Min Første Kærlighed

En masse minder kommer frem, da David tænker på sin første kærlighed - Denne novelle er med i 'Min Første Kærlighed' konkurrencen, så det ville være dejligt, hvis du gider at give stjerner. Du kan evt. sætte den på din farvoritliste eller vise den til dine ven/inder ;)

7Likes
18Kommentarer
2535Visninger
AA

5. Betænksom

Du var også altid så betænksom. Du hjalp til, hvis du kunne og selv hvis folk sagde, at de ikke behøvede hjælp, hjalp du alligevel. Det var en ting, jeg virkelig beundrede dig for. Altid så betænksom og hjælpsom.

 

Danmark, København, søndag d. 8. juli 2012 kl. 15.18

Vi var hjemme hos mig. Jeg boede hos min far, da min mor og far blev skilt for fem år siden. Vi sad i min seng og snakkede, imens musikken spillede lavt i baggrunden. ”Skal vi ikke se en film? – Jeg har sådan lyst til bare at flade ud og slappe af”, Audrey så spørgende på mig og jeg smilede bare tilbage til hende. ”Jo, det kan vi godt. – Hvad vil du se?”, jeg rejste mig og gik over til mit skab, hvor mine film stod. ”Har du… Jeg, mig og Irene?”, jeg kiggede efter i skabet, da jeg mindedes at have den, og rigtigt nok, der stod den, lige i midten af alle filmene, ”Jo, det har jeg”. Jeg satte filmen på og så lå vi ellers og så film.

Efter filmen blev vi enige om, at skulle gå hjem til Audrey. Hun havde de sødeste forældre man kunne tænke sig, det er ikke så svært at vide, hvor Audrey har fået alle sine gode sider fra.

På vej hjem til hende, så vi en gammel dame gå over på den anden side af vejen. Hun så ud til at kæmpe lidt med sin rollator, da der var en masse huller i fortovet. Pludselig kørte rollatoren lidt for hurtigt og hun faldt forover og tog fra med sine hænder.

Audrey så det og skyndte sig hen for at hjælpe hende op. ”Er de okay?”, den ældre dame så ud til at være lidt chokeret, men svarede blot: ”Jeg har det fint søde”. Audrey så ikke helt overbevist ud, tjekkede hendes hænder og gispede stille, ”Dit håndled er jo helt blåt, det må hellere tjekkes”, damen så smilende på hende. ”Er der en vi kan ringe til, som kan hjælpe dig på skadestuen”, spurgte Audrey og damen nikkede en gang, ”Ja, min datter er vidst hjemme, jeg skal bare lige ringe til hende”.

Til min store overraskelse havde den ældre dame en mobil, som hun langsomt trak op af sin lomme med den uskadte hånd. Audrey tog den blidt ud af hendes hænder, ”Nu skal jeg”, den ældre dame smilede blot taknemmeligt til hende. Audrey ringede hendes datter op og fik hende til at komme og hente sin mor, så de kunne kommer på skadestuen.

”Tusinde tak, fordi du hjalp min mor. – Jeg kan ikke være mere taknemmelig”, datteren var kommet og fået sat sin mor ind i bilen, så de kunne komme på skadestuen. ”Det var da så lidt, vi kunne jo ikke bare lade hende ligge der på gaden”, svarede Audrey og vi fik sagt farvel til dem.  

 

Jeg elskede dig for at være så betænksom. Du gjorde alle omkring sig så glade, ved at være sådan og bare smile hele tiden. Det var også en af de ting, jeg husker dig godt for, dit gode humør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...