Min Første Kærlighed

En masse minder kommer frem, da David tænker på sin første kærlighed - Denne novelle er med i 'Min Første Kærlighed' konkurrencen, så det ville være dejligt, hvis du gider at give stjerner. Du kan evt. sætte den på din farvoritliste eller vise den til dine ven/inder ;)

7Likes
18Kommentarer
2538Visninger
AA

4. Kærlig

Du var altid så sød og kærlig mod folk. Du kunne ikke gøre en flue fortræd. Det var meget sjældent du blev sur eller gjorde noget ondt mod andre. Jeg så dig faktisk aldrig være ond, aldrig nogensinde.  

 

Danmark, København, lørdag d. 16. juni 2012 kl. 12.54

Audrey og Jeg var rimelig ofte sammen, havde det rigtig hyggeligt og snakkede godt sammen. Vi gik en tur i parken, efter at have været ude og spise frokost ved en lille cafe. Vi snakkede om løst og fast og havde det generelt hyggeligt. Jeg kiggede ned i jorden og blev en smule nervøs. ”H-Har du egentlig en kæreste?”, jeg kiggede stadig ned, men kunne mærke at Audrey stirrede på mig. ”Nej, det har jeg ikke. Jeg synes ikke rigtig, jeg har mødt nogen, som jeg virkelig kan lide”, svarede hun lidt nedtrykt, kunne jeg hører på hendes toneleje. Jeg kiggede op på hende med et lille skævt smil, ”Det er jeg ked af at hører”. Jeg mente det ikke rigtigt, for jeg var begyndt at synes godt om hende. ”Det skal du ikke være”, hun smilede lige så sødt, som hun altid plejede, så hendes smilehuller kom frem.

Vi gik lidt i tavshed og jeg så mit snit til at tage hendes hånd. Langsom sneg jeg min hånd ind i hendes. Et lille stød gik igennem min krop og det sitrede, hvor min hud mødte hendes. Audrey så ikke ud til at det gjorde noget, så jeg gav bare hendes hånd et lille klem og smilte til hende.

Vi gik forbi en bænk, hvor en lille pige, på fem år vil jeg tro, sad og græd. Audrey gav slip på min hånd og gik over til hende. ”Hej søde. – Hvad laver du her helt alene?”. Jeg gik langsomt over til dem og stilte mig ved siden af Audrey. Pigen så lidt genert ud og så ikke helt tryg ud ved situationen. ”Det er okay, vi gør ikke noget”, Audrey smilte til den lille pige, ”Jeg kan ikke finde mor og far”, tårerne trillede en efter en ned af pigens kinder og Audrey tørrede dem væk med hende tommelfinger. ”Kom, vi skal nok hjælpe dig med at finde dine forældre”, Audrey rejste sig fra bænken og rakte pigen sin hånd. Man kunne se pigen tøvede lidt, men hun tog til sidst Audrey i hånden. Imens vi gik og ledte efter pigens forældre, prøvede Audrey at få pigen i bedre humør, ved at snakke om noget andet. ”Hvor gammel er du søde?”, pigen kiggede op på Audrey med sine store blanke øjne. Uden at svare, tog hun sin hånd op og viste med sine fingre, hvor gammel hun var. Fem år, præcis som jeg havde gættet på. ”Nøj, hvor er du stor”, sagde Audrey og smilede til pigen. Pigen fniste lidt og nikkede. Det så ud til, at Audreys plan om, at pigen skulle i bedre humør, virkede.  

 

Jeg kan huske vi gik i en halv time før vi fandt hendes forældre, men vi fandt dem. Den lille pige var så glad for at se hende forældre, at hun gav slip på din hånd og bare løb ind i deres favn. Hendes forældre var selvfølgelig lige så glade for at se hende, som hun var for at se dem. De takkede os mange gange for at have hjulpet deres lille pige med at finde dem, de havde endda tilbudt os penge, men det sagde vi pæn nej tak til og sagde, at vi bare var glade for at hjælpe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...