@dskildt

Ellie er ved at sprænge af had til sine forældre, som vil have alt til at ligne et glansbillede! Ellie skal altid være så perfekt og den eneste hun har det rigtig godt sammen med er sin bedste veninde Julie, som Ellie fortæller alt til over E-mail, fordi Julie er flyttet. Ellie har ikke haft det godt siden hun er flyttet og hvad vis det eneste der kan hjælpe er vis Ellie erkender sin store sorg...

1Likes
3Kommentarer
958Visninger
AA

1. Den perfekte pige...

Jeg sad og kiggede ind i den tomme computerskærm, jeg sad og tænkte på hvad jeg skulle skrive til Julie, det var lang tid siden jeg sidst havde skrevet, hun var sikkert bekymret.
Jeg blev afbrudt af banken på døren og min mor stod i døråbningen, ”Kommer du ikke ned i stuen til gæsterne, vi skal lige til at spise” mor kiggede spørgende på mig, men jeg sad bare med hovedet mod computerskærmen og ignorer hende, ”Du bliver nød til det Ellie! Jeg ved godt du ikke gider, men det er vigtig for din far, ved du nok” sagde mor igen, inde i mit hoved var der en stemme der skreg af had til min mors og fars arbejde, siden min far blev forfremmet til direktør i sit firma og mor tog det nye job som salgschef for udlandet, havde ingen af dem været ret meget hjemme, i starten var det fint nok, for der havde jeg Julie, men da hun forsvandt, havde jeg følt mig så tom, alene og ensom. ”Ellie!” råbte min mor i frustration, og jeg blev igen afbrudt i mine tanker, ”Jeg kommer nu” svarede jeg med en vis had i stemmen, og smækkede døren i, og jeg kunne hører en anden dame spørge min mor:” Er alt okay?”, ” ja, alt er helt perfekt, hun er bare i teenage alderen, ja med hormoner og alt det der.” svarede mor damen, mens hun slog en falsk latter op, for at det skulle virke helt perfekt over for den anden. ”Hormoner” tænkte jeg ved mig selv, det var efterhånden blevet min mors ynglings ord, hver gang der var noget som ikke var helt perfekt ved mig, hvad enten om det så, var det jeg sagde eller gjorde, og hvis så der var nogen der spurgte til det, ja så er det altid bare ”Hormoner”, jeg er ved at brækkes over ordet ”Hormoner”.

Jeg kunne hører Mor og hende den anden dame stadig stå og grine, men jeg kunne lige så stille høre at grinene blive svagere og svagere, så jeg er klar over at de er gået nedenunder igen. Inde i mig er der en debat om hvorledes jeg skal låse mig inde, og bare håbe på jeg forsvinder med tiden, eller om jeg skal tage pænt tøj på og så gå nedunder og være den perfekte datter, som skal sige pænt goddag til alle, opføre sig høfligt, den som skal sidde og smile sødt mens ens far praler om, hvor gode karakterer man får, hvor mange venner man har, og om hvor meget man har styr på sit liv.
Mine følelser sagde det det første, mens min hjerne sagde det andet, og som altid vinder min hjerne, fordi jeg med tiden er blevet ligeglad med mine følelser, så jeg fandt noget pænt tøj og gik nedenunder, mens jeg smilede sødt da jeg sagde pænt goddag til alle sammen, og ganske rigtigt gik aftenen som forudset, og lige som alle andre aftener hvor min mor og far har dem som de kalder ”venner” på besøg, men i virkeligheden er det bare nogen snobbet personer fra deres arbejde.
Da jeg sad der og var ved at brække mig over hvordan min mor og far opførte sig, og man må ikke opføre sig som et barn og forlade bordet, nej man skal sidde ved bordet og smile sødt, mens andre snakker sammen, og man bliver ikke inddraget i samtalerne, nej det er man for lille til. Jeg plejer at gå, fra bordet når alle har spist, og nej det er ikke bare spise en middag, nej det er 3 retters menu for det skal jo være så perfekt, så jeg plejer at gå efter hovedretten, da det tit bliver sent før desserten kommer ind, for imellem hovedretten og desserten skal der snakkes, og når den tid kommer så rejser jeg mig høfligt og siger tak for mad, nogen gange har vi nogen gæster på besøg som er lidt jordnære som kan finde på at spørge mig:” Er du allerede færdig min pige?” Hvor jeg så høfligt svarer igen:” Ja jeg er helt mæt, og så er jeg også rigtig træt, men tak for i aften alle sammen” og de smiler igen og siger:” I lige måde, det var en fornøjelse at møde dig”.
I starten når jeg kom op på mit værelse sms’ede jeg Julie: ”Værste aften nogen sinde! Kan jeg komme over?” og jeg fik altid svaret:” ja selvfølgelig ”, så jeg fik på en eller anden måde altid listet mig ud og kom hen til Julie, men nu hvor Julie ikke længere er her, skriver i stedet en e-mail til hende, ja det kræver nok en nærmere forklaring det med Julie.
Julie og jeg har været bedste venner i lang tid, vi snakker om alt sammen, og vi var altid sammen engang og jeg mener altid, men for en uge siden den 18 aug. 2006, flyttede Julie, og for at holde kontakten ved lige e-mailer vi sammen.

