Som sendt fra himlen, eller hvad?

London og Nesta har brug for hævn. De tørster efter det, og tænker ikke på andet. Så da de begynder på en ny skole, er det på tide. På tide at få den hævn de har ventet på. Hævn over en helt bestemt mand, en helt bestemt generation, en helt bestemt skole. Men mon ikke En dreng fra skolen, ved hvad de er ude på?

1Likes
0Kommentarer
870Visninger

1. Prolog

Forestil dig du står på en græsmark. Det er en varm sommerdag, solen skinner ned på dig, og du kigger op på himlen. Og får et chok. Oppe på himlen flyver der to piger rundt. Deres hår bliver blidt kærtegnet af vinden, den ene pige, der har brunt skulderlangt hår, kigger ned på dig, og lammer dig med sine smukke gråblå øjne, omkredset af tusinde sorte øjenvipper. Hendes perfektformede mund, med røde læber smiler blidt til dig. Hun vinker til dig med sin lille hånd, med lange franske negle, og forsvinder så. Du stirrer måbende efter hende, da den anden pige fanger din opmærksomhed. Hun er ikke lige så smuk som den første, men alligevel blænder hun dig, med sit lange næsten hvide hår, og smukke mørkeblå øjne. Hun smiler også til dig, og vinker farvel med sine korte mørkeblå negle.

Dette skete for Jacob en varm sommerdag. Han stod stadig og kiggede efter pigerne, da han blidt blev prikket på skulderen, af en perfekt fransk negl. Han snurrede rundt, og så ind i de smukkeste gråblå øjne. Pigen der havde prikket ham på skulderen trådte et skridt tilbage. Han kiggede på hende og lagde mærke til det skulderlange brune hår, og de perfekte røde læber, han lige før havde set. Han blev ved med at stirre, og lagde først mærke til nu, at der stak et par gråblå vinger ud af ryggen på hende. Han kunne høre hun slog et klik med tungen og pludselig forsvandt vingerne. Han blev så forbavset, at han trådte et skridt tilbage. Der så han den anden pige med det lange lyse hår, hun smilte også til ham, inden hun også slog et klik med tungen, og fik sine mørkeblå sommerfuglevinger til at forsvinde. De smilte blidt til ham, inden de tog et skridt nærmere. Den mørkhårede lagde hovedet blidt på skrå og med en lidt mørk, men syngende blid stemme sagde hun:” hvad hedder du?” ”Jacob” svarede han, og lod blikket glide ned over hendes perfekte mund. ”Hvad hedder i?” spurgte han og kiggede på begge piger. ”London” sagde den mørkhårede. Den lyshårede smilte og sagde: ”Nesta.” De kiggede begge på ham, og gik et skridt nærmere. De stod nu helt op ad ham. London begyndte blidt at kærtegne hans ene kind, og Nesta kærtegnede blidt hans anden kind. Han stivnede, og kunne slet ikke bevæge sig. Pludselig trådte Nesta et skridt tilbage. London kiggede ham i øjnene, ”farvel” sagde hun med sin smukke stemme, inden hun blidt kørte hendes pegefinger op under hans hage. Han vendte det hvide ud af øjnene og faldt om. Hun bøjede sig ned over ham, og tryllede en seddel frem ud af det blå. Hun placerede den blidt på hans bryst. Hun trådte et skridt tilbage, for ligesom at beundre sit værk. Hun kiggede på Nesta, og de fløj begge grinende derfra.

Om aftenen var Jacobs far ude for at lede efter Jacob. Han gik ud på græsmarken, og så Jacob ligge død på jorden. Han skyndte sig derhen, hvorefter han læste sedlen, hvor der stod et eneste ord: ”Hævn.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...