Det at miste.

Et kort meget mørkt stykke.

3Likes
4Kommentarer
1195Visninger

1. Det at miste

Bilturen derud var stille. Det var ikke en behagelig stilhed. Det var en af dem, der gjorde dig tør i munden, imens du prøvede at finde på noget at sige. Jeg prøvede virkelig at tænke på noget, som kunne bryde den tunge stemning af ingenting. Men der var ikke noget at sige, og jeg lod følelsen af grå overtage mig. Min mor sad foran i bilen ved siden af min far. Man kunne jo ikke ligefrem køre, når man var i hendes tilstand. Vi havde ikke brug for flere døde nu. Jeg burde ikke tænke sådanne tanker. Jeg burde ikke. Men den ensformige følelse af grå gjorde, at mine tanker flød sammen.

 

”Du ved, livet er noget mærkeligt noget storebror” hun kigger op på mig med store blå øjne. ”Man ved intet om det, kun at man ikke har lyst til dø” hun ler let, imens en brise snor sig  igennem hendes krøllede blonde hår.

 

Synet foran mig gav mig kvalme. Alle de mennesker tonede ud i et hav af sort. De fleste kendte hende ikke en gang. De havde ikke ret til at være her. De havde ikke ret til at bære en maske af falsk sorg, bare fordi de var blevet inviteret. Hvorfor skulle de overhovedet inviteres? Ja, gør det til min fars ansvar at omvende selv den mest upassende begivenhed til en grotesk forretningsmiddag.  Jeg iagttog, imens mine forældre begyndte at hilse på gæsterne. Jeg hørte nogle kommentere på, hvor godt min mor håndterede hele den tragiske situation. Mine hænder rystede gæsternes, og min mund svarede deres kondolencer. Det skammede mig, at jeg ikke følte mere.

 

Hendes øjne lyser op, da hun formår at puste alle lysene på kagen ud. Det bliver jo sværere  og sværere at puste dem ud for hvert år, der kommer jo flere og flere. Der er allerede ti lys.  Tiden går hurtigere, end man skulle tro. Der er noget over det store smil, som fylder hendes ansigt, der er så forbandet  livsbekræftede og i det øjeblik, så går det op for mig, at jeg selv står og smiler. Hun vender  sine skinnende blå øjne op mod mig og griner let. ”Jeg er endelig ti!” Jeg er sikker på, at den lille pige, som sidder her, hun er bestemt til at gøre store ting i livet.

Som en hvid perle i et hav af sort stod kisten. Selv liljerne derpå var hvide. Det mindede mig om den nyfaldne sne, som hun havde elsket så højt. Det var uvirkeligt at hendes krop lå der i, som begravet under en stor snedrive. Uvirkeligt. Det ord passede godt på den følelse jeg sad med. Følelsen af at der ingen forbindelse med virkeligheden er. Præstens stemme lød så forfærdelig fjern, selvom den sikkert rungede igennem det store kirkerum. ”Vi er samlet her i dag for at mindes en smuk sjæl... ” Det hele druknede for mine ører i det store hav af sort. Så forfærdelig meget sort blandet med den monotome følelse af grå. Det var med den følelse, at jeg gik med, imens vi samledes ude på kirkegården. Jeg skammede mig virkelig så dybt, da jeg hørte et skingert halvkvalt hulk ovre fra min mor. Jeg burde også stå der. Græde, være knust, aldrig den samme. Den følelse af ingenting som jeg stod med lige nu, var det den, min mor prøvede at opnå med valium? Brun uren jord regnede ned over det hvide kistelåg. Ødelagde illusionen af nyfalden sne.  For hvert spade stik af jord skammede jeg mig mere og mere. Mine øjne gled ned på mine sko igen. Så forfærdelig blanke.

 

”Oppe på skolen i dag, så spurgte vores lærer os om, hvad vi ville gøre, når vi blev store”  de fine blå øjne stirrer som altid. Min hånd dumper ned og roder op i hendes lyse lokker. ”Hvad sagde du så?” et smil glider over mine læber. Men hun ryster på hovedet, så  hendes hår står som en glorie omkring hende. ”Jeg vidste det ikke til at starte med. En af drengene sagde brandmand, og det kunne være  sejt, men... nej. Så jeg tænkte. Hvis jeg skulle vælge én ting, som jeg ville bruge min tid  forevigt på, hvad skulle det så være?” En let latter undslipper min læber. ”Hvad bestemte du dig så for?” ”Jeg havde intet svar!” de blå øjne ser hurtigt sørgmodige ud, og jeg klapper hendes  skulder. ”Hvad med at bruge tid med din storebror?”  Hun griner igen og den sørgmodige glans forsvinder hurtigt fra hendes øjne ”Det kunne jeg nok godt leve med”

Mine øjne stirrede stadig ned på de blanke sko, imens mine tanker gled tilbage til fortiden. To dråber ramte den skinnende overflade. Regnede det nu også til hendes begravelse? Følelsen af grå var for stærk til, at jeg kunne få mig selv til løfte hovedet og se efter.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...