Da jeg sad og var ved at skrive e-mailen til Julie, som jeg blev afbrudt i tidligere i dag, nåede jeg lige at trykke ”send” da det samme irriterende menneske kommer ind ad døren, min mor. ”Skat, du ved jo godt at vi har snakket om det med Julie, og jeg har her på den seneste tid kunne fornemme på dig at det er noget der går dig på, er der noget du vil snakke om?” jeg kunne mærke hadet boble i mig, der sad hun der og spillede rigtig pædagogisk, og snakkede om hun kunne fornemme på mig at jeg var ked af det, hun kan ikke fornemme en skid på mig, hun kender mig knap nok mere, alt hun interessere sig for er sit arbejde og det er det samme med far! ”Nej jeg har det fint!” svarede jeg uden at kigge på hende. ”Ellie, der er jo noget der nager dig, du er aldrig sammen med nogen venner mere, du sidder altid foran computeren, og hver gang vi spørger hvem det er du skriver med, bliver du sur og nægter at snakke om det, og vi er klar over det ikke er nemt for dig det med Julie, men du bliver nød til at snakke om det” og hvad vil du gøre ved det tænkte jeg ved mig selv. ”nå” sagde jeg bare, og mor fortsatte ” så derfor har jeg aftalt med arbejdet at jeg tager de første to timer fri morgen, så jeg kan kører dig hen til Solvangen og du kan snakke med Peter Mogensen”, ”hvad er Solvangen og hvem er Peter Mogensen” sagde jeg meget forvirret, og så begyndte mor at snakke om at Solvangen er et opholdssted for unge piger med psykiske problemer, ”HVAD!” udbrød jeg pludselig, ”Rolig nu” prøvede mor, ”Du skal bare der hen og snakke med Peter som er psykiater”.
Og ja som om, det beroligende mig, nu synes min mor og far også at jeg var skør, lige som alle pigerne i min klasse, det var lige hvad jeg havde brug for! ”Jeg vil ikke” blev jeg ved med at fastholde, mens mor prøvede at forklare mig at det jo ikke var til skade at prøve det, og til sidst gik jeg med til et møde søndag altså i overmorgen.
Efter mor var gået kunne jeg være sprunget i luften af had til hende og far, hvad ved de om mig, de kender mig ikke, de ved ikke hvad jeg går og laver, og de ved da slet ikke hvordan jeg har det. Da jeg var kølet lidt ned satte jeg mig til at skrive til Julie igen:

