoffer?” Spurgte min mor, da jeg pakkede min taske.

”Jeg gør mig klar til skole” svarede jeg

”Med den store taske? Har du alle dine bøger med?”

”Nej nej. Kun dem jeg skal bruge” løj jeg.

Alle mine bøger var faktisk i tasken, men jeg kunne ikke tage dem ud. Hvis jeg gjorde det, ville jeg risikere ikke at få dem med igen. Og der var endnu større chance for, at jeg fik den forkerte med.

Alle mine bøger havde samme størrelse. Vi blev også tvunget til at pakke vores bøger ind i bogbind, men det betød ikke noget.

Det der betød noget, var det utal af små sedler i mine bøger. Det var dem der gjorde, at jeg kunne kende forskel på mine bøger. Men man kan jo tage fejl.

Folk troede jeg var et ordensmenneske, når de så regnbuerne af papir i mine bøger. Men det var jeg lagt fra.

 

”Hvad med morgen mad?” spurgte min mor.

”Jeg spiser ovre på skolen” svarede jeg, og samlede min taske op fra gulvet.

Mit ur bippede, og jeg vidste, at der kun var et kvarter til klokken var 8 alligevel.

”Desuden kan jeg ikke nå det nu” sagde jeg og gik mod gangen.

”Det ville være rart at spise sammen med dig en gang i mellem” sagde min mor måske lidt fornærmet.

 

Jeg kom igennem dørkarmen og stod nu midt i gangen.

Mine sko var nemme at finde, da de stod først fremme. Dog måtte jeg mærke efter på sålen.

Det var mine sko. Sålen var så tynd at man skulle tro det var løgn. Min venstre skos sål var endda trådt lidt igennem

forrest på foden.

Men den tynde sål var vel nærmest livs vigtigt for mig. Jeg tror ikke, jeg kunne få min hverdag til at hænge sammen, hvis jeg ikke kunne mærke jorden.

 

Jeg fik mine sko på og en tæt siddende jakke.

”Du må da fryse ihjel, Chris” sagde min søster bag mig.

Vi var midt i oktober. Men koldere var det heller ikke udenfor. Desuden hvis jeg indrømme at jeg frøs lidt, skulle jeg gå med vinter jakke og tykke såler.

 

Jeg tog min taske på ryggen og fandt døren så jeg kunne komme hurtigt ud.

Kulden fra fortovsfliserne gik igennem mine såler, og op til mine fødder, så ledt som ingen ting. Det var lidt koldt, men jeg overlevede. Jeg kunne trods alt mærke jorden.

 

Vej mellem skolen og mit hus, var et af de steder, jeg kunne være mere eller mindre mig selv.

Her havde jeg de rart. Det var sikkert også her, jeg ville bruge alt min tid, hvis jeg ikke havde valgfag i skolen, og nogle andre specielle timer jeg ikke kunne ”leve” uden.

I det hele taget var det denne vej, der var det eneste sted, jeg kunne være som jeg var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...