Det Store Modeshow

En historie der handler om at gå all-in i sin branche.

En alternativ historie med en alternativ komposition, som jeg aldrig har prøvet at skrive lignende. Så jeg håber da at den bliver acceptabel. Læg gerne stemme og kommentar om hvad I synes.

4Likes
8Kommentarer
2243Visninger
AA

8. VI

Milla stod på den lille skammel og prøvede desperat at holde balancen. Dels ville det være meget pinligt og grimt hvis hun faldt, men hvis nålen smuttede af syerskens hånd, ville det heller ikke ende pænt. Så derfor spændte hun i kroppen, i bækkenet, i overkroppen og i læggene mens hun prøvede at holde den rette holdning, som syerksen gerne så.

- Slap nu lidt af, Milla, søde. Du er jo helt anspændt.

Maria, Millas Agent så bekymret på den unge pige. Milla gjorde sit bedste for at give et beroligende smil, men det sitrede i mundvigene af at spænde, og hun var afsløret.

- Milla, du bliver nødt til at slappe lidt af. Der er lang tid til 2012.

Maria prøvede at lyde sarkastisk, men kunne se på Millas udtryk at det var et fladt forsøg. Syersken, der koncentreret arbejde på at sy kjolen ind, så den passede til Millas krop, ænsede det slet ikke, men alligevel sendte hun et lille varmt smil til hende. Det hjalp lidt på Millas humør. Det var rart at der i det mindste var én ud over Maria der ikke gav udtryk for at ville hende til livs. Så snart tanken kom helt tæt på, kunne hun mærke det brænde bag øjenlågene og hjertet blive helt tungt i brystet på hende. Maria fik bekymrede rynker i panden.

- Milla, du er vel ikke ved at blive syg?

Milla rystede på hovedet. Hun vidste at stemmen ville lyde grødet, og det ville bare gøre Maria endnu mere bekymret. Men sandheden var dog mere end bare en hovedrysten (hvilket for den sags skyld også var løgn). I det samme så hun tre piger, der ligesom hende skulle gå på catwalken samme aften, og resten af weekenden, gå forbi. De var tilsyneladende optaget af en samtale, men da en af dem, en lyshåret, mager og snerpet udseende pige, fik øje på Milla, skiftede grimassen til isnende og ondsindet. Milla opfangede tonelejet skifte til bittert og ord som ”kæledægge” og ”forkælet møgtøs”, samt udtryk der var værre, da de gik videre, og derefter en tiskende fnidrende latter. Milla kendte godt den latter. Hun havde hørt den op til flere gange, mest til modeshows som dette, hvor hun skulle arbejde sammen med flere fremmede modeller fra andre bureauer. Hun mærkede gråden presse sig længere op i halsen, og følte en vaklen i knæene. Pludselig følte hun sig så svag. Maria opdagede den pludselige svaghed og rynkede panden, men hun sagde ikke noget. Det var Milla hende taknemlig for. Hun ville ikke at give de divaer den tilfredsstillelsen at knække. Derfor rettede hun ryggen og hævede hagen og gjorde sit bedste for at lukke de besværlige tanker og følelser ude.

 

- Så, det var dét. Nu sidder den som støbt på dig!

Syersken blinkede muntert til den nedtrykte pige, og Milla gjorde sit bedste for ikke at afslører hvad der foregik i hendes indre, og sendte et varmt smil tilbage. Da syersken kørte et legemsstort spejl frem, så Milla kunne se kjolen på sig, følte hun pludselig en dyb trang til at se væk, men ville ikke virke uhøflig. Hun bed sig i kinden og betragtede sit fulde spejlbillede. Følelserne der vældede op i hende var blandede. Hun måtte indrømme at kjolen virkelig smøg som om hende, som var den skabt til hende. Det var en forholdsvis enkel kjole, fra en af designeren Francesca Bruunz’ nye efterårskollektion. Den havde ingen stropper, kun en dekorativ strop der egentlig ikke var til at holde kjolen oppe med. Den var kun udsmykket med enkelte løvblade i røde, orange og gyldne farver, fremstillet af silke, som sad på stroppen og nogle få i taljen. Kjolen var i en pudret version af forårsgrøn, og i bunden af kjolen ebbede den ud i en mørkere tone med mønstre i bladform, som var dekoreret med gyldent glimmer. Kjolen var tætsiddende og faldt naturligt ned langs kroppen. Milla kunne ikke lade vær med at føle at hun var født med den på. Hun lod hænderne glide ned landg siderne og mærkede stoffet flyde gennem fingrende. En frydende rislende følelse gled gennem hende. Et kort øjeblik glemte hun helt formålet med at have denne kjole på. Hun følte et øjeblik at hun var hjemme igen. Ude i haven mens det røde løv faldt omkring hende. At hun gik gennem skoven og lyttede til fuglene der sang sine sidste efterårssange før de tog på træk. At hun dansede den sensommerdans som hun opfandt da hun var lille, og legede at hun var en elverprinsesse. Et kort øjeblik, følte hun sig lykkelig.

      - Hvor er du smuk, Milla.

Milla følte det som om hun var blevet slået. Atter befandt hun sig backstage i Palais de Paris-Bercy i Frankrig, iført en designerkjole hun samme aften skulle vise til årets største modeshow, som hun oven i købet skulle åbne. Hun var atter den 17årige topmodel Milla, fra bureauet ”Exclusive models”, der var blevet spået som en af verdens smukkeste kvinder, og muligvis årtusindets nye ansigt. Hun følte sine illusioner ramle. Minderne fadede væk fra hende, til de kun var en tåget masse i hendes underbevidste og tilbage sad nu nervøsiteten, hjemveen og den bitre følelse af at være en udstødt og hadet person, der frastødte sine modelkolegaer.

Maria tog forskrækket fat i Milla, da hun svajede.

- Jamen Milla dog! Jeg er altså ikke langt fra at melde dig syg, og tage dig tilbage til hotellet så du kan hvile dig! Du ser virkelig skidt ud.

Bekymringen lyste ud af Marias rare brune øjne, og Milla tog sig sammen. Hun var blevet helt bleg og følte galden trykke.

- Undskyld, Maria. Det er bare nervøsitet… og hjemve.

Maria lød ikke overbevist, men lod alligevel Milla slippe for yderligere forklaringer. Men hun vidste at hun ville tage emnet op igen, når Milla havde sundet sig.

- Okay, men du må vist hellere sætte dig lidt ned. Vi skulle jo nødig have at du faldt om.

Milla gjorde som der blev sagt. Hun fik kjolen af igen, og sit eget tøj på. Derefter blev hun eskorteret ud til cafeteriet, hvor hun vidste at frokosten snart ville blive serveret. Hun mærkede dog ingen sult, kun galde, og en hård knude i maven, der havde direkte forbindelse til tårekanalerne og de destruktive tanker, der lå og lurede i baghovedets mørke.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...