Whispering in the dark

De har altid været der. Hele mit rædsomme liv, har de fulgt efter mig som en lille hundehvalp, og hver gang de forsøger at tale med mig, har jeg prøvet at ignorer dem. Men det er umuligt at ignorerer dem, da de er over alt, men ingen kan se dem, på nær mig. 17-årige Claire vil bare være en normal pige ligesom alle andre, men det er svært når man kan se spøgelser og ånder. Men måske kan den mystiske Dean hjælpe hende? Men hun ved ikke at der er nogle som stalker hende..

8Likes
11Kommentarer
1817Visninger
AA

2. Yearh I can see ghost...

Kapitel 1

Første gang jeg så en ånd, var i børnehavnen. Min far bildte mig ind, at det blot var en fantasi ven, og jeg troede selvfølelig på det. Men det blev værre med tiden. Da jeg var ni år og stadig så ”fantasi venner” blev mine forældre bekymrede, de mente, at jeg var ved at blive sindssyg og havde symptomerne på skizofreni. Derfor blev De enige om, at sende mig til en psykolog. Hvem kunne have troet at en lille pige så spøgelser? Min psykolog hed Marianne, hun var i sigende en meget god pædagog eller barnepige, men psykolog var hun elendig til. Det meste der kom ud af hende mund, var hendes egne problemer, jeg tror det var fordi jeg var en god lytter. Men mine problemer? Blev der aldrig snakket om, heldigvis. Men det var jeg nu også glad for. Jeg var ikke den åbne person, der bare kunne åbne munden og tale. Jeg var mere den stille type der kun svarede med korte sætninger, og aldrig tog initiativ til en samtale med andre, især ikke fremmede mennesker. Jeg gik der i tre lange år, og mit problem var nærmere blevet værre end bedre. Men heldigvis var jeg blevet klogere med tiden, så jeg stoppede med at sige noget om mine fantasi venner til mine forældre, og de holdte op med at være bekymret om mine problemer. De glemte mig nærmest, jeg blev til deres usynlige datter som intet sagde. Min familie  flyttede tit på grund af min far. Han havde et krævende job der betød, at at skulle flytte rundt omkring i verden. Det bedste sted vi havde boet var nok, Japan. Det savnede jeg, ikke begrund af kammeraterne, men maden. Sushi var det lækreste der fandtes, den friske smag af laks og ris samlet, var fantastisk. Det  var virkelig noget der gav pote. Hele mit liv har været opbygget på løgne. Ikke nok med mine fantasi venner, som jeg nu kalder spøgelser eller ånder, faktisk kan jeg ikke kende forskel på dem endnu, men jeg bliver bedre med tiden. Men også de steder jeg går i skole henne, bliver jeg nødt til, at sige – at jeg har mange venner og jeg tit er hjemme hos dem. Men det er omvendt, jeg har aldrig været sammen med en, af alle de klasser jeg har gået i og jeg har ingen venner på skolerne, jeg sad al tid sammen med freaksene på skolen og hænger ud på skolens biblioteket for at have noget at lave i fritiden. Jeg gik på skolens gang da jeg snublede over mine fødder.

”Jeg hader de her sko”, sagde jeg og tog dem af.

”Skønt nu er jeg barfodet hele dagen i dag”, mumlede jeg og gik videre hen til klasseværelset. Det var min tredje dag på skolen og jeg havde endnu ikke fundet nogle venner .

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...