Hej Julie :D
Hvis du vidste hvad jeg lige har været ude for, min mor kommer ind på mit værelse og begynder at snakke om at jeg har psykiske problemer og nu vil hun have mig med et psykolog i morgen, og ja hun kunne lige presse hendes datter ind i hendes ellers så travle hverdag! Åhh jeg hader hende og far, de aner ikke en skid, og da slet ikke noget om mig, jeg bliver så rasende over det! Jeg kunne virkelig godt bruge dig lige nu, det går heller ikke så godt i skolen mere, karaktererne er stadig gode, men jeg har ingen venner, jeg er stadig sød og høflig overfor andre, men jeg har det som om alle er lige glade med mig, og især mine forældre! Jeg føler at der er ingen der lægger mærke til mig, jeg har det som om jeg står i et stort rum fyldt med mennesker, jeg skriger af mine lungers kraft, men ingen ligger mærke til mig, de kigger ikke engang.
Ja jeg ville bare håbe du var her, der er så ensomt uden dig, jeg vil altid huske den 18. aug. 2006 Som den værste dag i mit liv, da du flyttede, var det som om halvdelen af mig flyttede med.
Knus din Ellie.

Og jeg trykkede ”send”.

Næste morgen vågende jeg med mit hoved mast ned mod tastaturet, men ellers var det som på alle andre lørdage, helt alene i det store hus, jeg tog noget tøj på gik ned i køkknet og fik noget morgenmad, jeg sad midt i maden, da der pludselig kom en e-mail fra Julies mor:

Hej Ellie.
Jeg håber ikke det er til ulejlighed at jeg skriver, men jeg bare hører om du har det godt, jeg fik jo slet ikke snakket med dig i kirken, og pludselig var du væk. Jeg ved det må være svært for dig, for det er det også for mig, men jeg tog mig sammen den anden dag, og jeg fik ryddet lidt op på Julies værelse, der er rigtig mange minder derinde, men jeg fandt nogen ting som jeg ved, at Julie ville have at du skulle have. Du kan bare komme forbi hvis du har lyst, du er altid velkommen.
Hilsen Jonna Hansen.

Jeg sad og stirrede på skærmen, jeg havde brug for noget luft så jeg tog min jakke på og gik en tur, jeg gik hen ad Jerngade og drjede ind af Violvej, jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, indtil jeg pludselig stod foran døren til kirkegården, jeg stod der bare lidt, gjorde ingenting, tænkte ikke, stod der bare, til jeg endelig fik samlet mod bare at gå der ind, jeg gik hen til en sten, jeg havde lukket øjne, min hjerne vidste godt hvad den ville få at se, men mit hjerte var ikke parat, inde i mig selv blev jeg ved med at sige til mig selv:” åben øjnene, åben øjnene, åben øjnene” og da jeg endelig åbnede øjnene og så bogstaverne, knækkede jeg sammen i gråd.

Julie Hansen
25. maj. 1992
18. aug. 2006
Altid elsket, altid savnet.

Jeg sad der ved siden af stenen, jeg kunne ikke gøre noget, ikke andet end bare at græde, jeg kunne mærke solen bage på min ryk, jeg kunne lugte græsset under mig, jeg kunne hører fuglene kvidre, alt hvad man forbinder med en dejlig sommerdag, men for mig var det grusomt.
Jeg ved ikke hvordan jeg fik rejst mig så hurtig, jeg ved heller ikke hvordan jeg kunne løbe så hurtigt hjem, da jeg kom ind af døren skyndte jeg mig op på værelset åbnede en e-mail, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle skrive, men jeg måtte have kontakt med hende! Jeg sad og kigge ind i den tomme computerskærm, jeg kunne ikke få skrevet noget når jeg endelig startede, slettede jeg det hurtigt igen, der var så mange ting jeg ville sige, og alligevel ingen ting, der var så mange følelser, men jeg følte intet, jeg følte mig tom og alligevel følte jeg mig overfyldt af alting, jeg følte mig som et stort rod, og alligevel var jeg den perfekte pige, jeg var den som alle vil være, bare ikke mig, jeg er den der har alt, og alligevel ingenting, den med alle vennerne, med sandheden er at jeg mistede den eneste ven jeg nogensinde har haft den 18. aug. 2006....
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...