Hello, Goodbye

Denne novelle skrev jeg for lang tid siden, så undskyld, hvis den ikke er så detaljeret, som den kunne være. Den betyder stadig noget for mig, da jeg skulle skrive den, mens jeg lyttede til noget musik. (Denne novelle består kun af et kapitel, bare så folk ved det) "When love says Goodbye, then remember the Hello"

14Likes
16Kommentarer
1579Visninger

1. Hello, Goodbye

 

”Det skal nok gå,” sagde jeg sagte. Jeg klemte den hånd, som nu var i min. Jeg klemte den, som var den min eneste livredder, hvis jeg en dag skulle drukne i det store mørke hav. Jeg så på hånden i min, som var slap og bleg. Min egen hånd var let solbrun og stærk. Jeg så på personen foran mig. Jeg så ind i hans øjne, hans blå forræderiske øjne, som engang havde været så stærke. Som engang havde bøjet min vilje, selvom jeg havde ret. Nu var de bare blå og undskyldende.

”Det skal nok gå,” mumlede jeg igen og slap hånden, da jeg var for bange for at brække hånden, der før havde været så stærk som sten og nu var den ikke andet end let porcelæn.

 

Jeg elskede ham. Jeg hadede ham også. Jeg kunne ikke stå for ham. Både på godt og ondt. Hans mørke sorte hår, hans triumferende smil og de isblå øjne.

”Kom nu, Nami,” sagde han og grinede. Fuglene syntes pludseligt at synge pænere og solen skinnede mere i takt med hans smil og grin. Jeg stirrede bare på ham og syntes pludselig, at mine ben havde lavet rødder ned i jorden. Jeg kunne ikke tage et eneste skridt. Græsset som jeg stod på, dansede svagt i vinden og jeg så på træerne der gjorde det samme. Så mange forskellige grønne farver, så mange livlige ting. Det var så smukt, at man næsten kunne græde.

”Du ved jo, at jeg ikke kan vinde. Det er dig, der kan spille badminton, ikke mig,” sagde jeg tomt. Den sætning havde jeg brugt hver gang, jeg skulle spille. Jeg var virkelig elendig til at spille, mens han var god. Når han bevægede sig, så var det som en vampyr. Det var hurtigt, elegant og virkede naturligt. Når jeg bevægede mig, så det kikset ud. Jeg var klodset og for langsom til at opfatte spillet.

”En dag... Så vinder du,” sagde han og så bestemt på mig. Jeg skulle til at sige ham imod, men det kunne jeg ikke. Hans øjne gjorde det umuligt.

”Den dag jeg vinder... Den dag jeg vinder, har du bare at kysse mig,” sagde jeg og mærkede blodet dukke op i mine kinder. Det her var så pinligt. Uanset hvor mange gange jeg fortalte ham, at jeg elskede ham, sagde han, at han ikke ville binde sig. Jeg forstod ham slet ikke, men jeg kunne bare høre hans oprigtige grin. Det der kom helt indefra, og det nåede hans øjne, som nu skinnede i solen.

”Det er en aftale,” sagde han og smilede stort, inden han gik hen til mig og rodede mig i håret.

 

 

”Tag nu bare hen til den kamp,” sagde han og tvang et smil frem. Han kæmpede og holdte på smilet for min skyld. Hvordan kunne det her være sket? Han var så stærk og nu var han bare så svag. Jeg rystede på hovedet.

”Nej, jeg bliver her hos dig!” sagde jeg bestemt og tog fat i hans hånd igen. Jeg rystede over det hele. Det gjorde så ondt, at tænke på, at han bare kunne knække. At hans røde tråd var ved at knække. Jeg lukkede øjnene for ikke at græde, tog dybe indåndinger for at slappe af igen. Pludselig grinede han sagte. Men denne gang skinnede solen ikke lysere, men så ud til at forsvinde.

”Så du vil ikke have det kys?”

Jeg kunne igen mærke blodet boble og det var i hele kroppen. Selvom han var svag, så gav han mig stadig denne følelse af sommerfugle i maven. Jeg slap hans hånd og lagde den forsigtigt ned igen.

”Bliv her,” sagde jeg med en bedende stemme, en tiggede stemme, en latterlig stemme.

”Hvor skulle jeg dog tage hen, Nami?” spurgte han og jeg kunne se, at han forsøgte at løfte det ene øjenbryn, men det lykkedes ham ikke. Han vidste godt, hvad jeg mente, men han ville bare lette stemningen. Jeg tog en dyb indånding og åbnede øjnene. Tårerne faldt ned i triste stimer ... ned ad mit ansigt. Han bøjede sig fremover og kyssede dem væk. Jeg stirrede på ham med store øjne, holdte godt fast i ham. Jeg var bange. Jeg var bange for at gud ville tage ham væk fra mig og føre ham hen til paradiset. Han skulle ikke derhen, ikke lige nu.

”Kom nu af sted,” sagde han og så på mig. Igen var styrken vendt tilbage til de blå øjne og jeg havde kun et valg nu.

 

Jeg spillede. Jeg gjorde faktisk som han sagde. Jeg løb rundt som en tosse. Det føltes som et maraton, selvom det slet ikke var det samme. Sveden kunne mærkes over det hele. Jeg løb rundt og var ør i hovedet. Det eneste jeg kunne tænke på, var ham. Jeg slog ud med armen, når han hviskede at jeg skulle. Og til sidst var kampen slut.

Jeg stod bare på banen og mærkede tårerne på mine kinder, idet jeg fik denne underlige følelse. Og det var ikke en følelse af sejr, ikke den følelse af glæde over, at jeg nu kunne få mit kys. Jeg lod battet glide ud af min hånd og løb. Jeg løb og skreg og tvang benene til at gøre som jeg befalede, selvom de ikke kunne. Det gjorde ondt, men ikke mere end den følelse, som fik min mave til at trække sig sammen. Og jeg løb.

Jeg skubbede dørene og fandt det værelse jeg ledte efter. Jeg skreg og løb hen til ham, skubbede hele hans familie væk. Og jeg græd, hulkede og trak vejret. Jeg kunne ikke få et ord ud. Det var umuligt, når min krop ikke lyttede. Jeg rystede. Det var så svært, at så stille, når min krop vidste, at der var noget galt. Jeg vidste ikke længere, hvordan man skulle bruge sin krop. Jeg vidste ikke rigtig længere, hvordan jeg skulle klare mig.

”Na... mi,” sagde han og jeg tog fat i hans hånd.

”Nej,” hviskede jeg. Jeg kunne ikke se noget. Det hele slørrede for mig, som et vindue med dug. Jeg opfattede ikke engang, at han bad sin bror om noget. Inden jeg vidste af det, sad han op.

”Kom her,” sagde han og jeg puttede mig ind til ham og blev ved med at nynne ordet ”nej”. Mine ord stoppede, da min mund mærkede noget koldt. Hans læber var presset mod mine. Jeg holdte om ham og kyssede ham blidt igen. Et lille blidt kys. Så satte hans bror ham til rette igen. Og min elskede lukkede sine øjne, slap min hånd og forsvandt.

 

~o~

 

”Endnu en pokal til den store Nami,” sagde han og grinede. Jeg så over på Daichi, hans bror. De lignede hinanden lidt og alligevel ikke. Jeg smilede svagt og lagde den røde rose på graven, inden jeg rejste mig op.

”Ja,” sagde jeg med et stort smil på læben. ”Ellers ville han jo ikke være glad.”

Vi begyndte begge to at grine. Daichi rakte sin hånd ud mod mig. Han mindede lidt om sin bror, men han var nu alligevel anderledes. Han var... Sødere. Sødere på sin egen måde. Jeg tog fat i hånden og smilede. Jeg tog fat i denne stærke hånd, som holdte blidt om min. En ny stærk hånd, der skulle passe på mig. Jeg mærkede den underlige følelse i maven, da jeg klemte Daichis hånd svagt.

 

”Når noget siger farvel, så vend hovedet og find noget nyt du kan sige goddag til,” havde han sagt. At vende hovedet, var svært, men jeg fik det gjort. Og nu ville jeg fortsætte ad denne rute og se hvad den ville give mig.

Hello Daichi, Goodbye my love

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...